Læsetid: 2 min.

SPD angriber kapitalisterne

25. april 2005

Mens de danske socialdemokrater under den nyvalgte formand Helle Thorning-Schmidt trækker ind over midten, har det tyske SPD taget et skridt mod venstre.
Med partiformand Franz Müntefering som initiativtager har SPD genopdaget klassekampen og kritiserer nu kapitalismen.
For halvanden uge siden mindede Müntefering under en tale i Rigsdagen om, at »erhvervslivet er til for menneskene, ikke omvendt.« Han kaldte udflagningen af tyske arbejdspladser til Østeuropa eller Asien for »markedsradikalt« og »asocialt«.
Sidste weekend uddybede han i Bild Zeitung: »Nogle finansielle investorer er komplet ligeglade med de mennesker, hvis arbejdspladser de ødelægger.«
Müntefering advarede mod »kapitalens voksende magt«:
»De (investorerne, red.) forbliver anonyme, har intet ansigt, falder som sværme af græshopper over en virksomhed, gnaver den ned og drager videre. Mod denne form for kapitalisme kæmper vi,« lovede han.
Der er generel enighed om, at Franz Münteferings udfald mod kapitalen skal ses i sammenhæng med det truende delstatsvalg 22. maj i Nordrhein-Westfalen og valget til Forbundsdagen næste år.
I Nordrhein-Westfalen er SPD i følge meningsmålingerne bagud med 10 procentpoint i forhold til de konservative (CDU). For første gang i en menneskealder ser det ud til, at socialdemokraterne mister magten i industridelstaten, der højstemt omtales som ’det socialdemokratiske hjertekammer’.

Tag ansvar for Tyskland
I følge en meningsmåling fra instituttet Infratest Dimap mener tre ud af fire vælgere, at Münteferings kapitalismekritik er simpel valgtaktik, alligevel finder 66 procent af de adspurgte hans kritik fuldt berettiget.
Derfor blev emnet kapitalismekritik i løbet af ugen grebet af flere af Münteferings partifæller.
Rigsdagsmedlemmet Gernot Erler fra SPD’s venstrefløj har observeret »en voksende vrede« blandt partimedlemmer og vælgere; SPD har gjort en stor indsats og gennemført reformer til gavn for erhvervslivet – uden at få modydelser i form af flere arbejdspladser, påpeger Erler.
Nordrhein-Westfalens ministerpræsident, Peter Steinbrück (SPD), der sædvanligvis er tilhænger af liberalisering og reformer, udtaler, at han efter regeringens nedsættelse af erhvervsskatterne nu forventer, at erhvervslivet »tager ansvar for produktionslandet Tyskland«.
Økonomi- og arbejdsminister Wolfgang Clement ønsker sig en ’moderne patriotisme’ blandt virksomheder:
»Man må jo ikke sige et positivt ord (om Tyskland) mere, ellers bliver man beskyldt for skønmaleri. Jeg er nødt til at tage til udlandet for at høre godt nyt om Tyskland,« siger han.
SPD’s næstformand Ute Voigt går så langt som til at opfordre til en boykot af varer, fremstillet af virksomheder, der fyrer deres tyske medarbejdere:
»Forbrugerne har magten til at undgå produkter fra virksomheder, der i stor stil smider folk ud.«
Ute Voigt slår fast, at SPD skam ønsker et erhvervsvenligt klima i landet, men til gengæld må virksomhederne påtage sig et større socialt ansvar.

Protest fra højre
Hos de politiske modstandere er SPD’s pludselige venstredrejning blevet mødt med skepsis og anklager.
CDU mener, at SPD igen har fået »socialistisk elementer«, mens det liberale FDP advarede om, at dét, SPD har påbegyndt med sit reformværk Agenda 2010, nu bliver ødelagt af Müntefering.
»Den, der i tider med massearbejdsløshed nedgør investorer som bibelske plager, evner ikke at regere,« siger den liberale leder, Guido Westerwelle.
Arbejdsgiverformand Dieter Hundt kaldte Münteferings udfald for »overraskende realitetsfjern«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her