Læsetid: 3 min.

Spar os for de fattige

27. juni 2003

»Når pengene i kassen klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer«
Mundheld i den katolske kirke i middelalderen

Noget kort for hovedet præsenterede udenrigsminister Per Stig Møller (K) i denne uge regeringens plan for, hvordan 75 mia. kr. skal være med til at gøre verden bedre. På trods af at det er halvandet år siden, regeringen sidst har fremlagt et samlet bud på den globale indsats, og at de 75 mia. kr. svarer til prisen for fire Storebæltsbroer, så klarede ministeren sin fremlæggelse på et pressemøde på tre kvarter, før han drog af på sommerferie. Signalet var tydeligt: Det her er ikke noget særligt, og vi gider ingen debat. Det sidste bekræftede Per Stig Møller ved at sige:
»Jeg inviterer til bredt politisk samarbejde om udmøntningen.« Underforstået at det her er en maskine, som skal køre, og ikke noget, man ønsker en diskussion af.
Det interessante er, at VK-regeringen efter alt at dømme er i samklang med befolkningen, når det gælder holdningen til en indholdsdebat om vores håndsrækning til de fattigste. Hovedparten er hamrende ligeglade. Det blev senest bekræftet, da en række
u-landsorganisationer fra 23. maj til 5. juni gennemførte kampagnen Verdens fattigste, som netop lagde op til debat om bistandens kvalitet og indhold. Responsen fra folk og presse var lille. Det her med bistanden er noget, som bare skal køre, når først vi har betalt vores aflad i form af skatten.

Den politiske oppositions reaktion på regeringens globale plan kom tirsdag fra rygmarven: Den fortsatte udhuling af bistanden er for ringe for så rigt et land som Danmark. Socialdemokraternes udenrigsordfører Jeppe Kofod formulerede det således:
»Regeringen har med sin nye plan fjernet over 10 mia. kr. fra de mennesker i denne verden, der har mest behov.«
Forskellen mellem den nuværende regerings og den tidligere regerings planer for u-landsbistanden er, at vi i stedet for at give en procent af vores rigdomsforøgelse (bruttonationalindkomsten, BNI) i 2008 kommer til at give 0,8 procent. Det ligger stadigvæk pænt over gennemsnittet for de rige lande, som i 2002 var 0,23 procent af BNI. Den relativt store værdi af den danske bistand benytter udenrigsministeren til gang på gang at slå fast, at vi sagtens kan være størrelsen bekendt. Statisk set kan ministeren støtte sig til, at 69 procent af befolkningen ifølge en meningsundersøgelse fra i år foretaget af AC Nielsen AIM mener, at »der er ingen grund til, at Danmark skal betale mere til u-landene end flertallet af andre rige lande.« Med andre ord behøver regeringen ikke frygte for at se titusinder af mennesker i demonstration på Christiansborg Slotsplads, fordi de langsomt barberer bistanden.

Hvis oppositionens knubbede ord om det usolidariske og uambitiøse i at udhule bistanden skal tages alvorligt, så må politikerne gøre en dyd ud af at forklare befolkningen, at det altså ikke er lige meget, om forarmede i syd får 2.200 kr. fra hver dansker eller 2.700 kr. De kedelige tal kan faktisk om ikke udgøre forskellen på liv og død for modtagerne, så i hvert fald for nogles vedkommende forskellen på et liv i fremdrift og et liv henslæbt i sygdom under slaveagtige vilkår. Socialdemokraterne og de radikale har i år formuleret visioner for bistandspolitikken, men de kan altså ikke gøre det alene – og slet ikke når de er så forholdsvist lidt nyskabende, som de er.
Ligesom politikerne må u-landsorganisationerne blive langt bedre til at komme ud over rampen. Deres beklagelser over bistandsnedskæringerne har været alt for nemme for regeringen at feje af bordet som selvfede, bureaukratiske organisationers brødnid. Organisationerne er med stor statsstøtte fra Udenrigsministeriet til deres projekter meget i lommen på udenrigsminsteren.
Men hvis de vil have befolkningen til at tage deres kritik alvorligt og betragte dem som ikke-statslige organisationer, så de må vove at bide langt hårdere i den hånd, som fordrer dem. Organisationerne må udvikle kreative protestformer og så samtidig komme langt mere ud blandt folk og forklare, at skattekroner og bidrag gør en fantastisk forskel for Juan i Nicaragua og Alfred i Ghana. Faktisk hjælper regeringen den proces på gled ved nu håndfast at stille krav til f.eks. Ibis og Mellemfolkeligt Samvirke om at øge medlemstallet.

Indholdet af regeringens plan for den globale indsats lever på mange måder op til modestrømninger inden for bistand: flere penge til udsendelse af soldater og fokus på god regeringsførelse. Samlet set er hovedindholdet dog gammel vin. Derfor er det en tom kliché, når regeringen kalder planen En verden til forskel. Især når man samtidig udhuler bistandens størrelse for at tækkes Dansk Folkeparti og leve op til skattestoppet.

hai

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu