Læsetid: 7 min.

Jeg spiller derfor er jeg

Er ludomani et affaldsprodukt af oplevelsesøkonomien? Et udtryk for kapitalismens kollaps på individuelt plan? Eller et mislykket selvrealiserings-projekt? Budene er mange, men én ting synes eksperterne at kunne blive enig om: Ludomaner sætter ikke bare deres penge på spil. De sætter hele deres væren på spil, og risikerer derfor også at tabe sig selv
27. oktober 2006

Der er snart ikke det sted, hvor man ikke kan købe en tipskupon eller et skrabelod. På TV2 bliver pengespillet Deal/No deal vist i bedste sendetid, mens programmer i alle genrer ledsages af sms-konkurrencer med kontante præmier. Flere dropper job eller uddannelse for at starte en karriere som pokerspillere på nettet, lige som enhver sportsinteresseret med respekt for sig selv naturligvis er tilmeldt et drømmehold. Og er man ikke blevet mæt, er der stadig lottospil, enarmede tyveknægte og kasinoer at kaste sig over. Udbudet af pengespil har aldrig været større, og det vokser med stor hast, fortæller Michael Bay Jørsel, leder af Center for Ludomani.

"Det store udbud, tilgængeligheden og reklamerne for pengespil har gjort spil til en comme-il-faut-affære. Engang var det noget, halvskaldede mænd på bodegaer foretog sig i det skjulte, men i dag er det blevet en hr. og fru. Danmark-beskæftigelse," siger han.

Tallene bakker ham op. Ni ud af ti voksne danskere har prøvet at spille om penge, og langt de fleste spiller både fornuftigt og moderat. Men der er en gruppe, som ikke forstår at holde igen. En gruppe, for hvem spillelysten er blevet en lidelse. En gruppe, der går under navnet ludomaner.

For tæt på pengene

Den første kortlægning af spilafhængighed i Danmark viser, at godt 5.ooo danskere er ude i et egentligt spillemisbrug og kan betegnes som ludomaner, mens yderligere 80.000 stamper i kulissen som henholdsvis problemspillere og risikospillere. Undersøgelsen, som Socialforskningsinstituttet står bag, siger ikke noget om, hvorfor nogle mennesker frem for andre udvikler ludomani. Men ifølge Ole Bjerg fra Institut for Folkesundhedsvidenskab i København er forskellen på at være almindelig spiller og ludoman mindre, end man tror.

"Vores samfund er gennemsyret af spil, og interessen for at spille er enorm. Ludomanen er bare lige en tand ud over den grænse, som vi andre holder os indenfor. Men det er en gradsforskel, og hvis du befinder dig akkurat på den anden side af grænsen kan du lige frem være en helt, som for eksempel den danske pokerstjerne Gus Hansen er," siger Ole Bjerg.

Han definerer en ludoman som et menneske, der er kommet for tæt på pengene og derfor har mistet troen på dem. De har mistet deres aura som noget særligt kostbart, man skal passe på.

"Ludomani består basalt set i at ens forhold til penge er kollapset. Normalt har vi nærmest et andægtigt forhold til penge. Når vi køber noget, som koster mange penge, forbinder vi det med noget værdifuldt, og generelt bruger vi penge til at skabe betydning i de relationer, vi indgår i. Men det, der er karakteristisk for ludomanen, er, at han har mistet troen på, at penge har en særlig betydning," siger Ole Bjerg og uddyber:

"En ludomans karriere begynder typisk ved, at han pludselig vinder et mærkbart beløb. Og den erfaring, at der pludselig kommer penge dumpende ned fra oven - og at de forsvinder lige så hurtigt igen - gør, at han gradvist mister troen på dem."

Ole Bjerg fortæller om en fyr, der havde spillet for flere millioner og begået underslæb inden han kom i behandling og blev rask.

"Da han vendte tilbage for at besøge sin gamle behandler sagde han: 'Det er fantastisk, jeg har 100 kroner i lommen, og dem er jeg glad for'. Det var hans billede på at være blevet rask. At han havde fået troen på pengene tilbage," siger Ole Bjerg.

Menneskeligt affald

Rasmus Johnsen er ph.d. på Copenhagen Business School. Ifølge ham skal ludomani forstås som et affaldsprodukt af den omsiggribende spilkultur. Han har tidligere skrevet om oplevelsens rolle i selvrealiseringens tidsalder og vist, hvordan oplevelsesøkonomien også har en bagside.

"Det er ikke sådan, at man automatisk bliver syg af at være på oplevelsesmarkedet. Men jeg mener, at der er nogle mekanismer i oplevelsesøkonomien, som producerer, hvad man kunne kalde menneskeligt affald," forklarer Rasmus Johnsen. Ifølge ham er ludomani et såkaldt affaldsprodukt af spilindustrien på samme måde, som fænomenet happy-slapping er et affaldsprodukt af telekommunikationsmarkedet.

"Der er en lang række biprodukter, som man ikke indregner i de meget optimistiske fortællinger om, hvad oplevelsesøkonomi er. Man regner bare med, at når folk realiserer sig selv, så gør de det altid godt," siger han.

Men erfaringen viser, at det ikke er tilfældet, mener Rasmus Johnsen og peger igen på ludomanen som eksempel. Ludomanen investerer ikke bare sine penge, når han spiller. Han investerer samtidig hele sin personlighed i spillet, forklarer forskeren:

"Når ludomanen satser alt, hvad han ejer, sætter han både sit arbejde, sin familie og sine sociale relationer på spil. Han sætter i realiteten hele sit liv på spil, og det gør, at han får en intensiv betydning for sig selv. En nu-kan-jeg-mærke-at-jeg-lever-følelse. Men samtidig indebærer det, at han hele tiden står på kanten af, hvad hans person kan holde til.".

Derfor er det også hårdere for ludomanen at tabe, end det er for almindelige spillere, mener Ole Bjerg fra Institut for Folkesundhedsvidenskab i København.

"Det er et enormt hårdt slag for ludomanen, når han taber, for det er hele hans væren, der er på spil. Hvis jeg gik ind på et kasino og tabte 5.000 kroner, så ville jeg jo ikke tænke, at jeg er et dårligt menneske, for det har jeg slet ikke investeret i det spil. Men det har ludomanen," forklarer Ole Bjerg:

"Mens vi andre måler vores værd i forhold til arbejde, kæreste, venner osv., måler ludomanen sit værd i forhold til spillet. Når han sætter sine penge på rød nr. 19, spørger han i virkelighed rouletten: 'Hvad er jeg værd som menneske?' Hvis han vinder, svarer den: 'Du er meget værd', og hvis han taber, svarer den: 'Du er ikke noget værd. Du er taber'," siger Ole Bjerg.

Det handler om spænding

Den slags dybdepsykologiske betragtninger vil leder af Center for Ludomani, Michael Bay Jørsel dog helst holde sig fra. Men at spilafhængighed handler om andet og mere end penge, lægger han ikke skjul på.

"Ludomani handler dybest set om, at det er skide spændende at spille. Men det er klart, at man også får nogle psykologiske gevinster, når man er på sit foretrukne spillested. Er det i en automathal, så er man kendt af de andre, som glæder sig til at se en. Og er det i et kasino, så befinder man sig i en selviscenesat James Bond-koreografi, hvor man kan lege, at man er noget andet og mere end i den virkelige verden," forklarer Michael Bay Jørsel. Omkostningerne er til gengæld - ud over de penge man sætter til - at man ikke længere er nærværende, når man er sammen med sin familie og sine venner:

"For det eneste, ludomanen kan tænke på, er, hvor han skal få 50.000 kroner til at spille for i aften. På den måde taber ludomanen ikke bare sine penge, han taber også sin tid og sine sociale relationer og på sigt risikerer han at tabe sig selv i eksistentiel forstand," siger Michael Bay Jørsel.

Ikke tilfældigt

Det er svært at sætte en egentlig personlighedsstruktur på ludomaner, men ifølge Michael Bay Jørsel er den gennemsnitlige mandlige ludoman omkring de 30 år, mens kvinderne er lidt ældre.

Profilen på en pokerspiller er derimod en yngre mand, 21-29 år gammel, som er under uddannelse. Trods individuelle forskelle har stort set samtlige ludomaner dog mindst én ting til fælles, fortæller Ole Bjerg. Nemlig det forhold, at de ikke tror på, at spillene er tilfældige. De fleste ludomaner forsøger således at projicere en eller anden form for mening ind i spillene, fortæller han.

"Det kan for eksempel være manden, der insisterer på, at spillet følger en særlig logik eller kvinden, der tror, at hendes tilstedeværelse i rummet påvirker udfaldet på rouletten," siger Ole Bjerg.

Michael Bay Jørsel supplerer:

"Fællestrækket for risikospillere, problemspillere og ludomaner er, at de alle lider under fejlagtige forestillinger. De har nogle faste ritualer, der skal udføres, og som regel er de båret igennem af irrationelle tanker: 'Det skal nok lykkes for mig, jeg skal bare vente lidt endnu'," siger Michael Bay Jørsel.

Han er ikke i tvivl om, at spilindustrien globalt set vil fortsætte sit eksplosive vokseværk de kommende år og peger på internettet som fremtidens store nye udklækningscentral for ludomaner. For det første fordi internetspillene går så rasende hurtigt, at man dårligt nok registrerer, at man taber. Og for det andet fordi spillene foregår med symbolske penge.

"De penge, man satser, har ikke den samme psykologiske realværdi, som hvis man stod med 1.000 kroner i hånden og overvejede: 'Skal jeg satse dem her på rød nummer 20, eller skal jeg købe de Marlboro-bukser, som jeg længe har drømt om at få, men ikke har haft råd til'," siger Michael Bay Jørsel og uddyber:

"På nettet er man i sin egen verden - isoleret fra andre mennesker - og derfor er jeg bange for, at internettet vil være den spilleplatform, hvorfra den næste generation af spilleafhængige personer desværre ser ud til at blive udviklet fra."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her