Læsetid: 3 min.

Spark fotografen?

30. august 1997

TV-AVISEN KLOKKEN 21.00 torsdag gjorde sig selv til nyhed. I det første indslag krævede Pia Kjærsgaard, at samtlige 10.000 somaliere i Danmark - permanent opholdstilladelse eller ej - skulle udvises. Tom Behnke foreslog, at det meget passende kunne ske ved, at man smed dem ud med faldskærm over Afrika. Den smilende studievært kædede dén historie direkte sammen med et indslag om TV-Avisens helt egen fotograf, der var blevet sparket og overfaldet af vrede somaliere, som ikke brød sig om, at han filmede dem ved indgangen til deres klub i Griffenfeldsgade på Nørrebro i København.
Efter at TV-Avisen således havde gjort nogle voldsmænds spark og stenkast mod en TVA-medarbejder (kriminalpolitiet oplyser, at den eneste skade, fotografen kunne påvise, da han anmeldte voldsmændene, var "ømhed efter et spark i ryggen") til topnyhed i dagens vigtigste nyhedsudsendelse, skulle studiegæsten Mohamed Gelle fra Den Somaliske Ressourcegruppe forklare sig - så at sige på hele det somaliske folks vegne.
Ikke en udpræget nem baggrund at brillere på. Om nogen overhovedet har lyttet til den velformulerede, men ikke accentfrie, Mohamed Gelle, er tvivlsomt efter dét oplæg. Når man først har hørt politikernes "somaliere er umulige at integrere"-mantra og derefter den stakkels tv-fotografs råb om hjælp, har flere sikkert syntes, at Behnkes forslag er en rigtig, rigtig god idé.
TV-AVISEN ER ikke alene om at fotografere folk mod deres vilje.
Caix i Sydfrankrig, sommeren 1997: En franskmand fotograferer gennem sit teleobjektiv kronprinsen - og andengenerationsindvandreren - Frederik og veninden, popsangeren Maria Montell, under privat solbadning. Flere af billederne trykkes af Se og Hør og formiddagsbladene. Pressenævnet tager - for første gang i nævnets historie - denne sag op af egen drift. På et møde på onsdag ventes nævnet at nå til en kendelse.
Amager Strand, sommeren 1994: En pressefotograf får gennem sin telelinse en 18-årig kvinde i søgeren på 20 meters afstand. Hun drikker cola - kun iført bikiniens underdel. Fotografen henvender sig til hende, får hendes navn og alder. Tre dage senere finder han hende igen og oplyser, at billedet bliver bragt i Se og Hør. Samtidig spørger han, om hun vil være Side-9-pige i Ekstra Bladet. Det sidste betakker hun sig for - uden at protestere mod at komme i Se og Hør. Heller ikke, da hun ser det lille billede i Se og Hør, reagerer hun. Men da billedet af hende nogle dage senere er slået op over to sider i Ekstra Bladet som illustration til en lægelig artikel, kontakter hun en advokat.
Københavns Byret tilkendte hende sidste år 10.000 kroner i godtgørelse, men dommen blev anket af Ekstra Bladet - og af Dansk Journalistforbund, hvis medlemmers kontingentkroner finansierer, at advokat Anne Troelsen torsdag stod i Østre Landsret og argumenterede for, at "når man befinder sig på et offentligt sted, må man indstille sig på at blive fotograferet, og at billedet kan blive brugt i pressen".
TEKSTEN I straffelovens paragraf 264 a er klar. Det er strafbart uberettiget at fotografere "personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted". Og omvendt tilladt at fotografere folk i Griffenfeldsgade og på Amager Strand. Sådan er juraen.
Spørgsmålet er, om denne jura er nok til at retfærdiggøre Ekstra Bladets og Dansk Journalistforbunds forurettelse over kvinden, der ikke er taknemmelig for at se sine nøgne bryster udstillet. Eller TV-Avisens harme over, at somalierne ikke villigt lader sig fotografere uden at have nogen mulighed for at kontrollere, om billederne bruges som underlægning til indslag om ulovlig khat-tygning, om asylsvindel eller bare om deres notoriske modvilje mod at lære dansk sprog og kultur at kende.
Er juraen nok? Eller er der grund til etiske overvejelser?
Alle fotografer og reportere, der beskæftiger sig med etniske mindretal, høster i dag frugterne af det had, som Ekstra Bladet såede med kampagnen mod "De fremmede" og med forløberen "Godhedens pris". Enhver journalist eller billedjournalist, som bevæger sig rundt på Indre Nørrebro, mærker resultaterne af mange års tendentiøs eller i bedste fald overfladisk journalistik om flygtninge og indvandrere.
Det er hverken etisk eller juridisk i orden at sparke fotografer. Og kvinden fra Amager Strand reagerer med sit sagsanlæg langt mere hensigtsmæssigt og rationelt end somalierne i Griffenfeldsgade. Måske fordi ingen folketingsmedlemmer vil smide hende ud over Afrika i en faldskærm.ni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu