Læsetid: 4 min.

Sorte tirsdag?

19. oktober 1999

"Historien fortæller os, at bratte fald i (børsmarkeders) tillid indtræffer pludseligt og for det meste med lille forvarsel"
Alan Greenspan, formand for
USA's centralbank,
i en tale torsdag 14. oktober i Washington

Oktober er normalt en måned, som frygtes af både optimister og pessimister på Wall Street, og 1999 er absolut ingen undtagelse for denne tradition, der startede med børskrakket den 29. oktober 1929. Læg blot mærke til de to nitaller samt et 70-års jubilæum!
Det løber koldt nedad ryggen på investorerne. Endnu værre er det måske, at dagens dato 19. oktober bringer minder frem om den sorte tirsdag i 1987, da børsindekset på Wall Street tog et totalt uventet styrtdyk og slettede mangen en privat investors tålmodigt optjente gevinst.
Sidste efterår troede mange, at enden på opsvinget var kommet. Børserne i USA og Europa ville rasle ned 19. oktober 1998 som følge af finanskrisen i Sydøstasien, Rusland og Brasilien. Nervøsiteten i vestlige banker over oversøiske tab varskoer en kreditstramning, advarede fra Den Internationale Valutafond (IMF). Og så videre.

Centralbankformand Alan Greenspan greb imidlertid ind i tide med en rentesænkning på et kvart point, hvilket styrkede tilliden.
I de næstfølgende måneder blev den amerikanske diskonto skåret yderligere to gange med et kvart point. Et IMF-arrangeret lån lagde en brandmur om Brasilien. Den lurende krise var afblæst, men hvor alvorlig var denne udfordring til systemet?
Kritikere har overset mindst to omstændigheder.
For det første udgør de sydøstasiatiske lande og Rusland en forsvindende lille del af verdensøkonomien, så chancen for, at en så lille tue vælter læsset, er minimal.
For det andet trak vestlige banker flere hundrede milliarder dollar hjem fra "nye markeder" og styrkede dermed deres likviditet. Frygten for en kreditstramning synes altså vildt overdrevet.
Fra et egocentrisk vestligt synspunkt lå den egentlige risiko i, at den irrationelle panik - der foranledigede banker og fonde til at bringe deres kortfristede lån hjem fra Østasien og Rusland - ville sprede sig og prikke hul på spekulationsboblen i USA.
Det skete altså ikke, men ingen tør forudsige, at faren for et krak på Wall Street af den grund er drevet over. Tværtimod. Tegn i sol og måne er ikke gode.
Amerikanerne fortsætter med at leve over evne i et forbrugerorgie, hvis omfang ikke har nogen historisk parallel. De køber løs under den falske forudsætning, at deres gevinster på aktiemarkedet er reelle og aldrig vil fordufte, selv om langt de fleste eksperter anerkender, at værdipapirer i mange virksomheder er vildt overvurderede.
Det kan ikke vare ved. På et eller andet tidspunkt overophedes økonomien, og boblen brister. Den naturlige korrektion af børsmarkederne sætter ind.

Noget tyder på, at sidste uges fald på 630 points i Dow Jones Indeks er den første fase i en korrektion, som kan ske enten brat med potentielt ødelæggende konsekvenser for USA's økonomi eller blive faset ud over en længere periode.
Det sindsoprivende i denne slags situationer er, at ingen levende sjæl magter at forudsige eller styre forløbet, fordi beslutningstagerne består af millioner af individer, hvis handlinger er baseret på egeninteresser - ikke på systemets indre stabilitet.
Dersom flokken i forvejen tramper nervøst i stalden, skal der kun én dårlig nyhed til at udløse vild uorden, panik og flugt mod udgangen. Investorerne sælger herefter deres aktier og køber sikrer papirer som obligationer. Efter kort tid er indekset faldet så meget, at investorerne vender tilbage og køber aktier til bundpriser.
Panikken kan opstå her til eftermiddag, hvis tal fra USA's handelsministerium viser, at forbrugerpriserne steg i september. En stigning på 1,1 pct. i engrospriserne i august fik f.eks. Dow Jones til at rasle ned med 200 points sidste fredag.
Den underliggende årsag til et børskrak skal altså søges i frygten for inflation i en overophedet amerikansk økonomi. Inflationsspøgelset vil tvinge centralbanken til at hæve renten. Det giver mindre udbytte for aktionærer, der i stedet søger gevinst på obligationer. På længere sigt kan en stram monetær politik have utilsigtede konsekvenser som lavere økonomisk vækst og måske en recession i USA.
Så slemt vil det ikke nødvendigvis gå.
Ikke desto mindre synes en lang periode med ekstraordinær lav ledighed og inflation og høj øknomisk vækst at lakke mod enden i USA.
En stærk dollar sikrede i en tid lave importpriser og dæmpede sammen med høj produktivitet og teknologisk fornyelse inflationen.
Nu svækkes dollaren. Prisen på olie er steget betydeligt. Det giver inflation. Dertil kommer et voksende underskud på USA's betalingsbalance, der dels skyldes tiltagende vareindførsel og dels færre udenlandske opkøb af USA's statsobligationer. En finansiering af underskuddet kræver ligesom bekæmpelsen af inflation en højere rente.
De bagkloge vil sige, at Alan Greenspan burde have hævet renten forlængst. Vi får se, hvad Wall Street mener.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu