I juli 1936 oplevede jeg - på god afstand - den spanske borgerkrigs udbrud, nemlig som passager på et svensk fragtskib, der sejlede fra Göteborg til Sao Paulo i Brasilien. Jeg skulle være huslærer for en dansk dreng, hvis far var i Rio de Janeiro som agent for Dansk Industrisyndikat, der kort forinden havde skiftet navn fra Dansk Rekylriffelsyndikat.
Ombord fik vi hver dag en kort telegrafavis. En af dagene indeholdt den en virkelig nyhed, at oprørske spanske tropper fra de spanske besiddelser i Nordafrika var gået i land i Spanien. Det gjorde indtryk, men på den anden side - der havde længe været uro på de kanter. Kongen, Alfonso XIII, havde forladt landet, og Spanien lå omtrent lige så langt væk som Brasilien - og Abessinien, som Italien havde erobret i 1935.
Det farlige og uhyggelige var og blev Tyskland, nazistisk siden 1933, samt en vis gru ved det fjerne Rusland.
I Rio fortalte aviserne hver dag, at Madrid stod umiddelbart for fald. Afgørende nyt fik vi ikke i de fire måneder, vi var i Rio. Når vores ophold blev så kort, skyldtes det, at min arbejdsgiver blev kaldt til Shanghai, hvor Japans krig mod Kina gav nye muligheder i hans branche. Min elev og jeg skulle så rejse alene hjem til København. Vi rejste via Mussolinis Italien med et ophold i Rom - hvor portieren på hotellet udpegede en anden gæst for os, en elegant yngre herre, greve af Barcelona, den spanske tronfølger i eksil. Han var far til den nuværende spanske konge, Juan Carlos.
Som Mellemøsten
Hjemme igen trængte den spanske borgerkrig sig på. Madrid var ikke faldet - det trak ud. Kom det mig ved?
Krigen kom til at vare til 1939, men de danske Spaniens-frivillige, de fleste af dem kommunister, vendte hjem i 1938. De blev modtaget på Hovedbanen med et banner med ordene: "Det spanske folks kamp er Danmarks skæbne". Krigen generede mig, særligt den italienske og tyske hjælp til Franco, men jeg drømte hverken om at tage til Spanien - eller møde op på Hovedbanen. Der var også noget uldent ved den russiske hjælp til republikken: Hvad var kommunisterne ude på?
Den officielle europæiske ikke-interventionspolitik i 1930'erne minder om dagens stilling til Mellemøsten.
Den tyske ødelæggelse af den baskiske by Guernica i april 1937 gjorde indtryk. Et uvarslet luftangreb, der ødelagde en hel by, var noget nyt. Picassos maleri, påbegyndt samme år, lavet til den spanske pavillon på verdensudstillingen i Paris, blev straks berømt. Jeg så det, da det i 1938 blev udstillet i København på Statens Museum for Kunst. Det skabte sensation i offentligheden.
Første gang, jeg mødte disse problemer, var som historier ved middagsbordet i en juleferie, da jeg var barn (1927). De voksne talte om en bekendt, der havde været med i en frihedskrig. Det gik op for mig, at der havde været en finsk frihedskrig efter Første Verdenskrig; i Norden havde der - mente jeg indtil da - ikke været krig siden Tordenskjold. Og så drejede samtalen, viste det sig, over på en estisk frihedskrig. Meget mærkeligt.
Den næste udfordring efter den spanske borgerkrig var Vinterkrigen i Finland 1939-40. Heller ikke her havde jeg noget problem med at være passiv, men jeg gav det rigtige heri en tanke. Det var en trøst, at der for ikke så længe siden havde været en borgerkrig i Finland mellem hvide og røde, hvor de hvide havde været lige så barbariske som de røde.
Besættelsen den 9. april 1940 gav mig ikke dårlig samvittighed. Regeringen Stauning-Munch handlede efter min mening rigtigt gennem 1930'erne. Warzawas skæbne i 1939 så vi i tysk ugerevy; man tænkte på forspillet i Guernica tre år forinden.
Også de to første år af Besættelsen - 1940-41 - betød kun en personlig udfordring for meget få. Os andre gav det en herlig undskyldning for passivitet og ro i sindet, at kommunisterne på grund af Hitler-Stalin pagten var blevet så kraftigt kompromitteret.
Rifbjergs Esbern
Klaus Rifbjergs bog Esbern begynder i 1912, men skildrer navnlig 1930'ernes København. Den slutter med Esberns død i Spanien i 1938. Der er trods bogens navn ingen hovedperson. Den er a novel without a hero.
I bogen er Esberns forældre et kulturradikalt dansk-norsk ægtepar med det halvfornemme navn Dahlman-Winther. Der er tre børn, to piger og så Esbern. Læseren ved jo i dag, at det er digteren og maleren Gustaf Munch-Petersen og hans forældre, der lægger baggrund ind i skildringen af tidens borgerskab.
Jeg husker fra virkelighedens verden navnlig moderens smukke navn: Valfrid Palmgren Munch-Petersen. Hun var lektor i svensk ved universitetet. Der var tre sønner: Finn, Jon og den kommende digter, Gustaf. Vi vidste, at en fætter til Gustaf var den kommunistiske folketingsmand, Arne Munch-Petersen, der forsvandt i Rusland under de store udrensninger i slutningen af 1930'erne.
Der optræder flere sympatiske socialdemokrater i Rifbjergs bog, bl.a. kokke-enepigen hos Dahlman-Winthers og hendes fætter, der fra tid til anden er arbejdsløs. Hans kone går med aviser. Hun læser ugeblade, mens han er politisk velorienteret. En kammerat tager til Spanien. Der er noget på én gang skæbnebestemt og sandfærdigt tilfældigt over bogens begivenheder. Esberns farbror, hvis liv særligt repræsenterer det mislykkede og tilfældige, skyder sig, da han efter en jagt lægger sit haglgevær ind i bilen uden - som han plejer - at tage patronerne ud først. Vådeskud eller selvmord? Det var sådan, Hemmingway tog sig af dage.
Det er ret gribende at læse om den tids København. Jeg boede i samme kvarter som Dahlman-Winthers og var gode venner med en familie, der om sommeren på Humlebæk Strandvej var naboer til familien Munch-Petersen med de tre sønner. Humlebæk Strandvej - hvor nu Louisiana ligger - var et nobelt og hyggeligt sted. En dag hørte jeg mine kammeraters mor sige til gartneren:
"Kom ind og få Dem en kop kaffe i køkkenet, Larsen."
Hun fortalte, at når de skulle spise inde hos Munch-Petersens, råbte fruen ikke på sit svenske, at de skulle "äta", hun kaldte melodisk:
"Finnemand og Jonnemand og Gustaf, spise."
I klemme
Et personligt problem i forhold til Verdenskrigen følte jeg først ved årsskiftet 1942-43. De fædrelandskærlige aktivister var blevet flere og flere, og kommunisterne var kommet kraftigt tilbage på scenen. Mange begyndte at føle sig i klemme: Burde man være aktiv? Det var ikke noget, som diskuteredes. Man kunne tale om, hvad man havde hørt i radioen eller læst i et illegalt blad, men man spurgte ikke hinanden: 'Hvad laver du?' Det var ret tilfældigt, om folk deltog i noget illegalt udover bladuddeling.
Christmas Møller var ved sit personlige mod imponerende, men lidt latterlig i sin højstemte retorik i radioen fra London.
Hvor er parallellen til vore dage? Hvorfor er palæstinenserne ikke i højere grad i den vestlige verden set på som frihedskæmpere? Er det, når det kommer til stykket, religionen, der driller? Godt nok gav Gud ikke jøderne skriftligt skøde på Det Hellige Land, men alligevel. Er de i vestlig optik et udvalgt folk? Hvor hårdt skal palæstinenserne straffes for, at de i 1948 ikke kunne se, hvad klokken var slået - og at vinderne i Anden Verdenskrig ville give jøderne en stat i Palæstina i det gamle ottomanske område?
*Johan Garde (f. 1917) er tidligere ankechef i Miljøankenævnet og har bl.a. skrevet bogen Lovbemærkningers sandhedsværdi (1993)
