Læsetid: 3 min.

Det sorte marked

11. december 1997

USA vandt en sejr for den globale markedsøkonomi ved det historiske topmøde om verdens klima i Kyoto.Uanset hvordan det går med Kyoto-protokollen, uanset om den bliver endelig vedtaget og ratificeret i alle lande, og næsten uanset hvordan de mange uklarheder om regler og bestemmelser og metoder bliver løst på det næste klimatopmøde i Buenos Aires 1998, er der i de afgørende forhandlinger blevet knæsat et princip for den internationale løsning af miljøproblemer.
Den frie handel med forureningstilladelser.
Menneskehedens måske mest risikofyldte udslip af forurening, de luftarter, der fører til global opvarmning, vil nu blive genstand for livlig handel og konkurrence. Klimaet var ikke vinderen.
Men om det udvikler sig katastrofalt eller bare farligt, kan ingen vide med sikkerhed endnu. Men alle ved allerede nu, hvis de vil se det i øjnene, at styrkeprøven mellem USA og EU i Kyoto og de hårde forhandlinger under ingen omstændigheder er en løsning af klimaproblemet.
I heldigste fald er den protokol, der kommer ud af Kyoto-mødet og det næste topmøde starten på en proces, der kan vende udviklingen. Verdens samlede udslip vil stige i mange år endnu.
Selv hvis i-landene ved egen indsats og køb af indsats i andre lande får skåret deres udslip ned med seks procent i år 2010,vil verden som helhed kun lige med nød og næppe nå ned på det alarmerende høje niveau fra 1990, som for første gang fik verdens regeringer til at handle i Rio og vedtage FN's rammekonvention om klima.

HELDIGSTE fald er endda ikke det mest sandsynlige. Om en aftale som den, Raul Estrada satte alle sin diplomatiske evner ind på at skabe konsensus om i Kyoto, vil virke efter sin hensigt, det kan kun erfaringen vise.
Verdenshandel med forurening rejser en skov af uoverskuelige problemer. Grundtanken er ren og enkel: Forurening må have sin pris.
Men denne pris kan blive mindre, hvis man bruger pengene dér, hvor de har den største virkning. Men virkeliggørelsen kan blive en beskidt og kompliceret affære.
Rusland vil sælge kvoter af forurening, som landet under alle omstændigheder ikke har råd til at foretage.
Ingen af de modeller der var på forhandlingsbordet i Kyoto satte for alvor en prop i dette gigantiske smuthul på hundredetusindvis af millioner tons kuldioxid.
Tanken om, at flere grønne skove gavner klimaet, og at alle menneskelige aktiviteter, der fører til opsugning af drivhusgasser, må tælle på lige fod med de menneskelige aktiviteter, der fører til udslip af drivhusgasser, er også enkel og retfærdig.
Men eksperterne stedes i dage og nætter i Kyoto uden at finde frem til metoder, der kan sikre, at man ikke misbruger den tanke til at snyde på vægten og slippe for at gøre noget noget ved det egentlige hovedproblem: Overforbruget af kul, olie og gas i den rige verden (og afskovningen i den fattige verden).
Tanken om at bruge penge på at spare energi og bruge den vedvarende i de lande, der har dårligst råd til at investere selv og derfor bruger svinende og ineffektive teknologier er smuk og enkel. Men igen: Hvordan sikrer man på markedsøkonomiske betingelser, at det ikke misbruges til pseudoprojekter. Og hvordan skelner man mellem det gode, der bliver gjort, og det gode, der ville blive gjort alligevel?

ALLE DISSE problemer forstår man godt, at ulandene strejlede over. Men USA pressede på. De ville have principperne igennem, så kunne man altid løse problemerne hen ad vejen.
Det er ikke godt. Det er næsten umuligt at lave regler, der forhindrer, at det bliver misbrugt. Der var bedre, hvis verden kunne styres af moral i stedet for regler og penge.
På den anden side må man indrømme, at verden heller ikke kommer løsningen et skridt nærmere ved at sige nej til det, der kom ud af armvridningerne i Kyoto. Man må se realiteterne i øjnene og håbe på, at udviklingen trods alt kan vendes gradvist.
Det afgørende er, nu som før, at den folkelige stemning vendes i hvert eneste land og den enkelte tager ansvar for en ny livsstil og en forsigtig politik.
Både for at standse det risikable og unødvendige overforbrug og for at lægge det størst mulige pres på de mennesker, der for fremtiden skal forhandle om klima-protokollen.
Man må håbe, at den optimistiske del af de amerikanske miljøaktivister og miljøpolitikere får ret. De tror, at selve opmærksomheden om Kyoto er med til at vende stemningen i USA og resten af verden. Og at folk vil sige: Hvis vi skal investere i renere teknologi i u-landene, så vil vi også have den i vores eget land.es

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu