Læsetid: 3 min.

Den sorte røg over Beijing forgifter livet

Indbyggerne i den kinesiske hovedstad lider under den massive forurening, der er resultatet af den voldsomme vækst i landets økonomi
15. november 2005

Den kommende vinter i Beijing byder ikke alene på 10 frostgrader og den bidende vind, der kommer ind fra Sibirien via Mongoliet.

Vinteren medfører også, at en af verdens mest forurenede byer bliver endnu farligere for indbyggerne at opholde sig i, når de tusindvis af ovne, der holder byens lejligheder varme, og de endnu flere komfurer, som ligesom ovnene holdes i gang med kul, begynder at sende svovldioxid ud i atmosfæren. Byen er i forvejen stærkt forurenet af udledningen fra tusindvis af fabrikker og millioner af biler.

Efterhånden som Kinas økonomi vokser sig stærkere og stærkere, bliver de grimme bivirkninger af 'den kinesiske socialisme', som væksten eufemistisk omtales, mere og mere tydelige i hovedstaden.

Hvert eneste år opstiller Beijings lokale miljømyndigheder et mål for hvor mange dage, luften over byen skal være 'ren' - 227 dage - og hvert eneste år må de selv samme myndigheder sande, at de ikke har kunnet nå målet.

For Beijings indbyggere betyder det ikke bare, at der hænger en snavset, grå sky af forurening over Fragrant-højderne i byens vestlige udkant, men også at det kan være svært at få øje på bygninger, der befinder sig få hundrede meter væk. På de allerværste dage kan man smage forureningen i munden, og astmatikere og andre med åndedrætsbesvær får besked på at holde sig inden døre.

'Miljørengøringsfolk'

I forrige uge måtte miljømyndighederne erkende, at forureningen kun ser ud til at blive værre.

"Når man tager udviklingen i løbet af de seneste vintre i betragtning, ser det ikke lovende ud," siger Du Shaozhong, som er vicedirektør for Beijings miljøkontor.

Der har foreløbig været 190 dage med ren luft over Beijing i år, men vinterens komme betyder, at der næppe vil komme flere af slagsen på denne side af nytår. En særlig nødplan bliver sat i værk, hvis der - som frygtet - kommer to dage i træk med kraftig luftforurening.

Fabrikker, der udleder særligt store mængder af forurenende partikler vil få besked på at indstille produktionen, der vil blive sendt særlige 'miljørengøringsfolk' ud i gaderne sammen med lastbiler, der sprøjter vand på gaderne for at fugte det forurenede støv, der hvirvler gennem luften hver eneste dag.

Det er dog paradoksalt nok lastbilernes udstødning, der medvirker til forureningen af Beijing. Lastbilerne og de yderligere 2,5 millioner biler - et antal der øges med 1.000 om dagen, fordi den kinesiske middelklasse dropper cyklerne, og fordi det offentlige transportsystem kun dækker en brøkdel af byen - gør det nødvendigt for Beijings borgere at bære masker stadig flere dage om året.

Altid lukkede vinduer

Det suverænt mest forurenede område er Shijingshan-kvarteret i den vestlige del af byen.

Området huser en af landets største stålproducenter, Shougang Gruppen, og ligner et industrielt ingenmandsland med tung industri og kemiske fabrikker, hvis høje skorstene udleder kæmpe skyer af sort røg. Shougangs enorme stål- og jernsmelterier udleder 18.000 ton forurenende partikler hvert år, samtidig med at forurenet spildevand fra fabrikkerne ledes direkte ud i Beijings kanaler.

Det var meningen, at tildelingen af De Olympiske Lege i 2008 skulle fremskynde Beijings indsats for at håndtere forureningsproblemet, men opførelsen af nye sportsarenaer og et byggeboom, der har medført, at der er omkring 6.000 byggepladser i byen, har foreløbig kun forværret situationen. Der er nu så meget støv i luften, at ingen længere åbner deres vinduer.

I modsætning til i Shanghai er bilafgiften ikke blevet sat op i Beijing, ligesom man ikke har gjort nok for at flytte den tunge industri ud af byen for at mindske forureningen. Beijings indbyggere er tvunget til at blive ved med at finde maskerne frem et stykke tid endnu.

© Information og The Independent

Oversat af Nina Skyum-Nielsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu