Læsetid: 7 min.

Spanien bør ophæve glemselspagten

I dag er det 70 år siden, Francisco Franco indledte det generaloprør, der var starten på Den spanske Borgerkrig. Selv om der er gået mere end 30 år, siden Franco døde, kaster borgerkrigen stadig lange skygger over Spanien
18. juli 2006

For få uger siden, i Valencia, dukkede en fortrængt og uforløst periode i Spaniens historie igen op til overfladen. Og det blev endnu engang demonstreret, at enhver nation er fange af sin fortid. Byens konservative borgmester ønsker at anlægge en ny kirkegård på et område, hvor der i forvejen ligger 5.039 begravet, venstreorienterede som blev myrdet af sejrherrerne i Den spanske Borgerkrig (1936-1939). Alene i Valencia blev myrdet over 26.000. Efter venstrefløjens opfattelse udgør dette en forhånelse af mindet om deres faldne kammerater, et forsøg på med cement at tildække en fælles politisk massegrav. Sagen har udløst en voldsom strid, som nu er nået helt frem til EU-Kommissionens bord.

Mens jeg arbejdede på en ny bog om borgerkrigen, kunne jeg konstatere, at denne grusomme krigs historie og arven efter den stadig vækker stærke følelser og ved visse lejligheder har været årsag til større kontroverser end Anden Verdenskrig. Nogle historikere hævder, at borgerkrigens internationale dimension - Josef Stalin støttede republikken med våben og rådgivere, og Adolf Hitler ydede luftstøtte til general Francos oprørere (nationalisterne) - udgjorde den indledende etape af Anden Verdenskrig. Og i Spanien er borgerkrigen også i dag årsag til bitterhed og splittelse, selvom der er gået mere end 30 år efter Francos død. Franco, som var den sidste af de europæiske diktatorer, der kom til magten i mellemkrigstiden.

Splittelsen har sin rod i Spaniens i øvrigt så succesfulde overgang fra diktatur til demokrati. Efter Francos død i 1975 vakte det fredelige forløb af Spaniens overgang til konstitutionelt monarki beundring over hele verden. Men overgangsprocessen nødvendiggjorde, at spanierne måtte indgå det, der senere skulle blive kaldt glemselspagten. Ingen general eller torturbøddel på oprørernes side blev retsforfulgt. Ingen sandhedskommission blev sat til at analysere Spaniens fortid. Francos diktatur døde strådøden sammen med sin grundlægger. Og netop dette repræsenterede et problem for venstrefløjen. Den fik aldrig muligheden hverken for at bringe regimet til fald eller for efter dets fald at være part i overgangsprocessen.

Men nu bør glemselspagten brydes, om ikke andet så for at alle spaniere - borgere i den mest moderne og mest fremtidsorienterede nation i EU - skal kunne forstå, hvordan borgerkrigstragedien kunne indtræffe. Det værste, der kunne ske, ville være en tilbagevenden til fortidens propagandistiske splittelser, til en opdeling af Spanien i to dele (las Dos Españas), som viste sig at være indbyrdes uforenelige og dømt til gensidig ødelæggelse. De falske internationale analogier bidrog til at radikalisere Spanien inden borgerkrigen. Skyggen af den bolsjevikiske opstand i Rusland bidrog til at gøre det spanske højre endnu mere uforsonligt. Samtidig blev opfordringerne til revolution fra venstrefløjen, inklusive en stor del af socialistpartiet, stadig mere indtrængende. Begge parter drog paralleller mellem Madrid anno 1936 og det revolutionære Sankt Petersborg af 1917. Denne slags falske sammenligninger styrkede kun frygten, og frygten fik venstre- og højrefløjen til at kappes om førerskabet for selv at tage magten.

Moralske krænkelser

Den intellektuelle hæderlighed blev det første offer for de moralske krænkelser, som skulle vise sig at blive endnu grusommere, efter at republikken i 1939 var bukket under for Franco og nationalisterne. Efter Anden Verdenskrigs afslutning og efter nederlaget for Francos to væsentligste allierede, Hitler og Mussolini, havde mange håbet, at sejrherrerne ville tvinge Spanien til at afholde frie, demokratiske valg. Men Franco-regimet blev reddet takket være britisk neutralitet og amerikansk støtte i en periode, hvor parterne på de to sider i den kolde krig var ved at etablere sig.

I dagens Spanien nægter de gamle højrefløjsfolk - i deres nostalgiske drømmerier om Franco-tiden - at anerkende, at der blev begået nogen som helst fejltrin i Francos såkaldte korstog mod de røde. Tilsvarende nægter flertallet af socialisterne at anerkende, at venstrefløjens Folkefronts-regering ved borgerkrigens udbrud i 1936 var noget som helst andet end et fuldstændigt uskyldigt offer. Derfor har de heller aldrig villet fordømme deres partikammerater for i 1934 at have forsøgt at styrte den daværende, lovligt valgte højrefløjsregering. Der er endog nogle, der nægter at anerkende, at de vilde strejker, uroen, konfiskationen af landbrugsjord og afbrændingen af kirker bidrog til nedbrydningen af lov og orden i foråret 1936.

Spanien havde frem mod juni 1936 vist sig uregerligt, og der var et sådant kaos, at højrefløjen kunne argumentere for, at den militære opstand ville have fundet sted under alle omstændigheder. Ikke rettet mod den valgte regering, men mod fraværet af regering. Og Franco lod ikke denne mulighed gå fra sig til at knuse demokratiet. Men han fik også ved venstrefløjsfraktionernes uansvarlighed serveret denne chance på et sølvfad. Republikkens mest moderate ledere havde flere gange advaret venstrefløjsfraktionerne om konsekvenserne af deres handlinger, men de nægtede at lytte.

Efter Francos død, hvor enhver trussel om militær indgriben efterhånden var forsvundet, begyndte en følelse af utilfredshed og uretfærdighed at brede sig i Spanien. Og man kan godt forstå venstrefløjens følelser. Den havde måttet tåle ydmygelsen ved nederlaget i 1939 og i de mange år under diktaturet. Senere, da socialisterne kom til magten for første gang i et halvt århundrede, kunne de fortsat med bitterhed betragte den dyne af tavshed, som fortiden lå skjult under. Højrefløjens ofre for de massakrer, som venstrefløjen havde iværksat under krigen, var blevet begravet som martyrer. Derimod gik venstrefløjens døde i opløsning i anonyme massegrave.

Bomberne i 2004

Det seneste slag mod Spaniens nationale enhed havde ikke meget at gøre med borgerkrigen, men det forhindrede ikke, at de gamle splittelser hurtigt kom frem til overfladen. Det skete efter bombeattentaterne mod pendlertogene i Madrid den 11. marts 2004 - det spanske modstykke til 11. september 2001 - hvor 191 passagerer døde, og mere end 400 blev hårdt såret. Det udløste voldsomme følelser i et land, der i årevis havde måttet tåle angrebene fra den baskiske terrorbevægelse ETA, og spanierne gik på gaderne i den største massedemonstration mod terrorisme, som Europa nogensinde havde oplevet. I den forbindelse skal man huske, at ETA altid havde insisteret på, at de fortsat var i krig med den spanske regering, fordi betingelserne for de baskiske troppers overgivelse til Franco i borgerkrigen ikke var blevet respekteret.

Den fælles vrede i befolkningen holdt sig ikke længe. Eksplosionerne fandt sted tre dage før parlamentsvalget, som man havde forventet ville resultere i en komfortabel sejr for premierminister Aznars konservative Partido Popular. Nogle timer efter angrebene lagde regeringen ansvaret på ETA, som kun tre måneder forinden havde forsøgt at anbringe bomber i et tog til Madrid. Aznar, som selv havde været offer for et tidligere attentat fra ETA, var overbevist om, at terrorgruppen var ansvarlig. Og at ETA-kilder fralagde sig ansvaret, gjorde ham kun endnu mere stædig.

Men Aznars harme var også defensiv. Som allieret med Bush havde Aznar sendt tropper til Irak trods massiv modstand mod krigen i den spanske befolkning. Derfor nægtede han at tro, at grusomhederne i Madrid kunne have noget at gøre med hans udenrigspolitik. Desuden havde han baseret sin valgkampagne på regeringens succes i kampen mod ETA.

I løbet af det følgende døgn pegede stadig flere indicier mod radikale islamister. Alligevel gik Aznar til den yderlighed personligt at ringe til avisernes direktører og give dem garantier for, at ETA var ansvarlig for attentaterne. Efter ganske kort tid var der imidlertid ingen tvivl om, at grusomhederne var begået af radikale islamister i al-Qaedas navn. Med sine benægtelser, som ingen tillagde nogen troværdighed på det tidspunkt, hvor spanierne var på vej til stemmeurnerne, splittede Aznar landet og serverede en sejr på et sølvfad til al-Qaeda. En af den nye socialistregerings første handlinger var da også at meddele, at de spanske tropper ville blive trukket ud af Irak.

Farligt spil

Vreden mod Aznar forstærkede også spaniernes evige skepsis med hensyn til at have tropper og føre krig i udlandet, en skepsis, som har sin oprindelse i det spanske imperiums fald i slutningen af det 19. århundrede. Og Aznar gav yderligere næring til denne harme ved at forsøge at profitere af Osama bin Ladens erklæringer om, at Spanien for evigt er en del af den islamiske verden. Det var et farligt spil, ikke mindst fordi han derved løb risikoen for at give ny næring til den gamle polarisering mellem islam og kristendommen, som er meget ældre end de påståede modsætninger mellem facisme og kommunisme, og som godt kunne bryde ud i lys lue endnu engang.

I realiteten var der ingen i Spanien, der kom ud som vindere i denne sag, undtagen på meget kort sigt. Endnu engang var nationen dybt splittet af sin historie, endnu et tegn på at det koster dyrt for spanierne at adskille deres politiske identitet fra deres egen historie. Derfor var jeg rystet i september sidste år, da spanske journalister rejste spørgsmålet, om de aktuelle splittelser er sammenlignelige med dem, der var årsag til borgerkrigen.

Det, som Spanien har brug for nu, er en mindepagt, ikke en glemselspagt, men spanierne må fokusere i deres erindring på en helt anden måde end hidtil: sådan at de undgår fortidens propagandistiske, selvforstærkende feberfantasier, og sådan at de klart erkender de farlige konsekvenser af at fornægte forhandlinger og kompromisser. Spanierne har mange og store dyder, især generøsitet, fantasi, mod, stolthed og beslutsomhed. Men de udmærker sig ikke ved deres villighed til at prøve at forstå en modstanders synspunkter. Og det er en stærkt undervurderet last. Borgerkrigens tragedie er uden tvivl den stærkeste påmindelse om det farlige ved at se bort fra denne last.

Oversat fra spansk af Ole Olesen

Antony Beevor er militærhistoriker , forfatter og tidligere soldat

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu