Læsetid: 2 min.

Spændt situation i Fiji - og i resten af regionen

Fra Fiji over Salomon-øerne til Tonga og Østtimor er der opstået urocentre uden politisk stabilitet
7. december 2006

Mens den militære chef på Fiji-øerne i går advarede om hurtig nedkæmpelse af enhver opstand mod det nye styre, sagde iagttagere, at en række små nationer i Stillehavet - fra Fiji over Salomon-øerne til Tonga og Østtimor - har udviklet sig til urocentre uden politisk stabilitet.

I Fiji, der netop har oplevet nationens fjerde kup inden for 20 år, er landets militær nu ved magten, mens den folkevalgte premierminister er i husarrest.

Fijis militære chef, Frank Bainimarama, der står bag magtovertagelsen tirsdag, beskylder landets regering for at være korrupt og alt for blød over for personerne bag et kup i 2000.

Bainimarama har i månedsvis været engageret i en bitter strid med premier-minister Laisenia Qarase. Umiddelbart efter at have afsat regeringen erklærede han sig selv som præsident for landet, der består af flere end 800 øer, heraf omkring 100 beboede.

Den nye leder gjorde det i går klart, at militæret ikke vil tøve med at slå hårdt ned på enhver uro eller protest.

Fælles problemer

Andre små nationer i regionen kan inden for kort tid komme til at gennemgå lignende udviklinger.

"De problemer, som er i denne del af verden, kan ikke løses hurtigt," sagde Peter Abigail, der er leder af Australiens Strategic Policy Institute. Han pointerede, at der er vidt forskellige problemer i landene, men at de har fælles problemer med folkelige opstande og vold.

Uroligheder i Tongas hovedstad sidste måned kostede syv mennesker livet, mens 80 procent af byens centrale forretningskvarter blev ødelagt. På Salomon-øerne blev en bydel ødelagt efter et valg i april. Og Østtimors præsident, Xanana Gusmao, sagde i sidste uge, at der fortsat er spredte uroligheder blandt indbyggerne, efter at 37 mennesker blev dræbt under gadekampe i maj. Papua New Guinea hærges af politibrutalitet og en anden type problemer, da det kæmper med hele områdets højeste grad af hiv-infektioner.

Problemerne i Oceanien, der forstærkes af svage regeringer og mangelfulde offentlige institutioner, kan ifølge Abigail tage til, da området tiltrækker kriminelle og andre grupper, som er sat uden for indflydelse i demokratiske lande.

ritzau/AFP

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her