Læsetid: 2 min.

Sort panter med motor i Radiohuset

Næsten alt gik på godt og ondt igennem det trommespillende kraftværk, Jeff 'Tain' Watts, da saxofonikonet, Branford Marsalis, gæstede den proble-matiske koncertsal i Radiohuset
10. oktober 2005

Der gik ikke lang tid på scenen, så begyndte sveden at hagle af den korpulente Jeff 'Tain' Watts. Han har været en stærk rytmisk faktor i en række amerikanske jazzgrupper igennem de seneste 25 år. Desværre var det ikke til publikums fordel. For stedet var Radiohusets Koncertsal, der på det seneste har været ramme om en række jazzkoncerter (og flere er på vej), som salen i virkeligheden slet ikke egner sig til. Og slet ikke til en viril og avanceret janitshar som Watts endsige til et neobop-sammenspil af den type, som den amerikanske saxofonist Branford Marsalis' kvartet dyrker.

Den 45-årige Marsalis, der er medlem af den berømte sorte musikerfamilie fra New Orleans, som bl.a. tæller den indflydelsesrige bror og trompetist, Wynton Marsalis, er kendt for sin uovertrufne teknik og for sit afsæt i den store saxofontradition med især melodiske Ben (Webster) og fyrige Sonny (Rollins) som fiksstjerner. Men han har dog ikke solgt sig selv uforbeholdent til den forstyrrede og forstemmende jazzpuritanisme, som brormand Marsalis er eksponent for. Branford var f. eks. medlem af popsangeren Stings velspillende band for tyve år siden, men han kan også udvise en rytmisk og harmonisk dri-stighed, der somme tider bryder med det jakkesætklædte og perfektionsprægede.

Toner som frugter

I Radiohuset var han som en sort panter, kattesmidig i sine bevægelser og dræbende rytmisk sikker med hornet. Det gjorde dog hverken fra eller til i begyndelsen, hvor kvartetten, der også tæller Joey Calderazzo (klaver) og Eric Revis (bas), satte af med dampkedlerne på højtryk. Det kan rummet slet ikke honorere, og hele lydbilledet væltede sammen i en rytmisk mudderpøl.

Kunne man i øvrigt abstrahere fra flygelets mærkeligt ekkoagtige klang i den højloftede sal, opdagede man, hvor stærkt et udtryk Calderazzo kan skabe ved tangenterne. I den smukke, dramatiske balladefortolkning af "Gloomy Sunday", hvor også Marsalis stod for intenst spil, brugte Calderazzo pausen på vidunderlig vis ved nærmest at plukke tonerne ned fra luften som små fine frugter. Eller han kunne fastholde et motiv i højrehånden næsten til det ubærlige, før han virkningsfuldt opløste det i soloens videre forløb. Senere i koncertens ekstranummer bekræftede kvartetten sin mesterklasse med rytmisk saft og kraft og besættende udvekslinger, der konstant - men dermed også på både godt og ondt - havde den levende motor, Jeff 'Tain' Watts, som omdrejningspunkt.

Det omvendte ideal

Marsalis seneste kvartetplade, Eternal, har selv samme besætning, og musikken danner trods sammenfald i repertoiret en slags omvendt ideal for koncerten i Radiohuset. Lyden er kontrolleret og veldefineret. Spillet er desuden holdt udelukkende i balladernes tegn, og Marsalis udviser en sjælden melodisk disciplin igennem pladens syv numre. Det er arven fra Webster, der gør sig gældende, når han spiller tenorsax, mens han på sopransaxen har udviklet en egal, smuk tone med blændende teknisk overskud. Eternal er blevet til en usædvanlig indbydende plade, der især med den indledende "The Ruby And The Pearl" og "Gloomy Sunday" insisterer på melodisk essens og afbalanceret luftighed. Lovlig pæn, ja, men en demonstration af stor lyrisk musikalitet.

Branford Marsalis Quartet, Radiohusets Koncertsal, fredag

Branford Marsalis Quartet: Eternal (Marsalis Music/Rounder)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu