Læsetid: 4 min.

Det sorte bjerg

4. juli 2001

Montenegro er italienernes gamle betegnelse for det lille land, som før 1918 var Europas mindste kongerige. Selv kalder montenegrinerne landet for Crnagora, det sorte bjerg. For den, der har været der, er det et meget betegnende navn for det fattige land med dets vilde bjerge og stolte befolkning. Et land som befriede sig selv fra tyrkerne i begyndelsen af 1700-tallet under en biskop, som både var landets kirkelige og verdslige overhoved. Først i 1860 blev det et almindeligt fyrstedømme, i 1910 forfremmet til kongerige. 1918 blev det opslugt af Jugoslavien.
Det var der mange montenegrinere, der ikke var tilfredse med. Under Anden Verdenskrig løsrev italienerne Montenegro fra Jugoslavien, og da dette i 1945 genoprettedes som kommunistisk folkerepublik, blev Montenegro sin egen republik – Jugoslaviens mindste med omkring 500.000 indbyggere. Under Tito opførte de sig af og til som Rasmus Modsat – blandt andet da de af principielle grunde ikke ville stemme for Tito som livstidspræsident.
I 1988-89 var Montenegros kommunistparti et af de steder, hvor man satte sig imod Milosevic’ nationalistiske politik – hvorefter Milosevic fik iscenesat et kup mod Montenegros regering ved hjælp af arrangerede massedemonstationer. Derefter fik han en af sine tilhængere, Momir Bulatovic, gjort til præsident i republikken. Betydningen af Milosevic’ magt over Montenegro viste sig især i april 1992, hvor han tog konsekvensen af, at Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Makedonien havde meldt sig ud af Jugoslavien. Skulle der overhovedet dannes et nyt Jugoslavien, som kunne overtage det gamle jugoslaviens plads i det internationale samfund, måtte Montenegro forblive sammen med Serbien i en ny forbundsstat. Og det sørgede Bulatovic for.
En del af montenegrinerne var dog i stigende grad utilfredse med at fungere som halehæng til Milosevic. Bulatovic’ egen ministerpræsident, Milo Djukanovic, stillede op mod ham ved præsidentvalget i 1997 og vandt, godt nok med en snæver margen. Og Djukanovic har lige siden stilet mod montenegrinsk selvstændighed, godt hjulpet af Vestens stigende fjendskab mod Milosevic. Gentagne gange sendte Djukanovic alarmerende meldinger til Vesten om kuptrusler, men i realiteten kunne den montenegrinske regering urørt foretage så radikale skridt som at indføre D-mark som officiel valuta i Montenegro i stedet for den jugoslaviske
dinar – hvad der til gengæld fik handelssamkvemmet mellem de to dele af Jugoslavien til at falde til et minimum.

Da Milosevic fik indført en ny forfatning med direkte præsidentvalg og udskrev valg til forbundspræsident og forbundsparlament til september 2000, nægtede Djukanovic og hans tilhængere i Montenegro at anerkende den nye forfatning og betragtede unionen mellem Serbien og Montenegro som reelt opløst. Så det blev kun Bulatovic’ pro-Milosevic-tilhængere, som stemte ved valget. Hvis Djukanovic-fløjen havde deltaget i valget, ville der have været tilstrækkeligt flertal i parlamentet for en udlevering af Milosevic. Som det er nu, kan den konservative fløj i Montenegro agere som stopklods for reformer på forbundsplan. Som den gjorde det, da den forsøgte at blokere Milosevic’ udvisning. Da det ikke lykkedes, gik forbundsregeringen, der har seks ministre fra Montenegro, i opløsning.
Man skal nok ikke vente, at Djukanovic nu rykker Kostunica til undsætning. For ham er den sidste udvikling kun et yderligere skridt i retning af den montenegrinske uafhængighed, han stræber efter. Da han lagde spørgsmålet ud til vælgerne i maj i år, fik han ikke den store tilslutning til fuld uafhængighed, han havde håbet. Et stigende antal montenegrinske vælgere synes efter Milosevic’ fald at tvivle på, hvor god en idé fuld montenegrinsk selvstændighed egentlig er.

Et af argumenterne mod løsrivelse er, at man i høj grad kan diskutere, hvor megen succes Djukanovic-regimet har haft, ud over at sikre sig betydelig økonomisk bistand fra Vesten. Denne støtte synes hovedsageligt at være gået til at skabe et større statsapparat. Men det økonomiske og sociale reformarbejde er ikke imponerende, det er som om løsrivelseskampen har taget alle kræfterne. Nogle iagttagere anklager endog Djukanovic-regimet for at være dybt korrupt. Og Vestens generelle holdning til løsrivelsesprojektet er mere end kølig.
På den anden side kan man ikke komme uden om, at den nuværende situation er noget rod. Med et Monte-negro delt op i to grupper, som af hver sin grund ikke kan samarbejde med den demokratisk valgte ledelse i Serbien, er der ikke megen mening i at opretholde en union, som længe kun har eksisteret på papiret. Og de serbiske vælgere må spørge sig selv, hvor længe endnu de vil lade de uregerlige montenegrinere være en hæmsko for deres forsøg på at skabe sig en bedre fremtid. Problemet er blot, at snebolden ruller videre. Nedlægges det tredje Jugoslavien, vil en Kosovo-republik ikke kunne finde plads i det. Og en tilbagevenden af Kosovo til Serbien må i dag anses for en umulighed. Uafhængighed for Montenegro vil derfor tvinge udlandet til at tage stilling til, hvad der skal ske med Kosovo på længere sigt. Og for den sags skyld også med Makedonien.
Spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til en stor international konference til at ordne forholdene på det vestlige Balkan. Foretage en kritisk evaluering af, hvad der er kommet ud af Dayton-aftalen om Kroatien og Bosnien fra 1995, og sørge for en endelig bodeling mellem partnerne i det bortsmuldrede Jugoslavien. Så det endelig kan blive muligt at komme ud af fortidens skygger.

K.F.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her