Læsetid: 8 min.

Jeg har ikke spildt tiden

En perfekt mor og husmor, men først og fremmest en perfekt elskerinde for sin mand. Det var kriteriet for at være en rigtig kvinde, og i mange år følte hun sig som en stor fiasko. Siden har bevæget på en livslang erotisk opdagelsesrejse. Og den er ikke tilendebragt, siger sexologen og terapeuten Maria Marcus
2. september 2006

Har du ikke snart fået nok? Det spørgsmål er seksualitetens grand old lady, Maria Marcus, blev mødt med nogle gange. Men nej, det har hun ikke, skulle hun hilse og sige.

I en alder af - en hel del år - har hun stadig stor appetit på den erotiske side af tilværelsen.

"Det bliver bedre og bedre. Ikke fordi jeg har et stort sexbehov, men fordi jeg elsker at elske. Det er en fantastisk måde at være sammen på, et sted, hvor krop og sjæl kan mødes. Det er bevidsthedsudvidende, men bare uden stoffer. Nogle har store højdepunktsoplevelser med musik, natur eller meditation. Jeg har det også med seksualiteten," siger Maria Marcus.

Det er længe siden, at hun med stor nysgerrighed kastede sig ud i en livslang opdagelsesrejse. Siden da har hun været sammen med rigtig mange mænd (og nogle kvinder) og realiseret sine fantasier om underkastelse og sadomasochisme. Og som om det ikke var nok, har hun skrevet offentligt om det alt sammen i en lang række bøger.

Det er en lille, spinkel og smilende dame med en elegant gylden pagefrisure og en let make-up, der tager imod i sin lejlighed og sin konsultation i Blågaardsgade. Men man skal ikke tage fejl. Er der noget, hun ikke bryder sig om at tale om - sin alder f.eks. - siger hun fra. Folk skal ikke møde hende forudindtagede og ikke sætte hende i bås. Basta. Det gør de så alligevel, og kampen mod alderspolitiet, som hun kalder det, fordommene og alt det, som 'man' bare ikke gør, har hun kæmpet mod det meste af sit liv. På egne og andres vegne.

"Det har vakt voldsom opstandelse, hver gang jeg har skrevet om mine forhold til yngre mænd. Min første mand var fire år yngre end mig og min anden sytten år yngre. Da den bog, jeg holder mest af, Lili-og-Jimi udkom, lød overskriften i B.T.: Yngre elsker søges. Jamen, det var en kærlighedsroman! Og hvorfor er det helt i orden, at ældre mænd er interesseret i yngre kvinder, men enormt provokerende den modsatte vej," spørger Maria Marcus.

En mislykket kvinde

Den røde tråd i hendes liv har udover mændene og seksualiteten, som "medierne fokuserer alt for meget på", handlet om at nedbryde tabuer og faste opfattelser af, hvordan mennesker, og specielt kvinder, skal være. Hendes første bog Kvindespejlet fra 1964 er en satire over datidens kvinderolle. Dengang Maria Marcus var ung, var der meget at leve op til.

"Man skulle være en god mor og husmor, men først og fremmest en god elskerinde. Det lå i tiden, og det kunne man læse om i al litteratur og se i film. Kvinden var enten madonna eller luder eller begge dele, og i orgasmen gik himmel og jord i et. En kvinde var en, der var vellykket erotisk. Og jeg følte mig derfor som en stor fiasko, for jeg fik ikke orgasme. Jeg gik til lægen og fik nogle hormonpiller, som ikke gjorde hverken fra eller til. Jeg var ikke perfekt erotisk og heller ikke perfekt som mor senerehen, for jeg kunne ikke holde mine børn ud 24 timer i døgnet, som alle andre kunne! Først da en veninde i en galgenhumoristisk tone spurgte mig, om jeg ikke synes, at det er frygteligt at have børn, gik det op for mig, at man havde lov til indimellem at føle sådan og tro på den måde, man selv oplever virkeligheden på."

Jagten på orgasmen og den mand, hun troede hun skulle finde for at blive forløst, skulle blive en anden rød og lang tråd i hendes liv. Det var længe før, man havde seksualundervisning i skolen, og derfor var man som ung kvinde meget uvidende om kærligheden og kønslivet.

Maria Marcus og hendes familie kom til Danmark i 1933, da Hitler havde overtaget magten, og faren var blevet afskediget som dommer i Hamborg. De boede på Strandvejen ved Charlottenlund Fort, men flygtede til Sverige i 1943. Maria Marcus kom tilbage som 19-årig efter befrielsen som nybagt student, deltog i studentergilderne og ventede længselsfyldt på at blive voksen og kaste sig ud i livet.

Hun besluttede sig for at læse sammenlignende litteratur på Københavns Universitet og husker en enkelt spændende opgave i et studium, som ellers viste sig at være lidt af en ørkenvandring.

" Jeg skulle gøre rede for Nietzsches tanker om det apollinske og det dionysiske, de to modsatrettede grundprincipper i tilværelsen. Det apollinske er harmoni, ro, balance og mådehold; det dionysiske det farlige, det grænsesøgende, ekstasen. Det apollinske, synes jeg, var borgerligt. Det var mine forældres hyggelige lejlighed, klassisk musik og hele borgerskabets dødkedelige moral. Jeg gik efter det dionysiske, ekstasen og det grænseoverskridende. Først mange år senere gik det op for mig, at de to kunne eksistere samtidigt."

Det åbne ægteskab

Hun var flyttet på værelse i København i gå-afstand til universitetet og boheme-værthusmiljøet på Tokanten, hvor det dionysiske var lidt lettere at komme i kontak med.

"Jeg var 19 år og meget genert, så det undrer mig i dag, at jeg turde. Jeg var klar over, at det at gå på værtshus i mine fars øjne var noget frækt, men frygten var åbenbart ikke stor nok til at overskygge spændingen ved det ukendte land. Sammen med min veninde prøvede jeg mig frem med lidt kysseri og flirt."

"Det var en meget spændende og ny verden for en pæn dommerdatter. Der var en del forhenværende modstandfolk, mænd der malede eller skrev eller studerede. Det var jo lige efter befrielsen, og der blev snakket meget politik, men også drukket og festet. Jeg nød at slå mig løs, og jeg så åbenbart bedre ud, end jeg troede, for der var mange, der var interesserede i mig, så med tiden begyndte jeg at gå i seng med dem. Det var dejligt og bekræftende, og bagefter var jeg altid forelsket i tre dage og sad og ventede på livstegn. Men der gik noget tid og en del mænd - 80 for at være helt præcis - før jeg mødte ham, jeg vidste, at jeg skulle giftes med," siger Maria Marcus.

Ikke alene var hun længere i sit karriereforløb end ham, han var også fire år yngre og 24, mens hun var 28. De blev dog enige om at det gik, hvis hun sørgede for at gå med nogle støttende bh'er. De fik børn ligesom vennerne, og havde begge to arbejde. De havde et dejligt ægteskab, selv om det varede en årrække inden, hun fik realiseret den eftertragtede orgasme.

På det tidspunkt var hun kunstanmelder på Information og skrev senere i bl.a. Ekstra Bladet, inden hun kom til DR's TV-kulturafdeling i 1962. Her portrætterede hun Leif Panduro, Halfdan Rasmussen og en række andre af tidens forfattere og lavede udsendelser om den kvindebevægelse, hun var blevet en del af.

Det 'åbne ægteskab' var på mode, og Maria Marcus og hendes mand havde hver en ugentligt 'friaften'.

"Der var et overskud til at nyde livet og følge sine lyster. Vi holdt mange fester, hvor man altid inviterede par, men sørgede for, at børnene var væk, så man kunne bruge børneværelset som bollerum. Det var en meget skøn tid. Tænk både at have trygheden og samtidig kunne gøre, hvad man havde lyst til. At det ikke var helt så enkelt, var de mange skilsmisser i den tid et eksempel på. Det blev jo som regel mere alvorligt, og også for os endte det med skilsmisse og hver sit nye ægteskab," siger hun.

Jagten på den sorte prins

Da hun var 45 og efter to ægteskaber ville prøve sin værdi på markedet, satte hun en kontaktannonce i Politiken, hvor hun løj sig 10 år yngre. Hjemme i sengen hos den 25-årige Per, der spurgte, om hun med hensyn til sin alder i annoncen havde forholdt sig helt til sandheden, indrømmede hun, at hun ikke havde opgivet det, hun kalder sin 'cpr-alder' og tilføjede:

"Ellers havde vi jo ikke ligget her nu! Det måtte han give mig ret i. Og så var vi aldrig blevet terapipartnere, der i dag kan holde 20-års jubilæum med vores sex-sommerkurser på Ærø. Så siden har jeg løjet om min cpr-alder; eller også er det den, der lyver om mig," siger Maria Marcus.

Et nyt kapitel i hendes liv begyndte, da hun vagte at tage orlov fra DR for at skrive den bog, som med ét skulle gøre hende meget berømt eller berygtet. Med Den frygelige sandhed, en brugsbog om kvinder og masochisme, afslørede hun sider af sin seksualitet, som var yderst tabubelagte. Hun havde ventet længe, inden hun fortalte om sin mangeårige længsel efter 'den sorte prins', sadisten, der skulle dominere og ydmyge hende, så hun, masochisten, kunne blive forløst seksuelt.

"Alene ordet masochisme var skummelt og perverst. Men det var en nødvendighed for mig at skrive den bog. For det første kunne jeg ikke acceptere, at noget der var så vigtigt for mig, var noget man ikke kunne tale om. Og så det paradoks, at jeg på den ene side var engageret i rødstrømpebevægelsen, hvor jeg gik imod enhver undertrykkelse mod kvinder, og samtidigt i min seksualitet havde denneher længsel efter 'den sorte prins', som netop skulle berøve mig min frihed og få mig til at elske min svaghed," siger Maria Marcus.

Magisteren supplerede sin læsning med alverdens psykoanalytisk og pornografisk litteratur og fik bekræftet, at kvinder alle vegne - i reklamer, film, billedkunst - var mest kvinder, når de elskede at underkaste sig. Først turde hun ikke udgive bogen i sit eget navn, men endte med at stå frem, og til hendes store lettelse tog kvindebevægelsen pænt imod den. Den blev begyndelsen til et nyt livskapitel for hende: Hun uddannede sig til psykoterapeut.

Jeg har intet fortrudt

- Fandt du noget svar på paradokset med masochismen?

"Det svar, jeg fandt, var, at seksualiteten er noget, der er grundlagt meget tidligt og har sine rødder i et dybere lag af personligheden end vores afhængighed af autoriteter. Med andre ord har vi en seksualitet, vi må acceptere, og som ikke har noget at gøre med, hvordan vi ellers fungerer i hverdagen og samfundet. Det har hele tiden handlet om at se nærmere på alle de fossile aflejringer, som forhindrer os i at være helt os selv. I 10 år fyldte det masochisme-kapitel utroligt meget i mine tanker og i mit liv. Så gik det simpelthen i opløsning."

- Mange vil synes, at det er meget modigt, at du er gået den vej?

"Modigt? Jeg er så træt af af det ord. Jeg har da også været bange undervejs. Men jeg har ikke valgt min vej. Det er snarere vejen, der har valgt mig. Men jeg tror, at jeg har turde, fordi jeg fået en god start. Jeg var et ønskebarn og havde nogle dejlige forældre; det var først senere, at dommerkontrollen kom ind i billedet. Jeg har i hvert fald altid været meget nysgerrig, og jeg synes ikke, at jeg har spildt tiden. Jeg fortryder ingenting. Kun det, som jeg ikke har gjort, har jeg fortrudt."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu