Læsetid: 3 min.

Sort succes

16. februar 2004

GODE NYHEDER bliver til dårlige nyheder. Fremskridt viser sig som brud med det bestående. Og står man midt i det bestående, bliver ethvert fremskridt uacceptabelt. Når det viser sig, at en udsat ’befolkningsgruppe’ beskæftiger sig selv, bliver det til frygtelige historier om ’mislykket integration’ og ’sort arbejde’. Roskilde Universitetscenter udsendte i sidste uge rapporten om Det duale arbejdsmarked, som på basis af interview med 234 virksomhedsejere af anden etnisk oprindelse end dansk ifølge Ritzau dokumenterer, at »at sort arbejde, socialt bedrageri og skattefusk hærger blandt indvandrere på et alternativt arbejdsmarked«.
Ikke alene arbejder de sort: De modtager overførselsesindkomster samtidig! Og ikke nok med det: ’De’ presser priserne for måneskinsarbejde, da ’de’ kun tjener gennemsnitlige 43 kroner i timen, hvorimod ’etnisk danske’ sortarbejdere trækker 115 kroner hjem til i timen. Det er ikke godt at bryde loven. Sort arbejde er forbudt arbejde. SF’s Morten Homann slog straks fast:
»Der er nærmest opstået et undersamfund i Danmark, hvor indvandrere lever deres eget liv efter egne regler, og det hverken kan eller vil vi acceptere.«

Morten Homann sagde ikke, at rapporten også kunne indikere, at nogle af de mennesker vi med viden fra officielle statistikker regner for passivt forsørgede, ikke bare sidder og venter på tilbud om at få lov til at tage ’pc-kort’ eller lægge et cv ud på arbejdsformidlingens hjemmeside. Den dårlige nyhed er ikke, at undersamfundet eksisterer. Det må selv Homann formodes at have vidst på forhånd. Den dårlige nyhed er tilsyneladende, at de mennesker, som vi ved eksisterer i undersamfundet og som burde være passive og forsørgede, ikke bare passivt og forsørgede accepterer ’oversamfundets’ regler. Man kan betragte ethvert brud med det bestående som en forbrydelse, eller som en anvisning til at gøre tingene anderledes. Sort arbejde er et sygdomstegn. Det er et symptom på, at gældende regler mangler legitimitet. Det er også et tegn på en efterspørgsel efter skattefri ydelser.
Denne efterspørgsel er ikke noget, som indvandrerkulturerne har opfundet. Tværtimod. Vi ved godt, at det er almindeligt udbredt i det danske samfund. Men for dem, der synes ekskluderet fra oversamfundet, er sort arbejde også et sundhedstegn. Det kan være et tegn på, at selv udstødte mennesker ikke bare vil degraderes til ’klienter’. Da Anders Fogh Rasmussen ikke var statsminister, skrev han en udfordrende bog: Fra socialstat til minimalstat. Dengang lancerede han sin kulturkamp:
»Vi skal starte og vinde en kulturkamp, som genindsætter mennesket i dets tabte værdighed og på den måde avler et frit og stolt folk, der ikke på ny vil bøje nakken under socialstatens åg.«

De mennesker, som udsat for systematisk diskrimination og beskyldt for alt fra feudale livsformer til grådigt nasseri alligevel forsøger at skabe sin egen beskæftigelse, kunne være forbilleder for opgøret med den ’statsliggjorte dansker’. Både finansminister Thor Pedersen og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har beklaget, at omkring 800.000 danskere i den arbejdsdygtige alder står uden for arbejdsmarkedet. De er ydmygede. Regeringen har ikke initiativer til at skabe rammer for et meningsfyldt liv for de mennesker, Socialdemokraterne og SF har heller ikke.
Det eksisterer tilsyneladende ikke som en offentlig udfordring, at så mange mennesker ikke må leve som overflødige. Og er det så ikke en god nyhed, at nogle er så opsatte på at rejse sig selv, at de vil arbejde for 43 kroner i timen? Er en overførselsindkomst ikke et rimeligt supplement? Det ligner hjemmeservice praktiseret fra bunden. Anders Fogh Rasmussen skrev også i sin gamle bog, at man ikke kan planlægge fremskridtet:
»Den bedste chance er at lade enhver udføre sine egne eksperimenter og løbe sin egen risiko. Så vil de virkningsfulde ideer blive bragt i anvendelse. Vi kan ikke beordre fremskridt, men kan opmuntre fremskridt.«
Man kan vælge at gøre et brud med det bestående til et fremskridt. Man kan vælge at se de lavtlønnede entreprenante sortarbejdere, som mennesker der aktiverer sig selv. Og man kan vælge at gøre det til sin opgave at skabe regler og rammer, så de ikke bliver til forbrydere men anerkendt som praktisk handlende mennesker.

rl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her