Læsetid: 4 min.

Sort slutspil i Wien

29. marts 2000

BILL RICHARDSON, den amerikanske energiminister, skal efter sigende have brugt mere end en
time i telefonen hver eneste dag i den sidste måned
på at tale med ministre og højtstående embedsmænd fra de olieproducerende OPEC-lande. Det har ikke
bare været af ren høflighed, men led i et aggressivt lobbyarbejde fra stormagtens side inden det vigtige OPEC-møde i Wien her mandag og tirsdag. Stormagten USA, der er verdens største oliesluger, er alvor-
ligt bekymret over, at prisen på råolie er næsten tredoblet i det sidste år fra ti til omkring 30 dollars pr. tønde. Inflationen er begyndt at stige i de vestlige økonomier, centralbankerne hæver renten i små ryk, og det truer den ny økonomis vækst. Og så i et amerikansk valgår!
OPEC-landene sidder på 78 procent af verdens kendte oliereserver og efter nogle år med indbyrdes uenigheder, så har de siden marts sidste år udvist forbløffende styrke, dæmpet produktionen og sendt priserne i vejret på verdensmarkedet. Og det med en hast ikke set siden oliekrisen i 70'erne.

ÅBNER MAN for de strategiske tænketanke, så kan man forudsige, at et stærkt OPEC-sammenhold på lang sigt vil svække noget af USA's globale økonomiske og politiske overherredømme. Selv om USA's high-tech vækstbaroner ikke er så afhængige af olie som 70'ernes energislugere, så er det amerikanske samfund i økonomi og mentalitet stadig stærkt afhængig af olien. En af dem, der har forstået det, er Venezuelas venstrepopulistiske præsident Hugo Chavez, der har bragt sit land ind under OPEC-disciplinen i stedet for som i 80'erne bare at åbne hanerne endnu mere for at hjælpe sin amerikanske storebror.
USA har indset de strategiske konsekvenser, og op til Wien-mødet har de med Bills telefonopkald og diskrete trusler sat OPEC-klubben under maksimalt pres.
I sidste uge besluttede Repræsentanternes Hus i USA, at det fremtidige våbensalg til OPEC-landene betinges af, at de ikke sætter en for høj pris på olien. Den slags budskaber forstår USA's nære allierede i Mellemøsten, Saudi Arabien og Kuwait, der endnu
husker Golfkrigen i 1990-91 mod Irak og Saddam Hussein. Og det var netop Saudi Arabien - med støtte fra Kuwait - der i Wien forsøgte at overtale OPEC-kartellet til at sende lidt over 1,7 millioner tønder råolie ekstra på markedet, oven i den nuværende dagsproduktion på 23 millioner tønder. Det er ikke helt på niveau med USA's udspil om mindst to millioner ekstra tønder, men det vil formodentlig være nok til at stabilisere markedets priser på omkring 25 dollar, vurderer analytikere.

NETOP I GÅR bekræftede USA's forbundsbanksdirektør Alan Greenspan, at et prisniveau i midten af 20'rne ikke vil skabe øget inflation, men samtidig advarede han OPEC-landene om, at en højere oliepris også vil skade deres egne økonomier, fordi det betyder højere inflation og lavere vækst.
Det er et budskab, der forstås af USA's nabo, Mexico, hvis økonomi er totalt bundet ind i den amerikanske. Mexico er ligesom Norge og Rusland ikke medlem af OPEC-kartellet, men Mexico er verdens femtestørste producent efter Saudi Arabien, USA, Rusland og Iran. Og Mexico har som en god tjener lovet at sende mere olie på markedet.

DE PERSISKE ayatollaher vil dog ikke bøje sig for det amerikanske overherredømme, som var det en jordisk Allah. Den iranske olieminister Bijan Namdar-Zangheneh tog i Wien kraftigt afstand fra USA's metoder. "Nordamerikanerne laver politik og øver kraftig pression på OPEC-medlemmerne," sagde han og tilføjede, at "vi er ufølsomme overfor de amerikanske trusler."
Iran har i Wien kæmpet hårdt for, at OPEC-landene ikke øger produktionen med mere end 1,2 millioner tønder om dagen, men Iran har været temmelig isoleret - bortset fra en diskret støtte fra Libyen, der ikke har ret store oliereserver tilbage og er interesseret i høje priser.
Ved redaktionens slutning var OPEC's slutspil i Wien ikke færdigt, men i skrivende øjeblik ser det ud til at ende med 1,7 millioner tønder ekstra olie om dagen - og lidt ekstra fra lande udenfor OPEC. Tendensen på lang sigt er dog ikke til at tage fejl af.
De bilende vestlige vælgere skal til at vænne sig til højere benzinpriser, og de dage, hvor råolien - som i 60'serne og i 1998 - kun koster ti dollar pr. tønde er slut. Det er slet ikke dårligt set ud fra et økologisk synspunkt, for så kan vi måske endelig få incitamenter til at investere i virkeligt bæredygtige energikilder. Så lad vinden blæse og solen skinne. Perspektivet i det forstår den amerikanske stormagt ikke endnu, selv om en mere og mere vidensbaseret økonomi strengt talt burde styrke de grupper i samfundet, som kan se nye muligheder i ikke-materiel vækst og hurtig kommunikation via net og telefon i stedet for fortsat at satse på tung fysisk, energikrævende og stadig langsommere transport med biler, lastvogne og fly.bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her