Læsetid: 4 min.

Soulbuilding tilbydes

9. december 2003

ET CENTER for mental fitness. Sådan et åbner der til januar i Danmark, men allerede nu er hjemmesiden dawdaw.dk åben, og i morgen kan interesserede få en forsmag ved et arrangement til 140 kr. En engangsbillet koster ellers 450 kr. Det, man får for pengene, er foredrag om mental fitness. Temaet for snigpremieren lyder: Er du mentalt klar til det nye år? Ellers tilbydes der i løbet af 2004 40 foredrag over emner som Skift vaner og mønstre. Overvind alle de dårlige undskyldninger. Viljen til sejr – harmoni mellem job, familie og fritid. Eller Hvordan udvikles og opnås visioner og mål? Udnyt dit fulde potentiale – lev livet fuldt og målrettet. Stresshåndtering. Foredragsholderne er lang række kendte mennesker med succes, som de må formodes at have opnået, fordi de er mentalt fitte. Vi nævner i flæng Lotte Heise, operasangeren Stig Rossen, racerkøreren Jason Watt og Charlotte Bircow, trænings- og kostspecialist.

IDEEN er rørende simpel. »Et utal af mennesker går regelmæssigt i fitness-center for at opnå bedre fysisk form. På samme måde kan man løbende træne sin mentale tilstand,« hedder det. Man postulerer altså slet og ret, at bevidstheden og kroppen er ens og kan behandles på samme måde. Med vedholdenhed og hårdt arbejde kan man træne sig op til at fungere optimalt mentalt, lyder den besnærende påstand. Det gælder blot om at flytte fokus bort fra alt det »indelukkede, sure, mopsede, gale og stressede«, der kendetegner danskerne og i stedet »lære at opnå det, vi drømmer om«.
Vedholdenheden er dog ikke kun vigtig for ens personlige resultater. Den er også essentiel for fitness-centrets indtjening, hvilket man næppe helt kan lukke øjnene for: »Man skærper ikke sin mentale tilstand vedvarende ved at høre et tilfældigt foredrag. Hvis man vil blive i stand til at udnytte sine potentialer optimalt, skal man have jævnlige input og deltage som aktiv lytter,« understreger Simon Steenholm, konceptets opfinder.
Ganske vist bliver det hele på den måde en anelse pebret, men det er jo ens mentale form, det gælder, så lad os se, hvad man får for pengene. Normalprisen på et foredrag er 650 kr. pr. gang. Et klippekort med ti billetter koster 3.500; med 20 billetter 6.000 og med 40 billetter 10.000 kroner. Mindre end 40 kan dog næppe gøre det, skal man tro Steenholm på hans ord. Ejheller kan et enkelt år være nok, hvis man »nøjagtig på samme måde som atleten« hele tiden skal holde sin mentale form ved lige. Skal man altså virkelig opnå resultater, må man resten af livet budgettere med årlige 10.000 til formålet.

IFØLGE Simon Steenholm er der tale om verdens første mentale fitness-center. Men her kan det kun være »center«, han tænker på, for begrebet mental fitness er allerede velkonsolideret andetsteds, først og fremmest i USA. Bagved begrebet skjuler sig den type teorier, som man også kender fra NLP og utallige teambuildingkurser, der alle har det til fælles, at de hævder viljens uindskrænkede magt og et énstrenget menneskesyn, hvor et ’fuldt liv’ med største selvfølgelighed er ensbetydende med et målrettet liv. Her coaches man indviduelt til at »føre sit liv frem til næste niveau« og »bevæge sig fra det sted, hvor man befinder sig til der, hvor man gerne vil være«. Såre enkelt. Men kun hvis man arbejder hårdt på sagen, og kun hvis der er sammenfald mellem ens ’potentialer’ og mål. Det er et menneskesyn, der i sidste instans lægger hele ansvaret på klientens skuldre, samtidig med at der loves hjælp. Så i virkeligheden bidrager mental fitness til at højne det stressniveau, øvelserne påstår at sænke. Det plejer man at kalde doublebind i den psykologiske terminologi, som mental fitness dog ikke uden grund gør alt for at afmontere. På www.brainflex.com, gør eksempelvis en vis dr. Yanina Shapiro kort proces med Freuds uhensigtsmæssige ideer om det ubevidste og de traumer, der rummes der.
»Vi opnår ikke hvad vi ønsker os af livet ved at dvæle ved fortiden. Fortiden er ikke noget blueprint for fremtiden. Den kender intet til nutidens valg og risici og morgendagens forandringer, som er det, vi coacher i.«
Altså: Fremtiden ligger åben, til gengæld annullerer vi din fortid. Og mere åben er fremtiden heller ikke, end at den antager det let truende skær, uden hvilken man næppe havde brug for en coach: Fuld af valg, risici og endnu ukendte forandringer. Måske kommer man nærmere udsagnets kerne, hvis man oversætter det med »dine følelser kan ikke bruges, og du er konstant truet af omstillinger og faremomenter, hvor du skal træffe valg. Du kan ikke klare dig selv.«

I SAMMENLIGNING hermed er den danske model da helt harmløs. Ingen tvivl om at de tilhørere, der abonnerer på tilbuddet, vil komme til at lægge øren til mange lykke-smed-betragtninger, men først og fremmest er der dog trods alt kun tale om et behjertet forsøg på at sælge et ualmindeligt dyrt aftenskolekursus. Verdens dyreste?

ks

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu