Læsetid: 7 min.

Speedway - en hyldest

Det er helt i orden for den intelligente læser at interessere sig for cykelsport, fodbold og tennis, men speedway? Den er der ikke mange, der bider spids på, men nogen gør altså
16. september 2006

En blæsende, ikke særlig varm augustdag i slutningen af 1970'erne. Fynboerne har taget deres pæneste gabardinebukser og deres søndagsvindjakker på. Fødderne, indhyllede i hjemmestrikkede sokker, er stukket godt ned i træskoene uden kapper. Nypudsede selvfølgelig. Flagene blafrer i den kraftige vind over Cortinaerne på parkeringspladsen. Hvorhenne? På Fangel Speedwaybane syd for Odense. Ole Olsen skal køre. Det er speedwaysøndag.

Fangel ligger syd for Odense, en lille by, som nærmest er huse langs en vej. En lille by, som så mange andre i Danmark. Men Fangel er ikke som andre byer, for Fangel har en speedwaybane. Speedway er en særpræget sportsgren, på én gang sofistikeret og primitiv; på én gang en anerkendt sport og lidt ugleset. En motorsport, der køres over hele jorden, men kun af ret få nationer.

Min egen fascination af speedway stammer fra de varme augustdage på Fangelbanen, hvor min far tog min bror og jeg med hen for at se speedwaykørerne, både de danske og de internationale, køre løb. Siden hen har det primært været en fascination, der bunder sig i det tekniske.

Det er ikke, fordi speedwaycykler kører specielt stærkt, maxfarten ligger på omkring det samme, som lovlydige borgere kører på almindelige landeveje. Det er heller ikke, fordi der er tale om state of the art-motorer med masser af finesser. Tværtimod: Speedwaycyklen har en 500 kubiks motor, én cylinder, fast gear og ingen bremser! Og det er her, den ægte fascination ligger for mig: Giv motoren gas, placér dig rigtigt, brug kroppen som et redskab på cyklen. Drej til venstre konstant. Fire omgange; ca. 1 minut, og så står du med en vinder. Det er ægte, uforfalsket kamp og spænding i sin mest enkle form. Motoren vejer minimum 80 kilo og er cyklens absolut tungeste bestanddel, den kan lave fart og larm og ikke meget andet.

I en verden, hvor motorsport er blevet et spørgsmål om at have den letteste og smarteste maskine og den mest forfinede motor, gælder det i speedway om at kunne maksimere og tune kassen mest muligt, så den får fat i gritten og trækker fra de andre. Lykkes det, er det op til rytteren at holde sin linje og 'knække' cyklen bedst muligt. Det er råkraft kombineret med en balletdansers forfinethed.

De store danske

Danmark var tidligt med i speedway. Som antydet ovenfor er det et begrænset antal nationer, der har en speedwaytradition: Sverige, England, Polen, Tjekket, Australien, New Zealand og USA. Og i mindre grad Tyskland og Italien. Et par andre østeuropæiske lande er også jævnligt repræsenteret.

Danmark har haft store ryttere: Alf Busk, Ole Olsen, Hans Nielsen, Tommy Knudsen, Erik Gundersen og Jan O. Pedersen. Efter de store år i 1970'erne og 80'erne havde dansk speedway nogle stille år, selvom Hans Nielsen vandt VM en sidste gang i 1995. Men nu er det som om, at de store talenter født i sluthalvfjerdserne begynder at slå igennem, foreløbigt kulminerende med Nicki Pedersens verdensmesterskab i 2003.

De nuværende danske topkørere er meget forskellige: Nicki Pedersen, den hurtigttalende fynbo, fræk som en slagterhund og nogle gange et brushoved - også på banen. Havde Nicki været søn af min mor havde han fået skæld ud.

Bjarne Pedersen er hans diametrale modsætning: Den stille jyde. Han virker lidt nervøs, og som om han ikke befinder sig helt godt med at stå og skryde før løbet: Jeg vinder i dag!

Og Hans Andersen, den store tekniker - også fra Fyn. Hans Andersen er kommet sent ind i årets Grand Prix-serie og har kun været med i de seneste fire løb. Her har han så til gengæld kvitteret med at være i tre finaler og have vundet to af dem. Tak for tilliden! Der er potentiale i de mænd (eller som det hedder i speedwaysproget: 'Gutter'.) Danmark kan i de kommende år få en ny, dominerede stilling i speedway, hvilket 'gutterne' beviste, da de vandt Hold-VM i Reading i begyndelsen af august i år.

Legenden Ole Olsen

Stemningen er ved at være der på Fangel Speedwaybane. De spiller Bay City Rollers på højttaleranlægget, og der lugter af våd asfalt, selvom der ikke er spor af regn i den augustblæst, der suser hen over Midtfyn. Bay City Rollers bliver brat afbrudt, da en stemme i højttaleren på klingende fynsk proklamerer, at løbene begynder.

Selvom Fangel ikke er Wembley eller Göteborg, stiller mange af de store navne alligevel til start, jeg husker selvfølgelig Ole Olsen og den store newzealænder, Ivan Mauger, tyskeren Egon Müller og så vidt jeg husker også tjekken Jiri Stancl. Og så selvfølgelig Hans Nielsen, Ole Olsens tro væbner. Ham de kaldte 'professoren'.

Har man sagt speedway i Danmark, har man også sagt Ole Olsen. Ole Olsen var ligesom Allan Simonsen og Ole Ritter sportsguderne i midt-70'ernes Danmark. Ole Olsen var en helt, ikke blot blandt speedwayfans, men også blandt danskere generelt.

Han var nede på jorden; en flink sønderjyde, der altid svarede på Claus Borres spørgsmål i tv med et 'Claus' til sidst:

"Jamen, jæ kan jo kun være tilfreds med den måde hjulene rullede på i dag, Claus."

Så smilede vi hjemme i stuen, for det var vores sprog i fjernsynet. Men Ole Olsen var ikke kun en flink fyr, han havde også den hensynsløse side, som enhver topatlet må have. Der skal være én eller anden form for livsappetit, der aldrig bliver mættet, hvis man skal holde sig på toppen år efter år efter år.

Ole Olsens søn, Jakob, forsøgte at følge i fars fodspor, men det blev aldrig rigtigt til noget.

"Knægten er lidt for blød," udtalte Mesteren i avisen. Men da Ole Olsen var på toppen, var han én af dem, der kunne få danskerne op af stolene. Det eneste, der kunne lokke min far inden for for at se fjernsyn, var, når de sendte speedway med Ole Olsen. Jeg husker sågar søndag eftermiddage i solskin, hvor den gamle sad sammen med os og skreg "KOM SÅ OLE".

At se fjernsyn om dagen - og især når det var vejr til at være ude - var ellers helligbrøde. En forbrydelse på linje med at stjæle, lyve og begå blodskam. Selv læste jeg Ole Olsens selvbiografi Speedway er mit liv. Jeg husker især et billede fra Ullevi i Göteborg i 1971; den aften Ole Olsen første gang vandt VM. Han er trukket udenfor og sidder på jorden for at koncentrere sig. Den aften, hvor han var hele sportens midtpunkt, trak han væk; det gjorde et stort indtryk på mig.

Ole Olsen tilhører speedwaysportens Hall of Fame sammen med ryttere som svenske Ove Fundin og Tony Rickardsson og newzealandske Barry Briggs og Ivan Mauger.

Tilbage til Fangel

På Fangel Speedwaybane er løbet er intenst. Egon Müller styrter lige foran os. Han slipper mærkeligt nok ikke cyklen, men har et godt tag i styret. Han snurrer rundt og rundt mellem cyklen og banens shale, dens belægning. Så længe snurrer han, at publikum bliver stille og blot står og stirrer. Han har ikke fået trukket i sin cut-out cord. Den snor, der fra motoren er bundet fast om rytterens håndled, og som ved et stærkt træk kvæler motoren. Til sidst dør Müllers motor ud, og hjælpere styrter til, men tyskeren rejser sig blot og slæber af sted med sin cykel. Publikum jubler.

Ligesom det er en bestemt kreds af lande, der deltager i international speedway, er det heller ikke alle dele af Danmark, der er lige meget med i speedwaysporten. Et af de steder, der er godt med, er Holstebro-området, hvor to af Danmarks nye holdverdensmestre kommer fra.

Jeg bor i den lille by Ryde udenfor Holstebro, og her følger man naturligvis med i, hvordan det går bysbørnene Bjarne Pedersen og Charlie Gjedde. Da verdensmesterskabet i august var gået til Danmark med de to lokale gutter på holdet, steg et par overgemte raketter fra nytår op på den nattemørke himmel. Det må man naturligvis ikke, men så stor en begivenhed for den lille by skal selvfølgelig ikke gå upåagtet hen.

Løbet på Fangel Speedwaybane er overstået, hvem der vandt det år, husker jeg ikke, men jeg husker den dejlige, sure lugt af brændstof, og jeg husker følelsen af at røre ved mit hår. Den stærke augustvind får nemlig fat i cinders og slagger, når rytterne kører på banen, og da vi står i vindsiden, er vores hår blevet stift og næseborene dejligt sorte.

Min mor slår hænderne sammen, da min far, min bror og jeg igen står hjemme i baggangen. "I guder, hvor ser I ud," ler hun, og vi står og føler os som nogle rigtige mænd; min lillebror og jeg; min far og Ole Olsen.

Thomas Høvsgaard er museumsinspektør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu