Læsetid: 3 min.

Sorte tider

1. marts 2001

Hvad er meningen med en institution som Statens Museum for Kunst? spørger museumsgæsten sig selv, når han/hun vandrer rundt i museets mange, kunstløse irgange. Den enorme, højloftede, sterile sandstenshvidhed, der leder ind til skatkamrene med ny og ældre kunst, forlenes med et skær af postindustriel tristesse og fremkalder i gæsten en drøm om og en længsel efter et rigt, menneskeligt fælleskab, fortalt gennem kunst. Fra stik af f.eks. Albrecht Dürer, der skal undersøges i dunkle sale med ti centimeters afstand i den fabelagtige Kobberstiksamling med de over 350.000 værker, til de store lærreder og skulpturer af vilde kunstnere fra vor tid. Alt skal være der, alle herlighederne skal frem! Men ak og ve! Sådan er det ikke. Statens Museum har rekord i spildplads.
Men rammerne er der jo allerede mange, mange røster der har fremsagt kritik af, særlig efter at nævnte famøse og omstridte tilbygning stod færdig i 1998. Dem er der jo ikke noget at gøre ved. Hvad der er værre, er at kritikken af præsentationen – og selektionen – af værkerne langt hen ad vejen er blevet fejet af bordet af en arrogant museumsledelse, der holder museet i et Machiavellisk jerngreb, og som har givet museumsinspektører og -overinspektører mundkurv på. Det lader sig ikke gøre at vride blot ét ord ud af dem, der kan citeres, men i en hyggestund og i uformelle rammer, er det blevet klart for enhver iagttager af forholdene, at de er blevet stadig værre i tidens løb. Museumsdirektør Allis Helleland, der blev udpeget af daværende kulturminister Jytte Hilden, er en leder, der véd hvor hun vil placere sig selv, nemlig i centrum. Hun er »Vor Moder« i ordets mest frygtindgydende betydning. Forrige nytår udsendte hun således en nytårshilsen med et fotografi af sig selv, der på en høj talerstol holdt tale for dronningen, prinsen og erhvervslivets topfolk og andet godtfolk, alt imens man i baggrunden på en storskærm så hendes ansigt projiceret op. Og nu ønsker hun at sige farvel til sine to overinspektører for derved at blive mere manøvredygtig.

Der har længe været murren i krogene på Statens Museum for Kunst. I oktober 2000 rettede museets kunstfaglige medarbejdere henvendelse til ledelsen for at få luft for en kritik af den hierarkiske opbygning af institutionen og den manglende dialog medarbejdere og ledelse imellem samt direktionens ringe lydhørhed over for og inddragelse af museumsinspektørernes faglige kompetence. I mandags holdt de så et møde, hvis erklærede mål var at bløde op på fronterne, og hvorunder ledelsen skulle fremlægge et forslag om en strukturændring, som bl.a. medfører, at de to overinspektørstillinger nedlægges. Det forholder sig nemlig sådan – hvilket fremgik af artikler i Politiken i mandags og i Information i tirsdags, at to overinspektører nu står i fare for at blive frataget deres ledelsesbeføjelser. Det er Chris Fischer, der leder Kobberstiksamlingen, og det er Vibeke Petersen, der leder den moderne maleri- og skulptursamling. Man forsøger at etablere et såkaldt Forskningscenter, der skal finansieres af midler, hentet uden for huset og med al sandsynlighed med Chris Fischer, der er ekspert i ældre udenlandsk tegnekunst, som en slags overchef. Museet har siden ombygningen indkrænket den rige Kobberstiksamlings udstillingsmuligheder. Samlingen har mistet sin selvstændige udstillingsplads og må konkurrere med de store maleriudstillinger, der trækker flere folk til huse. For museumsledelsen er det nemlig et meget afgørende punkt – og her åndes den naturligvis i nakken af politikerne – at besøgstallet er i top, når bevillingerne skal tildeles.

Men hvor det hele ender, det vides ikke på nuværende tidspunkt. Personalet er – som det fremgår – stærkt utilfredse, og man så ved den seneste præsentation af nyophængningen i den nye afdeling, hvor mange kokke, der havde medvirket til at fordærve det store måltid, herunder et helt rum med den underlødige maler Maja Lisa Engelhardt. Til sammenligning har Per Kirkeby ikke sit eget rum. Det kunne da ellers være nyttigt at diskutere kriterier, ophængningsprincipper og koncepter for en præsentation i et kunstmuseum, hvor alle kunst-
faglige medarbejdere har en universitetsgrad i kunst-
historie og dermed i hvert fald på papiret har blik
for god og væsentlig kunst. Også direktøren, der tilsyneladende ikke kender begrebet »Tvivlens Naadegave.«
Da udstillingen Inferno i 1993 blev vist med deltagelse af en lang række betydningsfulde, danske billedkunstnere, hvis værker skulle forholde sig til dette begreb, udtalte flere medarbejdere, at banneret over hovedindgangens portal, var et passende udtryk for arbejdsforholdene indendøre. Det var i Hellelands forgængers tid. Der har altid været problemer på Statens Museum for Kunst. Intet tyder på, at de bliver bedre i nærmeste fremtid.

LB

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu