Læsetid: 6 min.

Spildte år i Congo

Congoleserne har aldrig haft noget at skulle have sagt, derfor er alt gået galt. Med slid og slæb kan de på 70 år nå fortidens gode dage
29. juli 2006

Den Internationale Valuta-fond, IMF, har en gulerod til Congos indbyggere: Alt kan blive som før! Guleroden hænger sammen med den kurve, som fondens økonomer har udregnet og optegnet for Congo - udviklingen i bruttonationalproduktet pr. indbygger.

Man behøver ikke være økonom for at forstå, at udviklingen er gået den gale vej, nedad. Og man behøver blot at være congoleser for at vide, hvad det har betydet: Faldende indtægter, færre og til sidst ingen mulighed for beskæftigelse til de unge, dårlig mad, megen sygdom, mange dødsfald, et udsigtsløst liv. Tænk blot på de afsavn en dansker skulle lide, hvis hun skulle nøjes med en fjerdedel af den samfundsindtægt, der var til rådighed her i landet for næsten et halvt århundrede siden.

Og så viser grafen endda kun en flig af virkeligheden. For ved kurvens begyndelse havde Congo også et velfungerende sundhedsvæsen, skolegang for alle børn og 145.000 km. farbare veje - alt sammen goder, der kun eksisterer i mindet.

Bevares - sundhedsvæsenets avancerede udstyr var hovedsagelig forbeholdt landets hvide mindretal, men afrikanerne kunne overalt blive behandlet for malaria, sovesyge og tuberkulose, og intet sted i Afrika fødte så mange kvinder under så sikre forhold. Skolerne rakte kun til tre-fire års uddannelse, men de var næsten gratis.

I dag underviser lærerne efter betaling, læger behandler kun efter kontant forskud. Vejene er opædt af skov og regn.

Kurven knækkede

IMF's løfte til congoleserne begynder nogenlunde således: For tre-fire år siden knækkede kurven, fordi regeringen gennemførte en række økonomiske reformer - under tæt overvågning af og vejledning fra EU, IMF, Verdensbanken og stormagternes ambassader. Der blev fred i større og større områder, og det betød samlet, at Congos økonomi for første gang i årtier voksede; vækst-raten nåede helt op på fem procent om året. Og således lyder løftet: Hvis I fortsætter med at renovere jeres antikverede, korrupte og ineffektive statsapparat, og hvis I sørger for, at krigen ikke bryder ud igen, og hvis I bliver ved med at forbedre de økonomiske forhold, og hvis I fastholder fem procent årlig vækst, år ind og år ud, så vil I nå tilbage til at have den samme gennemsnitlige økonomiske velstand, som I havde for 46 år siden ved Congos selvstændighed - om 70 år.

116 spildte år er altså congolesernes mest lyserøde fremtidsvision.

Risikoen er stor for, at selv så beskedent et mål forbliver en illusion. Congo har aldrig oplevet 70 år uden krig, og kampen om de knappe ressourcer har aldrig været så skarp som nu. Hvad angår økonomisk vækst, kunne den belgiske kolonimagt fint i sine mest effektive år berige moderlandet. Men det krævede tvangsudskrivning af afrikansk arbejdskraft eller, senere, et apartheid-system, hvor hovedparten af landets indbyggere blev holdt på stor afstand af viden om, planlægning af og ansvar for samfundet og dets mekanismer. Landets afrikanske indbyggere fik kun adgang til samfundets 'moderne' sektor, når de hvide havde brug for dem, og helt symbolsk skulle byernes kommercielle og administrative centrum og de hvidesvillakvarterer efter solnedgang være tømt for sorte - tyende og tjenere naturligvis undtaget.

Der er ikke plads på denne avisside til at opremse alle de farer, forhindringer og fascistoide tendenser, der truer Congo. Det kan naturligvis gå meget galt. Som historien viser, bryder samfund dog sjældent sammen, heller ikke stater, nærmest uanset hvor forfærdende forhold, dens borgere levere under: Afrika har utallige samfund, der går lidt frem, derefter lidt mere tilbage, og stadig forbliver som fastlåst i klodens klamme underklasse. I denne sump finder vi sandsynligvis også Congo i resten af læserens levetid - medmindre verdens rigeste regioner beslutter sig for en generel ændring af kontinentets tilstand.

Vestens interesser

Congo er endnu et eksempel på, at netop verdens rigeste regioner afgørende kan bestemme skæbnen for et afrikansk land. Det var ikke congoleserne selv, der bestemte, at et par hundrede centralafrikanske folkeslag med vold og magt skulle mokkes sammen til et af kontinentets største og mest ustyrlige lande - men europæiske statslederes hjemlige magtmanøvrer, der sendte dem i armene på en grisk belgisk konge og hans brutale lejeknægte.

Og det var heller ikke så meget congoleserne selv, der bestemte, at det seneste halve århundrede skulle være økonomisk spildt - som det var beslutninger i Washington, Bruxelles, Paris og Moskva under den kolde krigs kyniske logik. Det var vestlige beslutningstagere, der likviderede Congos demokrati, indsatte diktatoren Mobutu Sese Seko og fastholdt ham ved magten - ikke med det formål at tjene congoleserne, men Vestens sikkerhedspolitiske interesser. Da disse interesser ikke omfattede Congos interne forhold, herunder velstand, velfærd og sikkerhed, fik Mobutu reelt frit lejde af Vesten til at lade sit land og folk plyndre og forarme.

Nu ligger congoleserne så, som vi har redt. Det synes de er unfair. Men de har hverken tradition for selvmordsbomber eller hellig krig, landet har ingen afgørende oliekilder at lukke for, og selv om verden i de seneste år har sat højere pris(er) på landets rige mineralbeholdning, så har Congo ingen råstoffer, som ikke kan fremskaffes fra et andet fattigt eller villigt land. Congoleserne kan altså brokke sig over global uretfærdighed, så meget de vil, de kan sno sig og vride sig - de får og har ikke andre muligheder end at være realistiske, kræve det umulige og hive sig selv op ved håret.

Det er et liv, de kender. I et samfund findes 'spildte' år naturligvis ikke: Mænd og kvinder har elsket, børn er født, livet er fortsat, og erfaringerne med nye verdensordener er registreret, bearbejdet og videregivet. Med demokrati og donorbevågning er spillereglerne internt i landet marginalt ændret til borgernes fordel, og i et samfund, der gennem et halvt århundrede kun har kendt tilbagegang, kan det godt føles som fremgang, hvis man reelt kun har standset nedturen.

Tilpasser sig

Congoleserne har mange hundrede års erfaringer i at håndtere dramatiske skift i deres verden, allerede i 1480 blev deres lokale og regionale handelsnet rystet af, men siden indrulleret i, en globaliserende, europæisk domineret økonomi. Siden har de igen og igen vist, at de med innovation og pragmatisme kan tilpasse sig ny efterspørgsel og nye handelsveje.

Da denne forfatter forrige år rejste ad landevejen mod vest fra hovedstaden, var disse evner afsat som nye fysiske spor i landskabet. Vejen er blevet asfalteret for at få udenrigshandelens containere hurtigere frem - men langs denne nye kommunikationslinje vokser lagre af brænde, bananer, bønner, majs, geder og tømmer, og hver eneste bil på vej mod hovedstaden stønner under vægten af den overskudsproduktion, som regionens bønder hurtigt har fundet frem til hovedstadens behov. Tilbage fra byen strømmer transistorradioer, cementsække, solbriller, tagplader, skolehæfter, kuglepenne og kontanter.

Og mens floderne efter krigen langsomt åbnes for mere samhandel, mens gamle skibe osende vender tilbage til de århundredegamle vandveje, mens fragtkanoer læsses med slagtegrise og kaffehøst, opruster bønder og handelsmænd og menigmand til samme udvikling i resten af landet. I det nordlige Zambia, endnu et globalt udkantsområde, kan rejsende fortælle, at congolesiske indvandrere står bag nye, blomstrende handelsbyer - de ser muligheder, hvor zambierne ser stagnation.

Naturligvis vil congoleserne blive snydt og berøvet af krigsherrer, korrupte landbetjente og svinske provinsguvernører. Men ved næste valg kan de stemme dem ud igen, hvis de bliver for grove. Og selv om den internationale klasseorden består, kan nogle af IMF's højt besungne reformer muligvis hjælpe: Fra og med dette valg kan centralmagten for eksempel ikke længere støvsuge resten af landet for værdier: Nu beholder den nyvalgte provinsguvernør, eller rettere provinsregeringen, 40 procent af provinsens skat - til gavn for provinsens borgere og ikke en fjern, korrupt centralregering.

Om 70 år er alting anderledes.

Peter Tygesen er journalist og forfatter. Han har bl. a. været Afrika-korrespondent på Berlingske Tidende, Paris-korrespondent på Radioavisen, udlandsredaktør på Information og udgivet adskillige bøger, senest 'Congo - formoder jeg'. Peter Tygesen vil fremover være tilknyttet Information som udenrigspolitisk kommentator

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu