Læsetid: 5 min.

Spanking i det borgerlige

Kunsten kom, så og sejrede. Den repressive tolerance punkterede, og hofnarren fik lydproblemer. En god aften i spidsborgerborgen, da kronprinsparret uddelte sin kulturpris og PJ Harvey stak os i hjerterne
26. september 2006

Det var selvfølgelig bizart at sidde i spidsborgerskabets velbevogtede højborg i en weekend, hvor der blev kæmpet for byens frirum. I en weekend hvor flere hundrede blev anholdt under demonstrationer mod den tiltagende ensretning og frisering og kommercialisering af hovedstadens modkulturelle krudttønder, Ungdomshuset og Christiania.

Søndag på Dronning Louises Bro tyede politiet efter noget tids fleksibilitet til en nultolerancepolitik og gik til makronerne med løftet knippel. Inden for i Operaens foyer gav en dame samme aften sikkerhedsvagterne nervøse trækninger med sin kjole med Ungdomshuset påskrevet. Men man trækker selvfølgelig ikke knippel for et godt eller dårligt ord i de højere luftlag. Nej, heroppe er den repressive tolerance gangbar mønt, og den stod i denne anmelders øjne og ører også på dagsordenen i aftenens trykte program. Men den fik heldigvis også trange kår.

I gamle dage var det konger og andet folk ved muffen, som gav musikerne smør på brødet og strenge på lutten. Helt tilbage før enevælden holdt danske konger husensembler og hoforkestre.

I dag er det så det frie marked, der giver det daglige brød til de udvalgte få, men det betyder ikke, at enevældet er afskaffet her i smørhullet, hvilket Operaen selvfølgelig står som et ret så arkitektonisk imposant eksempel på. Lige som det frie marked heller ikke afholder de royale fra fortsat at spytte en skærv i kunstnernes kasser. Selv har vi et kronprinspar, der interesserer sig for kultur og sågar har (eller bliver rådgivet til) ganske god smag. Og den vil de hjertens gerne lufte.

Sidste år var det Nick Cave & The Bad Seeds, der fik ordener og diademer til at blafre, og i år var det PJ Harvey, der oplod sin røst som trækplaster til kronsprinsparrets kulturpris-uddeling, hvor man i år havde valgt at lægge vægten på noget så trivielt og gratis som en 'markant' kunstner.

Der faldt også en kvart mio. til velgørende formål, denne gang Julemærkefonden, og så fulgte selve prisen og den der til hørende halve mio. til Olafur Eliasson, der dermed fik lov at modtage en statuette, han selv har designet. Og levere en fin og passende tale om kunstens ansvarlighed.

Rock i Operaen

Men inden fik nationens musikere ordet. To smagsprøver fra genopførelsen af Gasolin'-teaterkoncerten åbnede ballet i det borgerlige, og allerede her viste den repressive tolerance sig. Jeg mener, vi lever i et samfund med stadig større forskel på rig og fattig, og så sidder erhvervslivets spidser og folketingets magtelite og kulturens pinger og andre dydige repræsentanter fra magtens korridorer og rasler venligt med deres bling bling til socialrealistiske sange som Langebro og Det er en kold tid - sidstnævnte endda i en spydigt easy listening-lignende version med smukt udspændte vokalharmonier og forsangerpar i oppustede kostumer - dynejakker størrelse Maersk. Tiderne er måske blevet endnu koldere siden Lune Larsens storhedstid?

Aftenens første hovednavn, Peter Sommer og hans band, præsenterede et bundhæderligt rocksæt. Nogle lidt usikre numre med Valby bakke forrest indledte koncerten, men da de seks mand nåede Tigger (med ordene "Du er den smukkeste tigger/Ring hvis du lander på røven") havde de kastet den lidt grå retningsløshed af sig og fundet groovet.

Og jeg og sikkert mange andre kunne glæde os over, at Sommer gik politisk, men især meget intimt til opgaven.

På lærredet bag bandet var der uprætentiøse dagligdagsoptagelser af Valby bakke, hjembyen Skanderborg og venner, og fra mikrofonen strømmede intime hyldester og elegier, snurrige ordspil og overvejelser over livets daglige genvordigheder.

Hofnar Vangsø

Pausen kom, og man kunne fordybe sig i passiar om livets store spørgsmål, såsom hvorfor man havde valgt en konferencier som Mads Vangsø? For at genindføre hofnarren?

For manden har jo absolut INTET at give os - andet end en fjoget reduktion af PJ Harvey ved at kalde hende en pige, som han angiveligt bare har lyst til at give et trøstende kram. Aha? Nå, så bare fordi Harvey er en ganske klejn dame, så er hendes enorme følelsesspektrum, dybe blues og ætsende punk altså bare noget, der skal aes væk? Krammes ihjel?

Her, mine damer og herrer, var i hvert fald én mand, der absolut intet havde fattet af aftenens hovednavn. Og ham havde man så givet mikrofonen. For ligesom at polere de skarpe kanter af kunstnerne? Eller bare fordi Amin Jensen ikke kunne?

Heldigvis fik Vangsø efter pausen og inden aftenens trækplaster en løs forbindelse, og dermed blev han en hakkende lydinstallation over sin egen indholdsløse interferens på enhver form for relevant kommunikationslinje.

Majestætisk skønhed

Og så kom britiske PJ Harvey på scenen, i egen spinkle skikkelse, i egen magtfulde musikalske målestok. Da hun debuterede i 1991, kunne hun godt have spillet i Ungeren, men nu stod hun altså her. Beæret, men uimponeret. Småsludrende, men dedikeret.

I en opstilling, der måske mimede hendes arbejdsrum: Guitarforstærkere og -pedaler, klaver, stole, mikrofoner i stativer, en trommemaskine, et orgel, en hi-hat, nogle lyskæder og stearinlys til lejligheden.

Og snart blev den repressive tolerance punkteret af en benmager kunstner væbnet med en stor sangskrivning og et enormt arsenal af udtryk. Det gav simpelthen ikke mening at tale om begrænsning, imens Polly Jean antændte sine sange fra debut til nu og lod dem brænde med den individuelle ild, de hver især besidder.

Fra knejsende agt og frådende afmagt over eksplosiv erotik og sorte længsler til en helt igennem majestætisk skønhed af Patti Smith-proportioner og nye oceaniske sange spillet på klaver og pegende i andre kompositoriske retninger. Fra punk og indierock over proto-electroclash og singersongwriter til kammerspil og drømmepop. Kompromisløst, men aldrig trodsigt, og dermed med en sikker håndtering af situationens alvor.

Undervejs i koncerten blev det bidske loftlys, der havde forhindret enhver form for ego-opløsning og fortryllelse, også endelig slukket. Og så var vi for alvor forsvarsløse over for en kunstner, der essentielt set er en moderne bluesmusiker. Ingen prinsesser og halve kongeriger, men masser af bibelsk tyngde.

En sanger for hvem intet menneskeligt er fremmed, for hvem det ekspressionistiske råderum bare synes at vokse og vokse og nu også inkluderer selvironi og serafiske ekkoer.

Der blev serveret spanking til enhver, der som den tilstedeværende sportsminister, vil gøre kunst til tomt fyrværkeri, middelmådig underholdning og sur forretning, og der blev gennemført højrøde blodstransfusioner til de stakler, der havde glemt, at musik er udtryk for det, vi alle kommer fra og skal blive til.

Kunstens sejr

For længe længe siden - før enevælden - fik Christian den 4. installeret et sindrigt rørsystem på Rosenborg Slot, som muliggjorde, at han oppe i sin vinterstue kunne høre musik spillet fra kælderen. Den slags primitive lydkanaler er selvfølgelig ikke længere nødvendige, men det kræver stadig adgang til et sindrigt system af magtkanaler at blive inviteret til loger og de bedste balkonpladser i Operaen.

Men det betød mindre denne søndag aften. For intet kunne holde kunsten nede eller inde. PJ Harvey stak os i hjerterne, galvaniserede os mod skandinavisk komfort, kradsede os kærligt i konventionerne, blændede. Og folket klappede, og dem på de dyre pladser raslede - som John Lennon foreslog under en royal koncert allerede for 31 år siden - med juvelerne. Og det var godt sådan. For folkets klapsalver larmer mere end smykkevæsen - og også knippelsuppe.

*Kronprinsparrets Kulturpris 2006 med PJ Harvey og Peter Sommer med band, Operaen, søndag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her