Læsetid: 8 min.

Sorte afrikanere rige som aldrig før

Nogle er tidligere antiapartheid-aktivister andre selverhvervende kvinder eller gulddrenge fra udenlandske universiteter. Stadig flere sorte sydafrikanere får økonomisk succes og har forladt de trøstesløse township-ghettoer og de folkelige kvarterer. Portræt af det nye 'blackgeoisi', der ikke er bange for at skilte med sin rigdom
11. juli 2006

JOHANNENSBURG - I gamle dage var antallet af køer i husdyrholdet målestok for rigdom.

I dag er det antallet af cylindre - helst otte og i hvert fald seks - i BMW'en eller Mercedes'en, der signalerer højt indkomstniveau. De såkaldte buppier (en sammentrækning af black yuppies) stiller deres fremgang til at skue ved at køre tyske luksusbiler. Og hvilket statussymbol er da også mere velegnet end bilen til at vise de gamle naboer fra barndommens township, at man har reddet sig ud fra den fattigdom, der har været sorte sydafrikaneres vilkår i 350 år.

På gårdspladsen foran Lungie Sisulus villa holder 10 af sådanne prangende køretøjer - nogle af dem er allerede gamle, som om han vil markere etaperne i sin sociale opstigen.

57-årige Sisulu tilhører det første sorte borgerskab, der har rejst sig på apartheid-regimets ruiner - det samfundslag, som socialforskere på Kapstadens Universitet betegner som 'den etablerede klasse'. Denne tæller angiveligt 800.000 mennesker ud af Sydafrikas 22 millioner sorte (ud af 47 mio. indbyggere i alt).

Blandt Sydafrikas 10 procent rigeste er så mange som 25 procent i dag sorte. Flere af disse har en fortid i eksil og har studeret ved universiteter i Vesten. Mange var også aktive i kampen mod apartheid for år tilbage - det gælder f. eks. Sisulu, som blev fængslet adskillige gange for sin deltagelse i ANC's aktiviteter.

Lungie Sisulu er en venlig, beskeden mand med det samme varme smil som sin far, Walter, der var Nelson Mandelas mentor og fængselscellekammerat.

"Mit liv ændrede sig fuldstændig, da Nelson og min far blev løsladt. I 1990 slog jeg mig ned som forretningsmand," forklarer han.

Med ophævelsen af raceadskillelseslovene ændrede det sydafrikanske samfund totalt karakter. Nu kunne de sorte, som klarede sig godt økonomisk rykke ud fra de overbefolkede township-ghettoers 'tændstikæske-lejekaserner'.

"En verden af materiel velstand, som var utilgængelig for deres forældre, åbnede sig pludselig for dem, og de kastede sig uhæmmet ud i forbrugerisme," forklarer Refiloe Mataboge fra Kapstadens Universitet, som har stået i spidsen for det forskningsprojekt, som har kortlagt de nyrige, sorte afrikaneres liv.

"Powershopping er blevet en art terapi, som de dyrker for at fortrænge fortidens traumer."

Sisulu har siden 1991 boet i den store villa med fem stuer og tre badeværelser, som han købte, da han forlod Soweto for at slå sig ned i kvarteret Observatory, der indtil da var forbeholdt det gamle hvide bourgeoisi.

Øer af velstand

Kort efter blev han direktør for Viking Fishing, en stor fiskerivirksomhed tilhørende en fremtrædende afrikaaner-familie.

"En af mine første beslutninger var at åbne Sowetos første kølehus. Efter alle de år med politisk kamp, syntes jeg efterhånden, at tiden var inde til at tænke lidt på mig selv."

Sisulu er i dag medlem af bestyrelsen i flere store sydafrikanske selskaber inden for informatik, ingeniørvirksomhed, lufttrafik m.m., der på fordelagtige skattevilkår har indvilget i at afsætte en del af deres ressourcer på black economic empowerment (BEE) - en økonomisk 'selvstændiggørelsespolitik', der har til formål af indsluse flere sorte iværksætter-talenter i det sydafrikanske erhversliv. BEE er en af de afgørende faktorer bag den hurtige opkomst af et sort borgerskab, hvis rigeste medlemmer - deriblandt Patrice Motsepe, der på 10 år har optjent en formue på 500 mio. dollar (godt tre mia. kroner) - har skabt en ø af velstand og høj levefod i et hav af fattigdom.

Sisulu sætter stor pris på gastronomi, italiensk skrædderkunst og ferierejser til Europa og USA, hvor hans kone tidligere har været ambassadør.

Social ansvarsfølelse

Til dem, der som Nobel-fredsprisvinderen Desmond Tutu kritiserer den nye elites selvoptagethed, svarer han:

"Folk glemmer vist, at de hvide sydafrikanere i gennemsnit er syv gange rigere end de sorte, så hvorfor kaster man sig lige over os?"

Ifølge undersøgelsen fra Kapstadens Universitet føler hele 71 procent af den sorte overklasse sig dog "skyldbetyngede".

"De har en social ansvarsfølelse, som adskiller dem fra overklassen andre steder i verden," hævder Achille Mbembé, en camerounsk professor på Johannesburgs Universitet, som også har forsket i det nye buppie-fænomen.

"Flere af dem giver så meget som 20-30 procent af deres indtægter til sociale formål," tilføjer Refiloe Mataboge.

Sisulu selv betaler faste bidrag til et uddannelsesfond, en skole for handicappede og et medborgerhus i Soweto.

"Men," indrømmer han, "vi er vore egne værste fjender. Vi har sendt vores børn på de dyreste privatskoler, og nu interesserer de sig ikke for andet end at tjene penge."

Sisulu er bekymret for, at de unge skal glemme ubuntu-ånden, dvs. den traditionelle stammesolidaritet og forfædrenes skikke, som han selv som så mange andre i hans generation stadig føler sig stærkt knyttet til.

For nylig ofrede han således en okse for at takke sine forfædre, da hans søn købt sit første hus for 140.000 euro (1,2 mio. kroner).

Den stadige pendlen mellem to verdener - de hvide velhaverkvarterers vestlige kultur og township-ghettoernes afrikanske kultur - er en udbredt tilbøjelighed i blackgeoisiet, det nye sorte borgerskab, som anslås at tælle to millioner, universitetstuderende medregnet.

En ny, ung og mindre politiseret generation bestræber sig på at slå på samme vej, som 'den etablerede klasse' har åbnet. Mange af de dynamiske unge sorte bor stadig i township-kvartererne, der for tiden oplever et sandt byggeboom. De arbejder som mellemledere i private virksomheder eller har grundlagt deres eget firma for at få del i de midler, der i BEE-regi er afsat til sorte iværksættere. Inden for denne 'anden generation' finder man også adskillige selverhvervende kvinder, der ved siden af karrieren må påtage sig at sørge for børneopdragelsen - et levn fra det apartheidregime, der ofte splittede de sorte familier.

Foragt ikke de fattige

39-årige Tumie Buyeye er en af disse uafhængige og ambitiøse kvinder. Den tidligere flystewardesse kører i en stor BMW, der er en statschef værdig (den nyeste serie 7).

Den elegante sorte limousine virker noget malplaceret ved siden af det fordringsløse byhus nord for Johannesburg, som hun bor i sammen med sin ni-årige datter og en tjenestepige. Tumie Buyeye har kendt Soweto-indbyggernes fattigdom på tætteste hold, men hun har aldrig engageret sig politisk.

Da mange unge af hendes generation deltog i township-opstande, sled hun ihærdigt med lektierne i en overvejende hvid katolsk skole i Johannesburg.

"Min mor bragte store ofre for, at jeg kunne få en uddannelse. Jeg afskyede mine strenge lærere, og mine kammerater i townshippen så ned på mig, fordi jeg gik der. Men uden den skole havde jeg ikke været, hvor jeg var i dag."

I dag ville hun ikke kunne holde ud at bo i Soweto, siger hun, hvor den kollektivistiske boform gør det meget vanskeligt at opretholde et privatliv.

Hun foretrækker intimiteten og sikkerheden i sit townhouse. Disse nye parcelvillaer, der ofte er udstyret med majestætiske indgangsportaler, er i stort tal blevet opført i Johannesburgs forstæder.

"De nyrige, sorte familier forlanger god plads og køber helst store villaer mellem 200 og 450 kvadratmeter", forklarer Ronald Ennick fra ejendomsmæglerfirmaet Pam Golding.

Det gør ikke så meget, om husene ligger klos op og ned af hinanden, for det er de vant til fra deres township-opvækst, men ud over sikkerheden lægger de meget vægt på, om der er en god udsigt."

Som mange andre sorte flygter Tumie Buyeye bag rattet på sin BMW ofte fra de hvide kvarterers stress og retlinede kedsomhed og opsøger de mere uprætentiøse og myldrende folkelige miljøer i Soweto.

Hun lægger vægt på, at hendes datter leger med township-børnene, så hun kan lære "ikke at foragte de fattige".

Ikke desto mindre har hun sat Palesa, som taler det nydeligste velpolerede engelsk, i en kostbar privatskole.

"Jeg kan ikke sende min pige i sort skole. Jeg ønsker, at hun skal have den bedst mulige skolegang," inddrømmer moderen.

Fra blik-slum til slot

For det nye sorte bourgeoisi er det magtpåliggende at sikre deres børns fremtid ved at give dem en eliteuddannelse.

"Men jeg gør ikke som mange andre forældre, der opdrager deres børn på engelsk."

Denne smukke kvinde, som har rejst over hele verden og har en tysk kæreste, er meget stolt af sin afrikanske identitet, som hun udtrykker ved at klæde sig afro-chikt i kreationer fra europæiske modehuse inspireret af etnisk-afrikanske motiver.

Det sorte bourgeoisi forsøger at udvikle en ny identitet og frekventerer helst de evangeliske kirker, som har integreret nogle af forfædrenes skikke såsom trancedans, i tv-transmittede gudstjenester. Budskabet fra denne kirkeretning, som velsigner den nye dans om guldkalven og afstår fra at prædike socialpolitik, er i fin harmoni med optimismen hos de sorte nyrige, som er overbeviste om, at Sydafrika er på rette kurs.

Således sætter også Tumie Buyeye, skønt hun fortiden ikke har så megen omsætning i sit firma, sin lid til, at "om fem år er jeg en rig forretningskvinde."

De nyriges personlige historie synes ofte at bero på mirakler.

Det gælder 26-årige Sello Kgosimore, den yngste chefrevisor hos Daimler-Chrysler. For at få lov til at køre Mercedes C-klasse, valgte han at tage arbejde hos denne multinationale gigant, og hver gang han aflægger besøg i sin barndoms township i fristaten Welkom, vækker vidunderbarnet sensation.

"Jeg er en af de få fra min township, der har læst på universitetet, fordi jeg var så heldig at få et stipendiat," forklarer han.

"Det eneste, der irriterer mig, er, at mine gamle kammerater hele tiden prøver at slå mig for penge til at købe øl og hash, skønt de ved jeg, at ikke bryder mig om den slags."

Når Sello har klaret sig så godt, skyldes det ifølge ham selv, at han aldrig har blandet sig med tsotsi'erne (unge bøller, red.).

"Jeg er vokset op på en gård, hvor min farfar var landarbejder. Da jeg var 15, flyttede min mor og jeg i en slum-township. Vi boede 11 i et hus opført af bølgeblik-plader. Ofte fik vi ikke noget at spise, og jeg gik så dårligt klædt, at mine jævnaldrenede i townshippen drillede mig med det. De ydmygelser fik mig til at være meget flittig i skolen for at vise alle, hvad jeg var i stand til," fortæller han.

I dag bor Sello i en ejerlejlighed i Rosetenville, et tidligere hvidt arbejderkvarter syd for Johannesburg.

"I begyndelsen gav jeg alt, hvad jeg tjente, til min familie. Nu har heldet omsider tilsmilet mig, og jeg tror på en stor fremtid."

Til oktober vil han gifte sig og købe "en stor villa med have og svømmebassin."

Sello har forøvrigte ikke holdt en eneste feriedag i tre år.

© Libération og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her