Læsetid: 4 min.

Spanske nationalismer

Delstaten Catalonien stemmer om udvidet selvstyre den 18. juni, hvad der har vakt raseri i den konservative, spanske opposition. En forbundstatslig nyordning kunne være den udvej, der kan bilægge Spaniens mange regionale spændinger
6. juni 2006

Begreberne svirrer rundt i luften i den aktuelle debat om øget selvstyre for de spanske 'autonome samfund' (regioner): nation/national, uafhængighed, løsrivelse, selvstyre/autonomi, regionalisme. Dette forvirrende og ofte bevidst tvetydige ordvalg fra de forskellige regionale partiers side bunder i nogle gamle fronter i spansk politik, der har vist sig uhyre sejlivede, og som nu trækkes op endnu engang.

Mest aktuelt er spørgsmålet om revision af Cataloniens selvstyreordning (autonomi-statut). Et forslag til en ny statut blev i november 2005 fremsendt fra Cataloniens parlament til det nationale parlament, Cortes, og skal nu efter forhandling mellem den spanske og den catalanske regering lægges ud til folkeafstemning i Catalonien den 18. juni.

Tidligere ministerpræsident Aznars Partido Popular (PP), som repræsenterer den traditionelle, nationalistiske centralisme, har påstået, at forslaget er forfatningsstridigt, og har argumenteret imod det med en meget voldsom retorik og indsamlet fire millioner underskrifter til støtte for et krav om afholdelse af en folkeafstemning om den nye statut i hele Spanien.

Kravet blev afvist i Cortes som stridende mod forfatningen, der forbyder landsomfattende folkeafstemninger om visse temaer, herunder reformer af selvstyrestatutter. I loven om folkeafstemninger begrundes dette forbud med et ønske om at undgå, at folkeafstemninger misbruges til "demagogiske manipulationer" af vælgerne.

Manipulation

Demagogiske manipulationer og en giftig tone, især fra PP's side, er lige præcis, hvad der gennem den nuværende, socialistiske regerings levetid har præget den politiske debat i Spanien.

Siden den socialistiske regering under ledelse af ministerpræsident Zapatero afløste Aznar og PP i foråret 2004, har der været flere bitre kontroverser mellem socialisterne og PP, der oftest har haft den katolske kirke som medkæmper.

Det har gjort sig gældende ved indførelsen af ægteskab og ret til adoption for homoseksuelle par og ved indskrænkninger i kirkens indflydelse på religionsundervisningen.

Og det har så også gjort sig gældende under debatten om Cataloniens selvstyrestatut, hvor PP med sit krav om folkeafstemning har forsøgt at score billige points på ret udbredt irritation i Spanien over en formulering i catalanernes oprindelige forslag, hvor betegnelsen "nation" blev brugt om Catalonien.

Meget kan man kalde et område i Spanien - samfund, autonomi, region - men lige præcis nation. Nej, den går ikke, og formuleringen var da også strøget i den endelige udgave, som nu skal til folkeafstemning.

Ikke desto mindre hetzer PP mod forslaget som "et svigagtigt anslag" mod Spaniens suverænitet og advarer om , at "såkaldte nationer" breder sig i landet og truer dets énhed. Omvendt har den catalanske del af socialistpartiet valgt følgende slogan i kampagnen forud for folkeafstemningen: "PP vil bruge dit nej mod Catalonien!"

Gamle fronter

Og just denne bastante demagogi bunder i de nævnte gamle fronter i spansk politik:

Det oprør mod Spaniens demokratiske regering, hvormed en gruppe generaler iværksatte den spanske borgerkrig (1936-39), udsprang blandt (en hel del) andet af, at catalanske, baskiske og galiciske ønsker om indre selvstyre var blevet imødekommet i form af selvstyrestatutter.

Under Francos diktatur (1939-75) blev disse ordninger afskaffet. Enhver tendens til separatisme blev undertrykt med stor brutalitet, og de tre 'store' lokale sprog måtte hverken læres eller tales i skolen eller skrives i avisen .

Derfor var det nærmest uundgåeligt efter Franco at give vide rammer for selvstyre i de enkelte regioner i den nye demokratiske forfatning fra 1978. Heri indføres også eksplicit betegnelsen 'autonomier' for de i alt 17 områder, som landet nu er inddelt i.

Glidebane

Navnlig Catalonien og Baskerlandet har udnyttet forfatningens rammer i en grad, som betyder, at de ikke er forfærdelig langt fra fuld suverænitet, hvilket mange i PP og i den katolske kirkes øverste ledelse betragter som en farlig glidebane, der kan skabe stadig mere tvivl om, hvorvidt regering og lovgivningsmagt respekterer 1978-forfatningens princip om "den spanske nation uopløselige énhed."

Så der er mange spændinger i Spanien: mellem PP's fanatiske og konservative nationalisme og socialisterne mere pragmatiske tilgang til problemernes løsning, mellem centralmagten og de store autonomier, mellem 'nationalister' og 'spaniere' i de enkelte autonomier og i de enkelte partier i autonomierne. Og det er på baggrund af landets historie ikke underligt, at lige præcis ordet 'nation' (men forvirrende nok ikke 'national') er tabuiseret, også af socialisterne.

"Socialistpartiet vil aldrig acceptere selvbestemmelse for nogen del af Spanien," sagde Zapateros justitsminister Aguilar højt og tydeligt for et par år siden.

Og bortset fra de baskiske nationalister, både de rabiate og de mindre rabiate, som taler om henholdsvis løsrivelse (ETA) og "en fri stat associeret med Spanien" (det baskiske nationalistparti), er der ingen, der fører klar tale om opløsning af den spanske nation. Der er heller ikke flertal for løsrivelse i noget autonomi.

En forbundsstat kunne på lidt længere sigt være en mulighed for den pragmatiske Zapatero. 'Forbundsstat' lyder af noget - og illusioner spiller en vigtig rolle i denne tvetydige debat - og det adskiller sig reelt ikke særlig meget fra det samarbejde, der allerede praktiseres med catalanere og baskere. En folkeafstemning om dette tema kunne måske for en årrække lukke munden på minoritetsfanatikere og illoyale nationalister.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her