Læsetid: 3 min.

Spanske rytmer og stolt tango

Chick Corea i gnistrende sammenspil med sin flamencoprægede gruppe i Operaen. Også tangobesøg fra Richard Galliano og sangerinden Silvana Deluigi efterlod et stærkt indtryk
9. juli 2005

En livsaligt rislende, gnistrende leg omkring flamencoens skalaer og grundtonefornemmelse med lyd af fløjte, klaver, bas og slagtøj.

Sådan var basalt oplevelsen i Operaen med den 64-årige amerikanske pianist, Chick Corea, og hans nye band Touchstone. Det blev en af festivalens hidtil bedste koncerter, der demonstrerede, at Corea har intensiveret sit udtryk i retning af en gammel kærlighedsaffære: den spanske flamenco. I sin gruppe har han allieret sig med musikere, der har et dybt kendskab til denne musikforms rytmiske og melodiske sprog, og som ikke for ingenting har arbejdet med flamencoguitaristen Paco De Lucia: spanierne Carlos Benavent (el-bas) og Jorge Pardos (fløjter og sopransax) samt den lidt for showprægede brasilianer, Ruben Dantas (percussion). Læg dertil den rustikt arbejdende men noget anonyme trommeslager, Tom Brechtlein.

Med mindre man har flamencoens forskellige "compas" dvs. taktarter i kroppen som bulerias, solea, tientos og fandangos, der alle har forskellige betoninger i taktslagene, er det umuligt at regne ud, hvornår de særlige breaks, accenter og melodiske satsninger indtræffer.

Latent monotoni

Det er dog sådan set underordnet, for flamenco har et både inciterende og passioneret musikalsk udtryk, der går lige i kroppen og blodet på én. Men den dygtigt udførte instrumentalmusik med Coreas flygel og elpianospil som omdrejningspunkt undgik ikke - trods Benavents temperamentsfulde basguitarspils distinkte fremdrift - den latente monotoni, der ligger på lur i flamencoens sprog.

Corea krydrede dog undervejs koncerten f. eks. med en lyrisk flygelintroduktion med mindelser om europæisk klavermusik, han skabte et fint duonummer med Dantas på klimprende afrikansk tommelpiano, og i en tangos, "King And Queen", indføjede han nogle spændende harmoniske vendinger, der forstærkede musikkens jazzudtryk.

Dertil spillede Corea hele vejen igennem med en frygtindgydende rytmisk sikkerhed og utvungen lethed.

I koncertens slutfase fik vi også Coreas nyklassiker, "Spain", og den efterhånden kegleformede pianist videreførte trenden fra Roy Haynes med at få folk til at synge. Her en femstemmig mol-akkord som afsæt for temaet i Rodrigos orkesterværk "Concierto De Aranjuez", kendt fra Miles Davis' og Gil Evans' Skecthes of Spain.

Dame med holdning

Torsdag aftens to tangokoncerter i henholdsvis Glassalen og Copenhagen Jazzhouse havde ret beset meget lidt til fælles med jazz, men det afholder jo ikke musikken fra at være givende.

Mødet med akkordeonmesteren Richard Galliano og hans fem strygere plus pianist bød på stramt arrangerede fortolkninger af tangofornyeren Astor Piazzollas musik, som de også har indspillet på cd'en Piazzolla Forever (2003). Og som det blev sagt i koncertens indledning, så døde Piazzolla i 1992, men hans musik lever og har tag i tiden som aldrig før.

Gallianos septet er et smukt bidrag, hvor der arbejdes ud fra et sublimt klangligt ideal. Musikken kan i en jazzsammenhæng forekomme salonfähigt stiliseret, men fokuserer man på den måde, lyden af strygere, klaver og akkordeon blander sig på og skaber smukke, dramatiske forløb, åbner der sig en særlig musikoplevelse.

En helt anden slags tango mødte vi i Jazzhouse med sangerinden Silvana Deluigi, der med sin gruppe besøgte Danmark for første, men sikkert ikke sidste gang.

En kølig, stolt og nærmest aristokratisk udstråling har hun, Silvana Deluigi - en dame med holdning, der i flere år har samarbejdet med produceren Kip Hanrahan. Med sine musikere, Tomas Gubitsch (guitar), Osvaldo Calo (klaver), en fransk violinist og den eminente Juan José Mosalini (bandoneón), udfoldede Deluigi nogle stemningsrige argentinske sange af kortere og længere varighed, der trods deres rod i tangotraditionen var båret af en moderne ånd.

Deluigis ophøjet udtryksfulde og foredragende stil, der somme tider nærmer sig det cabarétagtige, kan muligvis forekomme os skandinaver fremmed, men hun skaber en dragende, ladet atmosfære omkring sin stemme og sit ansigt, der kan veksle mellem poetisk sødme, nostalgi, kølig distance og smerteligt tab. Det bliver spændende at møde hende på plade også.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu