BOSTON - Er der noget som indvandrere må frarådes i vores fremmedskræmte tider, er det at pille ved nationalhymnen eller edsaflæggelsen over for nationens flag. Ok, statsborgere må gerne digte videre på teksten og skråle melodien i en grim falsetto. Men immigranter? Nej, føj da!
Jeg og familien bor i én af USA's efter sigende mest venstreorienterede byer - nemlig den populært kaldte universitetsby "People's Republic of Cambridge", der ligger to-tre stenkast over Charles-floden fra downtown Boston og Brookline. I teorien skulle man derfor ikke tro, at miljøet er særligt befordrende for amerikansk patriotisme. Men det er skudt ved siden af.
Efter 11. september 2001 vajede det amerikanske flag fra butikker og mange biler på gaden. Byrådet vedtog - måske i sin iver for at bekræfte sin kærlighed til fædrelandet - at alle børn i Cambridges kommuneskoler hver morgen skal stå op, lægge højre hånd på hjertet og erklære deres troskab til den amerikanske nation og dets flag. De opremser følgende:
I pledge allegiance to the Flag of the United States of America and to the Republic for which it stands, one nation under God, indivisible, with liberty and justice for all.
Hvilken Gud?
Min datter har som andre børn hurtigt lært eden udenad. Hun er fem og går i børnehaveklasse. Men hvad Gud, frihed og retfærdighed er, fatter hun naturligvis ikke. Mindst af alt forstår hun, hvor politisk ladet teksten er og hvor omstridt edsaflæggelsens ordlyd har været i amerikansk historie.
Hvilken Gud? Den kristne? Javel, en udelelig nation, men hvorfor indgår lighed ikke i eden? Dette fundamentale ideal blev jo omtalt i Thomas Jeffersons Uafhængighedserklæring. I vores lokale ugeblad kunne man fornylig læse en artikel om "troskabserklæringen" over for det amerikanske flag. Det viser sig, at nogle skolelærere og byrådsmedlemmer under édsaflæggelsen udelader og tilføjer ord, alt efter deres ideologiske standpunkt. Men de gør det kun for sig selv. Nogle undlader at nævne Gud, mens andre siger "equality" foran "liberty and justice for all."
Hvilket er skolelæreres personlige ret, så længe de ikke pålægger eleverne at følge deres eksempel.
Samme behandling har USA's nationalsang været udsat for i tidernes løb. The Star-Spangled Banner blev digtet i fire vers af amatørpoeten Francis Scott Key i 1814 under briternes luftbombardement af Baltimore - et slag, som amerikanerne vandt, mens Key blev holdt fange på et britisk krigsskib og skrev på livet løs. Digtet er derfor ikke overraskende en ode til sejrherrerne i krigen, selv om Key i det tredje vers skriver om "ødelæggelsen forvoldt af krigen" og "forvirringen på slagmarken".
Problemet er, at amerikanerne i dag kun synger det første vers, hvori "raketternes røde skær" og "bomberne eksploderende midt i luften" giver de amerikanske patrioter sejren. Da solen står op næste morgen, kan digteren på det britiske skib se, at flaget stadig er hejst på den amerikanske fæstning. Han jubler forståeligt nok.
Der er mange eksempler på manipulering af sangen. På Woodstock-festivalen i 1968 instrumentaliserede Jimi Hendrix hymnen til en torden af bomber og missiler i en umiskendelig reference til sin generations modstand mod Vietnam-krigen. Dengang vakte Hendrixs version vild furore i konservative Amerika, men i dag er den blot én af mange musikalske fortolkninger.
"I mere end et århundrede er vores nationalhymne blevet nedgjort, fornærmet og tilsmudset af velmenende men vildledte amerikanere, som tror, at de kan forbedre den," skrev professorer emeriti Ralph Shaffer og Walter Coombs i en kronik i The Los Angeles Times i tirsdags.
'Somos americanos'
Anledningen til de to pensionerede historieprofessorers kronik er udgivelsen af en spansk version af den amerikanske nationalsang. Begivenheden har vakt opstandelse blandt amerikanske nationalister. Udgivelsesdatoen var valgt med omhu. Sidste fredag morgen fik DJ's på alle spansktalende radiostationer i USA en e-mail tilsendt fra pladeselskabet med en vedhæftet fil og en opfordring til at afspille sangen samme formiddag.
Produceren er englænderen Adam Kidron, der har boet i USA i 16 år og endnu ikke er amerikansk statsborger. "The Star-Spangled Banner" synges af nogle af landets kendteste latinske popsangere som Gloria Trevi, Carlos Ponce, Tito "El Bambino" og Olga Tañon samt bandet Aventura.
Nummeret er titelsangen på albummet Somos americanos (Vi er amerikanere), som udkommer den 16. maj. Men som bekendt blev de hidtil største demonstrationer til fordel for 12 mio. ulovlige immigranter rettigheder afviklet den 1. maj, og hensigten med at få den spanske version af hymnen i luften inden var en solidaritetserklæring fra popstjernerne og samtidig et tydeligt politisk budskab.
Der er nemlig ikke kun tale om en direkte oversættelse af fædrelandssangen, som man ellers kan finde på flere forskellige sprog på det amerikanske Udenrigsministeriums hjemmeside. Til lejligheden er den blevet lettere omdigtet til en protestsang, og de to omstændigheder faldt ikke i god jord i en i forvejen anspændt politisk atmosfære omkring ulovlige immigranter.
I den spanske udgave er første vers - det som synges på amerikansk - næsten 100 pct. tro mod den engelske tekst. Det er i det andet vers, at forfatterne har digtet og i stedet for krigen taler om en "hård kamp", en "march for friheden" og "at bryde ens lænker". En indlysende henvisning til de latinamerikanske immigranters massedemonstrationer i amerikanske storbyer.
Marseillaisen på engelsk
Den ellers så pro-latinamerikanske og spansktalende præsident Bush var ikke spor glad for provokationen.
"Jeg mener, at folk, der gerne vil være borgere i dette land, bør kunne tale engelsk, og de bør lære at synge vores nationalhymne på engelsk," sagde han.
Men Condoleezza Rice var ikke helt enig med sin chef. Hun sagde: "Jeg har hørt vores hymne opført som rap, som country music og klassisk musik. Individualiseringen af sangen er undervejs," sagde udenrigsministeren uden at kritisere den spanske version.
Forargelsen over initiativet går primært på, at hymnen synges på spansk fremfor på engelsk. "Ville franskmændene acceptere, at folk synger Marseillaisen på engelsk som et bevis på deres patriotisme," spurgte Mark Krikorian fra Center for Immigration Studies.
"Nej, de ville ikke."
Konservative radiostationer blev ringet og e-mailet ned i weekenden af vrede lyttere. Når det gælder flaget og nationalsangen, skal man aldrig undervurdere symbolers vægt," sagde radioværten John Kobylt fra 'The John and Ken Show' til The Los Angeles Times.
"Denne sang indeholder et utvetydigt budskab fra ulovlige indvandrere, at de ikke har i sinde at assimilere."
Producer Adam Kidron var nok ikke overrasket over reaktionen. Ikke desto mindre insisterede han, at "Nuestro Himno" (vores hymne) blot skal ses som hjælp til dem, der ikke kan tale engelsk og gerne vil forstå Star-Spangled Banner, "det amerikanske flag og det ideal om frihed, som det repræsenterer."
Man forstår argumentet. Et digt fra 1814 er ikke let at forstå for amerikanere. Kun 61 pct. kan huske de fire linjer i det første vers udenad. Mange forstår ikke den fulde betydning. For immigranter uden engelskkundskaber kan kendskabet til indholdet være et vigtigt skridt til at opnå en "amerikansk" selvforståelse og identitet. Initiativtagerne understreger, at det netop har været formålet.
Men de er blevet misforstået. Ikke alle spansktalende radioværter og musikere er glade for den spanske udgave. De mener, at der er nogen hellige ting man ikke bør røre.
"Vi ejer ikke dette land. Vi kan ikke påføre andre det spanske sprog. Vi skal accepteres," siger radioværten Pedro Biaggi fra en station i Washington til The Washington Post.
Frygten for en tosproget nation stikker dybt i USA, hvor spansk vinder mere og mere frem på offentlige steder og i det private selskaber.
"Aldrig før i amerikansk historie har næsten et flertal af landets indvandrerbefolkning talt kun ét sprog - spansk," advarer Samuel Huntington i sin bog Who Are We fra 2004. I værket slår han alarm over risikoen for, at det spanske sprog og den latinamerikanske kultur kan undergrave USA's nationale identitet.
