Læsetid: 4 min.

Sortsyn belønnet

12. oktober 2001

DET ER et kontroversielt valg, priskomiteen har foretaget med tildelingen af nobelprisen i litteratur til V.S. Naipaul, som er født i en indisk hindu-familie i Trinidad 1932, men siden 1950 har været bosiddende i England. Han repræsenterer nemlig et noget ensporet syn på islam.
Vidiadhar Surajprasad Naipaul er kendt for sine romaner og sin rejsejournalistik, der skildrer det post-koloniale som livsvilkår, og han har i adskillige år været nævnt som kandidat til prisen. Hans værker udforsker Den Tredje Verdens hjørner, afkroge, bevægelser og sindstilstande, men gør det med vestlig optik og moralsk målestok – »Indien har lært mig,« skrev Naipaul i 1964, »at være tilfreds med at være blevet koloniseret, være uden fortid og uden forfædre.«
Naipauls første romaner – den mest kendte af dem A House for Mr. Biswas fra 1961 – tager udgangspunkt i hans opvækst i Trinidad. Hr. Biswas bygger på hans far – en mand der aldrig rigtig bliver til noget, en outsider i det sorte Trinidad og fremmedgjort i forhold til sine ambitiøse børn, der har travlt med at komme ud i verden og blive moderne.
Fremmedheden, eksilet og en indkapslende, uigennemtrængelig omverden går igen i Naipauls senere romaner – In a Free State fra 1971 (da. Fri og uafhængig, 1973), der i episoder skildrer forskellige varianter af displacement, Afrika-romanerne Guerrillas fra 1975 (da. Guerilla, 1976) og A Bend in the River fra 1979 (da. Ved en krumning på floden, 1981), der kredser om hvide mennesker fortabt i det afkoloniserede Afrika, hvor civilisationens tynde fernis må vige for dæmonerne og ondskaben nedenunder. Tekster, der ofte er blevet sammenlignet med Joseph Conrads Mørkets hjerte fra 1899, men med en meget mere entydig og smalsporet identificering af ondskaben med det sorte og ikke-europæiske.

LIGNENDE temaer går igen i V.S. Naipauls journalistik, hvoraf tre bøger handler om Indien, som bliver til en udfoldet metafor for fremmedgørelsen, et kontinent, der har været dobbelt koloniseret, først af de islamiske moguler, siden af briterne, og som aldrig siden har fundet sig selv. En verden af splittelse og neurose, snarere end livgivende hybriditet og dialog.
Ikke mindre provokerende er han i sine reportager fra rejser til islamiske lande – Among the Believers: An Islamic Journey fra 1981 (da. Blandt de rettroende, 1982) og Beyond Belief: Islamic Excursions among the Converted Peoples fra 1998 (da. Ikke til at tro, 1998). Den første bl.a. med beretninger og ayatollah-interview fra Iran efter Khomeinis revolution, den anden med lignende, stærkt subjektiv journalistik fra Indonesien og genvisit i Iran efter den blodige krig med Irak. I begge tilfælde meget negative og udifferentierede billeder af islam, som den amerikansk-palæstinensiske forfatter Edward Said har karakteriseret som en »intellektuel katastrofe«:
»Hans besathed af islam har gjort ham ude af stand til at tænke og fået ham til i stedet at begå en art mentalt selvmord, hvor han om og om igen gentager den samme formel… Hans talent er forspildt, og det giver ikke mening, hvad han skriver. Han lever på sin berømmelse, der får anmelderne til at tro, at han stadig er en stor forfatter og ikke bare et spøgelse. Endnu værre er det, at Naipauls bog om islam vil blive opfattet som en vigtig tolkning af en stor religion, hvilket vil såre og frastøde mange muslimer,« har Edward Said skrevet i en anmeldelse.

OG INDTRYKKET af udbrændthed bekræftes desværre af Naipauls allerseneste bøger – Letters between a Father and a Son fra 1997 med selvbiografisk materiale og den netop udkomne roman Half a Life, der er en kort, litterariseret og ikke særligt vellykket udgave af det samme materiale og de samme temaer – og dermed en noget flad og perspektivløs tilbagevenden til forfatterskabets udgangspunkt.
Det kan således være svært at forstå, hvorfor Nobelkomitéen har valgt at give Naipaul prisen nu – hvis da ikke som udtryk for en art fortrydelse af, at han ikke har fået den før.
Det er fint, at man i tråd med andre nylige uddelinger til Octavio Paz 1990, Nadine Gordimer 1991, Derek Walcott 1992, Gao Xingjian sidste år, giver prisen til en forfatter fra Den Tredje Verden, men man kunne godt have fundet én der ikke er flyttet helt så langt væk hjemmefra.
Det ville have været smukt at tildele prisen til en forfatter med et mere nuanceret syn på islam lige nu, hvor fjendebilleder, dæmoniseringer, civilisationskrig og jihad bølger hen over verden, og hvor en prisuddeling foretaget med omtanke kunne have gjort pokker til forskel.
Omvendt risikerer Nobelkomitéen ved at give V.S. Naipaul prisen nu at blive beskyldt for at belønne dæmonisering og udbredelse af vrangforestillinger om islam – for komitéen kan da forhåbentlig ikke mene, at Naipaul repræsenterer oplysning på dette felt?

pkaars

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu