Læsetid: 7 min.

'Det spændende sker i sprogets sprækker og revner'

Det er mellem sprogene, det spændende sker. Det er lige så vigtigt at undersøge den usammenhængskraft, som også findes, som at insistere på sammenhængskraft, mener digteren Morten Søndergaard, der for nylig er vendt tilbage til Danmark efter otte år i Italien - og blev mødt af det nye ord: sammenhængskraft
10. februar 2007

Digteren Morten Søndergaard er vendt hjem til Danmark, efter i otte år at have boet i Italien sammen med sin kone, forfatteren Merete Pryds Helle, og deres fælles børn. Senest har Morten Søndergaard udsendt digtsamlingen Et skridt i den rigtige retning, så derfor spørger jeg ham, om det var et skridt i den rigtige retning at flytte tilbage til Danmark?

"Jeg er stadigvæk i gang med at finde ud af det," svarer Morten Søndergaard. "Jeg havde en plan om at gå hjem fra Italien, men indså at det ville tage for lang tid, da jeg regnede på det!"

Oprindelig var rejsen væk fra Danmark et sprogligt eksperiment: Hvad ville der ske med digtene, når han flyttede sig ud af sit sprog, fortæller han - og fortsætter med at konstatere, at det er et afsluttet eksperiment. "Efter otte år er den fremmede tilstand, som jeg søgte, efterhånden blevet til den kendte og dagligdags. Nu er det Danmark, der er blevet etnisk og fremmedartet."

"I Et skridt i den rigtige retning taler jeg om, at man aldrig ved, hvad den rigtige retning er, men at det er det at flytte sig, der er det vigtige. Jeg fik en fornemmelse af, hvad det betyder at være fremmed, selv om det for mit vedkommende var en tilstand, jeg havde søgt, en slags luksus. Men det lærte mig noget om, hvad det betyder at bære sin egen kultur med sig ind i en anden, og at man måske først og fremmest bor i sit sprog. Jeg befandt mig i en slags permanent oversættelsestilstand, og det gik op for mig, at det er mellem sprogene, det spændende sker."

Gæst i sit sprog

"Det var en lettelse for mig at acceptere, at jeg egentlig hverken boede i Italien eller i Danmark, men at man godt kunne befinde sig mellem sprog og kulturer og tage det bedste og blande dem. Det er ligesom at have to ben i stedet for et. Det har været et fantastisk rejse, som jeg håber fortsætter."

Morten Søndergaard følte ikke, at han flyttede væk fra noget, men hen til noget. Hvis han flyttede væk fra noget, var det det danske sprog. "Jeg ville se, hvad der skete, når jeg ikke var i mit sprog, sprogløs eller løst fra sproget. Man er er jo gæst i sit sprog."

"I starten var det nye sprog ukendt og uudtaleligt, selv om jeg havde spansk med i bagagen. Jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne beskrive det, jeg så, uden at falde i den kliche, landskabet og digteren foran det umiddelbart indbød til. Det landskab og den kultur, jeg mødte, er jo kendt fra hundredvis af postkort, det er nærmest overbeskrevet."

"Men langsomt og i brutale spring skete der alligevel noget, en lang og omstændelig samtale begyndte. Jeg lærte et nyt sprog og en ny måde at skrive digte på. Til daglig var der mange sprog i omløb, italiensk, spansk, engelsk, tysk, dansk. Nogle spurgte mig: Hvilket sprog drømmer du på? Det kunne jeg ikke svare på. Men drømme opererer, ligesom digte, i skarpe billeder, der får os til at tro, at de er sande. Først når vi vågner og forlader drømmene eller er færdig med digtene og får dem på afstand, begynder tingene at give en form for mening."

"Jeg var ikke på flugt fra Danmark. Men det var et andet Danmark, jeg forlod. Billedet af Danmark er blevet voldsomt ændret på de otte år, jeg har været væk."

- Enhver oversætter ved, at sprogene ikke er kongruente. Hvad betød det for dig at befinde sig i en permanent oversættelsestilstand?

"Det at skrive, måske enhver kunstnerisk praksis, er en slags oversættelse af tanker, følelser og oplevelser. Det er vigtigt at oversætte og tolke. Det er dér, i sprækkerne mellem sprogene, i revnerne og i overgangene, at alt det spændende florerer. På dansk siger vi 'jeg går' på italiensk siger vi 'går-jeg'. De personlige pronominer er hægtet bagefter verberne. Der ligger jo en hel omverdenstolkning i den forskel."

Sammenhængskraft

"Dansk har æ og ø og å, som er nogle sære indadvendte og mørke lyde. Man tænker på dansk som et grimt sprog og italiensk som et syngende sprog, operaens sprog, italiensk forbinder vi med lys og gestik. Nogle gange, når jeg har læst op i udlandet, er der folk, der er kommet hen til mig og sagt: 'Jeg vidste ikke at dansk kunne være så smukt.' For nylig var der tilmed en, der sagde, at hun troede, at hun forstod dansk, mens jeg læste op. Større kompliment har jeg ikke fået. Men det siger bare noget om, at der ikke findes særligt 'poetiske' sprog. Alle slags sprog indeholder poesi. Den finder næring og spirer i mellemrummene."

"I Danmark er der kommet et nyt ord til, mens jeg har været væk. Sammenhængskraft. Sammenhængskraft. Sammenhængskraft er jo bare et ord, og ikke en religiøs størrelse, dets betydning afgøres af, hvordan ordet bliver brugt. Jeg tror, det er lige så vigtigt at undersøge den usammenhængskraft, som også findes. Eller ikke være bange for det, som ikke lige hænger sammen. Hvis man udelukkende betragter det ikke-sammenhængende som fremmedartet og problematisk, så snyder man sig for alt det, der ligger ind i mellem, alt det, som kan bruges til at komme videre med."

- Apropos sammenhængskraft, hvad er så forskellene på det Danmark, du forlod, og det, du vendte hjem til?

"Jeg kan huske, at jeg sad i biografen i Italien og så en film, der hed Welcome to Denmark, som handler om livet i danske asylcentre, og jeg vred mig i sædet. Er det mit land? Filmen ender med, at en flygtning står på en færøsk fiskefabrik og prøver at holde akkorden, mens hun siger 'endelig er der noget, som er normalt.'"

"Som danskere kan vi ikke forestille os ikke at have et hjem. Og ikke at blive behandlet med respekt. Italienere har spurgt mig, om det nu er sikkert at tage til Danmark som turist, når man som dem har sort hår. De er bange for at blive slået ned på gaden!"

Ved at flå hinanden

"Heldigvis svarer det billede, omverdenen har fået af Danmark, ikke til de reelle forhold. Måske kan jeg undre mig over, at danskerne betegner sig som verdens lykkeligste, når folk samtidig er ved at flå hinanden i trafikken eller i supermarkedskøen. Vi har denne her utopiske og hyggelige forestilling om fred i verden; man skal bare se, hvordan folk omgås hinanden i en almindelig opgang for indse det umulige i det projekt! Set i det lys fungerer det danske samfund jo godt. Og givet de omstændigheder vi i øvrigt har, jeg mener døden og livets meningsløshed, så har det altid undret mig, at vi overhovedet har et samfund, der fungerer, og at vi ikke alle sammen er mere sindssyge. Men måske er det derfor, vi har poesi og kunst?"

- Hvilken rolle mener du på den baggrund, kulturen spiller i Danmark?

"Hvis du tænker på kultur som en adfærd, der omfatter kunst, så tror jeg, den spiller en fantastisk vigtig rolle. Bare det, at nogen gør det! Det eneste, jeg rigtig ved noget om her i verden, det er poesi, og den, mener jeg, er en fuldstændig uomgængelig del af et lands kultur. I Italien har jeg flere gange været ude for, at der ved et bord blev citeret Leopardi eller Dante, og det vel at mærke af folk, som ikke på nogen måde var litterære. Alle italienerne kender til de samme digte. De er del af dem og deres sproglige bevidsthed."

"Da min søn her for nylig begyndte i en dansk skole, kom han hjem en dag og havde læst Bjarne Reuter og sagde: 'Far, det er jo ikke rigtigt godt.' Det er selvfølgelig ikke retfærdigt at måle Bjarne Reuter med Dante, men i hvert fald er italienerne ikke er bange for, at eleverne tager skade af at læse rigtig mange digte. Digterne bruger sproget, de holder det i gang, de arbejder med de inderste dele af det eller de yderste. De bevæger det. Man kan spørge, hvorfor digterne ikke blev brugt mere, hvorfor ansættes de ikke som taleskrivere? Er der nogen, der ved noget om det danske sprog, er det jo dem!"

"Jeg tror, at sproget er opstået i tidernes morgen, fordi vi havde brug for at finde vej. Eller for at fortælle hinanden, hvor der var mad og byttedyr. Ligesom bierne danser honningdans for hinanden. Sprog er opstået, fordi vi har to ben og kan bevæge os. Træerne har hverken hjerner eller sprog. De bliver stående. Men man er nødt til at flytte sig en gang imellem, hvis sprogene skal udvikle sig."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu