Læsetid: 2 min.

Spansk regering i krig med den katolske kirke

En strid om undervisningen i religion i offentlige skoler i Spanien indgår i en kulturkamp mellem den socialistiske regering og den magtfulde katolske kirke
17. november 2005

MADRID- Mange hundrede tusinder demonstranter, som marcherede i gaderne, har tilsyneladende gjort indtryk på den spanske regering i en strid om en uddannelsesreform, som i virkeligheden indgår i en slags krig med den katolske kirke.

Nok var optoget lørdag aften i Madrid ikke et korstog, men formålet for de mellem 400.000 og to millioner demonstranter var at presse premierminister José Luis Rodríguez Zapateros socialistiske regering til at opgive en kontroversiel plan om at gøre faget religion i skolerne frivilligt.

Zapatero vil næppe tage planen af bordet, men en delegation under ledelse af regeringschefen selv vil i dag være vært for et møde - en dialog - med repræsentanter for konservative uddannelsesorganisationer.

"Tiden er inde til forhandling, ikke skældsord," sagde den spanske viceminister for kommunikation, Fernando Moraleda, da han bebudede torsdagens møde.

Zapateros beslutning om dialog kommer efter lørdagens demonstration, hvor deltagere bar fordømmende skilte med blandt andet påskriften "Zapatero tramper på vores rettigheder". Et andet af budskaberne lød "Biskopper, vær tapre, I er ikke alene!".

Demonstrationen var arrangeret af kirkeledere, konservative uddannelsesorganisationer, forældregrupper og oppositionspolitikere, heriblandt næstformanden for det konservative Folkepartiet (PP), Angel Acebes, og den tidligere ministerpræsident José Maria Aznars hustru, Ana Botella, som er medlem af byrådet i Madrid.

Modsætter sig fremskridt

Tidligere i år har et tilsvarende udsnit af befolkningen demonstreret mod at give homoseksuelle flere rettigheder.

De modsætter sig den fortsatte modernisering af det spanske samfund, som Zapateros regering har gennemført, siden socialisterne vendte tilbage til regeringsmagten efter valget i marts sidste år efter otte års fravær.

"Man bør hilse den kendsgerning, at der er udsigt til ordentlige forhandlinger, velkommen," mener Luís Carbonell, formand for den indflydelsesrige forældreorganisation Concapa forud for torsdagens møde. Han udtrykker håb om konkrete resultater.

Den socialistiske regering vil med reformen omstøde en lov, som forgængerne fra Folkepartiet vedtog, mens Aznar var regeringschef. Regeringen vil gøre det frivilligt for elever i offentlige skoler at deltage i undervisningen i religion og etik, som præster fra den katolske kirke har stået for.

Den katolske kirke og dens beskyttere ønsker derimod at bevare de hidtidige regler om obligatorisk religionsundervisning - tilmed med bedømmelse, hvor karaktererne regnes med i gennemsnittet på afgangsbeviset.

Kirketilskud på 22 mia. kr.

Kirken modsætter sig også, at muligheden for forældrebetaling til statsstøttede privatskoler fjernes.

Ydermere vil regeringen i et særskilt forslag slette det statslige tilskud til den katolske kirke, som beløber sig til tre milliarder euro (22,4 milliarder kroner) årligt. Det varslede viceministerpræsident Maria Teresa Fernández de la Vega mandag trods det ugunstige politiske klima.

Den slags udløser vrede hos regeringens modstandere, som desuden klager over åbningen i uddannelsesreformen over for større regional mangfoldighed. Konservative spaniere mener, at Zapateros regering har været for imødekommende over for især Baskerlandets og Cataloniens ønske om større autonomi.

Det massive pres på regeringen har afspejlet sig i meningsmålingerne, hvor socialisterne har mistet tilslutning det seneste halvandet år og nu ligger omtrent på linje med Folkepartiet i popularitet.

Zapatero synes dog ikke umiddelbart indstillet på at opgive moderniseringen, som skal vriste landet fri af arven fra den stærkt konservative diktator Francisco Franco, som i sin æra frem til 1975 begunstigede den katolske kirke og forsøgte at isolere Spanien fra den kulturelle udvikling i resten af Europa.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu