Læsetid: 5 min.

Spejderdrengen og jubelpessimisten

Er de unge danskere egocentriske navlepillere eller solidariske individualister? Morten Albæk og Rasmus Hylleberg krydser klinger i ny debatbog
3. juni 2005

Rasmus Hylleberg (f. 1974) er næstformand i Dansk Flygtningehjælp og medlem af Det Radikale Venstres hovedbestyrelse. Morten Albæk (f. 1975) er afdelingschef i Danske Bank og ikke medlem af noget parti, for efter eget udsagn gider han ikke flyve rundt som en supermand med et stort 'V' på brystet, og så kan man jo selv gisne om hans partipolitiske sympatier.

Hylleberg og Albæk har debatteret heftigt i avisernes spalter og ved offentlige møder på landets gymnasier, og nu har de hældt debatten på bog, udformet som en e-mail-veksling, der strækker sig fra august 2004 til april 2005. Her krydser de klinger, svinger sig i lianer og leger Rambo, som det hedder med nogle af deres egne metaforer. En imponerende drengeleg.

De to musketerer/abekonger/actionhelte har dybest set samme politiske ideal: et samfund bestående af "solidariske individualister", som det smukt formuleres mod korrespondancens slutning. Men hvor dette ideal for Albæk synes meget fjernt, mener Hylleberg, at vi er i fuld gang med at realisere det. 'Vi' er nærmere bestemt den unge generation (født mellem starten af 70'erne og slutningen af 80'erne), som Albæk selvpiskende har døbt 'generation fucked up' (count me out, jeg tilhører den langt mere visionære nå-generation -).

Fremskridt eller forfald

Hylleberg placerer idealet i en gylden og opnåelig fremtid, mens Albæk har tendens til at placere det i en svunden guldalder, "en folkelig og demokratisk guldalder, som aldrig har eksisteret", som Hylleberg klarsynet bemærker. Hvor historien for den forhenværende spejderleder Hylleberg er en kækt fløjtende march frem mod stadig lysere tider, er den for Albæk en forfaldshistorie.

Gang på gang påkalder Albæk nostalgisk den græske "agora", stedet for frie borgeres højlydte meningstilkendegivelse, og begræder, at den i dag er udskiftet med supermarkedet, stedet for den tavse forbrugers meningstilkendegivelse gennem indkøbsvalg.

Når det gælder familielivet, betragter Albæk ligeledes vore dages "medløberforældre" og "curlingbørn" som et fald fra et tidligere paradis:

"Væk er den kritiske samtale om emner af eksistentiel karakter, om liv og død, kærlighed og ensomhed, usikkerhed og utilstrækkelighed."

Hvornår var det nu lige, at den var der, den slags samtale mellem forældre og børn? Hvornår var det nu lige, at kernefamilien var rummet for den store, eksistentielle dialog? En endnu mere overraskende nostalgi finder man i Albæks begrædelse af forenings-Danmarks forfald. De unge gider ikke længere kridte banen og pumpe bolden i den lille lokale idrætsforening, og det er sgu da fucked up. Her mener Hylleberg ganske fornuftigt, at 'fællesskabet' måske ikke længere behøver at være forsamlingshuset i Sønder Omme.

Symptomatisk nok er de to debattørers respektive retorik gennemtrukket af de ting, de tager afstand fra. Hylleberg lyder ofte, som om han rent faktisk stod på talerstolen i Sønder Omme forsamlingshus (når han f.eks. opfordrer til at "droppe klagesangene og genfinde begejstringen og troen på, at fællesskaberne har en fremtid"), og Albæks opsang til supermarkedsdemokraten er skrevet på markedets supersprog: det gælder om at blive 'producent' af demokratiske værdier og tilegne sig 'borgerkompetencer'.

Børneopdragelse

Hylleberg og Albæk dedikerer bogen til deres helt små børn, som i hver sin kønsvariant bærer samme navn som det barn, der lagde skikkelse til Rousseaus store børneopdragelsesprojekt: Emil og Emilia.

Som disse navne vidner om, tror begge herrer på det enkelte individs oplyste opdragelse som vejen til et bedre samfund (igen altså en vej, som Hyllebjerg mener, vi marcherer ukueligt frem ad, mens Albæk mener, vi har forladt den, og må finde tilbage til den).

Hvis bare vi bliver ordentligt opdraget, kan vi vende udviklingen. Så kan vi forvandles fra statsligt og kommercielt administrerede objekter til frie, handlende subjekter. Her savner jeg nogle dybere overvejelser over demokratiets indbyggede dialektik og senkapitalismens indbyggede paradokser. Både Hylleberg og Albæk angriber tendensen til, at alle meninger er lige gode, og finder den i sin grundvold anti-demokratisk, fordi demokrati må bygge på den form for meningsduel, de herrers bog selv repræsenterer, frem for på slap tolerance af alle meninger.

Jeg er ganske enig, men hvad nu hvis omslaget fra lighed til lige-gyldighed, fra tolerance til apati, er indbygget i demokratiet selv? Og hvad nu, hvis den enkelte borgers 'frihed' er et retorisk bluf, der dækker over, at vi reelt set er reducerede til 'brugere', 'segmenter' og 'målgrupper'? Er det så nok bare at rette sig opdragende mod den enkeltes vilje- og handlekraft, hvad enten man (som Albæk) mener, at den skal genvækkes, eller (som Hylleberg), at den hele tiden har været vaks og vågen?

Kamphaner

Ved siden af forfalds-modellen dyrker Albæk ihærdigt en anden historiemodel: den store fantasi om generationernes kamp. Der er kun én generation, Albæk foragter mere end sin egen, og det er hans forældres, som han har døbt 'græshoppegenerationen': "generationen, der spiser alt og efterlader intet", og som egentlig er den, der i Albæks fremstilling har fucket næste generation op med sin frie opdragelse.

Med foragten for hele 68-generationen følger for begge debattørers vedkommende tilsyneladende en ringeagt eller laden hånt om et af denne generations store ligestillingsprojekter, nemlig feminismen. Hylleberg taler om solidaritet i termer af "brødre" og "broderskab" og mener, at vi alle har brug for "faderlig åndskraft og moderlig omsorg". Det kan godt gøre én lidt bekymret for, om den 'borger', de to kamphaner vil tale til i den enkelte, overhovedet kan være en kvinde.

Spørgsmålet er, om nogen af de herrers historiemodeller egentlig er den frugtbare vej frem. Hyllebjergs fremskridsoptimisme - troen på at oplysningen og friheden langsomt, men sikkert skal erobre hele verden - blev de fleste tænkere grundigt kureret for efter det 20. århundredes verdenskrige. Ambitionen om at genoprette tabte idealer er i bedste fald nostalgisk, i værste fald regressiv restauration. Forestillingen om generationskrig er pubertær. Ønsker man forandring, må man rette sig mod det bestående og det forgangne med en dobbelt gestus af kritik og redning. Den kunne man måske så tilvejebringe ved skiftevis at tage et snus Albæk og et snus Hylleberg. Og træde ind på demokratiets agora som noget andet end en prangende kamphane.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu