Spørgsmål: Hvad er det, der forbinder Dirty Harry og fodbold? Svar: En beruset dansker, der overfalder dommeren i weekendens kamp mellem Danmark og Sverige. I matchens døende sekunder og umiddelbart efter Christian Poulsens mavepuster iler en stærkt beruset 29-årig dansker ind på banen og når lige at plante en halvkikset lussing på hovedet af den tyske dommer Herbert Fandel. Michael Gravgaard er dagens helt og får uden brug af unødig vold genet klaphatten ud af banen. Efterfølgende bliver roliganen med de mange øl i kroppen så frustreret over det skete, at han knalder hånden ind i en mur og brækker en finger.
Resten af begivenhederne er ren medieporno. Idioten kommer i grundlovsforhør. Forsvareren får indprentet nødvendigheden af navneforbud. Anklageren vil statuere et eksempel og ser helst, at spasseren udover et par måneder i fængsel af egen lomme skal betale DBU's forventede indtægtstab. Mens sms-beskeder med påstået navn og adresse på gerningsmanden og lovning om tæsk og det, der er værre, cirkulerer i Dannevang, er formiddagsaviserne i gang med at lege middelalder midt i en tid, hvor mediedemokrati er på alles læber. Der er ikke noget bedre end internettet til at spille rollen som selvtægtende, bidsk hund af ren beskyttertrang over for folkestyret, landsholdet og vores gudsgivne ret til morskab i Parken. Vi elsker nyheder. Og de må gerne suppleres med en helikopter fra TV2 News og noget følelsesfuldt lir, så vi personligt kan engagere os. Manden skal bare dø, skal han. Og helst på en beskidt måde, så han rigtig kan lære det.
Hvem er denne idiot
På trods af et uforglemmeligt comeback vandt vi ikke i lørdags, og som fodboldkendere allerede vil vide, halede vi en åndeløs 3-3-stilling frem alene på publikumsstøttende goodwill og kollektivt pres fra de øverste af Olsens omvendte trekanter. Der var langt til Ole Madsens hælscoring i 1965 eller for den sags skyld ekvilibristisk ballonbold à la Zlatan Ibrahimovic.
Det lignede næsten et mirakel, da den forløsende, men altså udeblevne træffer til cifrene 4-3 lige præcis blev smadret af to gange vold. Æv, nu havde vi for helvede lige fået skovlen under svenskerne! Vi danskere stod og bankede på døren til Paradis, og i kampens hede glemte vi ikke overraskende, at hvis UEFA's normale præcedens - en ny kamp med resterende kampminutter plus tillægstid på neutralt stadion - var trådt i kraft i stedet for det bål og brand, som DBU nu må lægge ryg til, så ville hele balladen både begynde og slutte med et svensk straffespark. Minderne om storhed, der samtidig nærer driften efter at rulle idioten i tjære og fjer, siger 4-3 til os. Sandheden er naturligvis en helt anden. Vi havde tabt under alle omstændigheder. I formiddagsaviserne rangerer den stærkt underholdende personhetzs side om side med bare balder og celebre babes over 35. Det er hygge, så det sjasker. Der er ikke noget bedre end en rask katastrofe eller eventuelt en bekendelse eller lidt dyneløfteri til aftenkaffen og den kollegiale sludder ved middagstid. Indrammet af billede og gerningssted spurgte en kendt avis malende: 'Hvem er denne idiot'? De kunne li' så vel have spurgt, om der venligst var nogle flinke sjæle rundt omkring i landet, der havde lyst til at slå den formastelige ihjel. Selvtægt forklædt som opportunistisk journalistisk - eller er det omvendt?
Medieopportunisme
Misforstå mig ikke. Der er skyldige i sagen. Poulsen virkede som om, han havde vundet sin professionalisme i Lotto. Den 29-årige dansker, bosat i Sverige, lignede en parodi på menneskeheden, og sikkerhedsvagterne i Parken ville med weekendens optøjer på CV'et have været magtesløse i en børnehave, hvor de var blevet beordret til at passe på de hårde purke fra Blå Stue. Selv Don Ø syntes i kampens hede, at ølkastning på svenske journalister var nogenlunde i orden.
Jeg elsker fodbold. Og jeg græmmes på det smukke spils vedkommende, og jeg skal nok la' vær' med at nævne alle eksemplerne på uhørt værre episoder fra fodboldens skyggesider i Italien, England eller på Balkan.
Men medieopportunismen kan også strækkes så langt, at den bliver en ubehagelig, selvopfyldende profeti. Den udstillede voldsmand skal straffes. Det har man jurister og en dømmende myndighed til. I 2007, hvor følelsesporno og nyhedsliderlighed tilsyneladende er fusioneret til gensidig ukendelighed, er den frådende offentlighed også med på en kigger. Gå på nettet og opdatér din vrede. Send en sms og deltag i kredsløbet om de unavngive, men indlysende skurke. Læs avisen og bliv forvisset om, at offentlighedens rum ligner sig selv. Man kan levende forestille sig, at dem, der tager opgaven om at sætte navn, ansigt og adresse på lørdagens ballademager alvorligt og forsøger at lappe på roliganismens splintrede verdensbillede, selv er af den uvorne slags og måske ikke går af vejen for en god gang fodboldvold. Og så endda med rigets velsignelse.
Bjarne Riis må gnide sig i hænderne. Lørdagens kampe, på banen og i medierne, må virke som manna sendt fra den kommunikationsstrategiske himmel. Så snakker vi endelig om noget andet end EPO og nationalt bedrag, og den sødsuppe, der blev til overs, efter at Anne Dorthe Michelsens 'Bjarne og de høje bjerge' røg til jorden med et ordentligt syndefaldsbrag, kan vi nu passende mobilisere i jagten på den narrøv, som ødelagde vores glansbillede om dydig fodbold og retro-klaphatte. Og så endda i den bedste sendetid.
Artikel side 5: Nye tømmermænd til den danske sportsnation
