Læsetid: 10 min.

Man spiller poker eller skak med historien, når man skriver

Forfatterparret Christian Dorph og Simon Pasternak er undervejs med ny krimi, der tager udgangspunkt i den celebre afsløring af den kryptonazistiske kreds Ringen med blandt andre Ole Wivel og Knud W. Jensen
2. juni 2007

Stedet er Information, nærmere betegnet undertegnedes kontor, der ligger for enden af det, der mest ligner en kollegiegang. Kontoret har udsigt over Frederikstadens tage og et kirkespir, som må være Nikolai Kirke. Sådan er kontoret beskrevet i Christian Dorph og Simon Pasternaks nye krimi, der udkommer til efteråret. I bogen huserer ikke en kulturredaktør indblandet i en kriminalsag, men derimod journalist, Jens Nielsen, en af hovedpersonerne med et par stærke hemmeligheder i ærmet. Derfor foregår interviewet her.

Tiden er 1979. Midt i den værste økonomiske krise og kulmination på Den Kolde Krig og atomoprustningen. I baggrunden for plottet taler afgående finansminister Knud Heinesen: "Nogen fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs mod den, og vi kan se den. Vi kan se den tydeligt, og jeg vil skønne, at vi er to-tre år fra den..."

Krimien har derfor titlen Afgrundens rand. Sagen er et bestialsk mord på rigmanden Keld Borch, som i den efterfølgende efterforskning viser sig at have forbindelse til en kreds af æsteter og salonnazister, som dyrker germansk litteratur og kultur på en homoerotisk måde. Der optræder således i kredsen en Adam Wolf, digter og nu departementschef i Forsvarsministeriet, som just har udgivet sine memoirer Icaros' Fald.

Så er det, man spærrer øjnene op, for det er svært ikke at tænke på Ole Wivel og Knud W. Jensen, der begge deltog i den hemmelige loge kaldet Ringen sammen med den østrigske nazist Fritz Waschnitius før og under Anden Verdenskrig. Der optræder i Afgrundens rand da også en tysk nazist, Heinz Richter, som spiller en vis rolle i bogen.

Ole Wivel udgav i 1972 sine erindringer Romance for valdhorn, hvor han stod ved sin ungdoms flirt med 'heroismen, fordømmelsen af de moderne demokratier, ungdomsforgudelsen og drømmen om den germanske kulturmission i Europa', men han bedyrer også, at han med Besættelsen besindede sig og lagde luft til Fritz Waschnitius og sværmeriet for Tyskland. Men som Jørgen Hunosøe kunne afdække for nogle år siden, så holdt Wivel sig ikke helt til sandheden, da han i 1972 skrev sine erindringer. Wivel var meget længe om at skifte standpunkt.

Dorph og Pasternak har med andre ord gjort en af de senere års mest fantastiske afsløringer til litterært stof, ja til handlingsspor i en krimi.

Den valgte Berlinmur

Kan man i fiktionens form tillade sig at gå så tæt på de virkelige personer i den historie? Forfatterne bedyrer, at der ikke er tale om en nøgleroman:

"Der er ingen tvivl om, at det her i landet er en af de største intellektuelle skandaler i det 20. århundrede. Det kan man ikke bare lade ligge. Hvis man læser bogen, kan man se, at det ikke er en nøgleroman. Vi tager udgangspunkt i den sag, men laver det om og sætter i øvrigt det hele på spidsen. Den skandaløse fortrængning af egen fortid, og af vores kollektive erindring af, hvad der skete, er et meget interessant udgangspunkt. Når meget kloge og elitære mennesker laver en Berlinmur ned gennem deres egen fortid, så mangler man en hel dimension af vores fortid, nemlig at der rent faktisk var mange, der var fascineret af højrefløjen, og at der også var tale om en meget interessant kunstnerisk avantgarde, som var antiparlamentarisk,", siger Simon Pasternak og tilhøjer:

"Når man skærer de øvre lag af nazismen, så står man tilbage med forklaringer, som har at gøre med socialt mindreværdskompleks, psykosociale, seksuelle fortrængninger og alle de der forklaringsmodeller. Jeg fik et chok af de store, da jeg hørte den historie. Det kan bare ikke lade sig gøre, at de her fantastiske mennesker, der har gjort så meget for dansk kultur her havde en fortid, som var så modsat af, hvad man skulle tro. Når man skærer den her øvre del væk, så forstår vi ikke vores egen historie, forstår ikke, hvad det er, avantgarde og kunst handler om. Kunst er måske i bund og grund bare en umoralsk aktivitet. Det er forkert at sige, at avantgarde skulle være rar og venstrefløjsagtig, for den kan ligeså godt være Ernst Jünger, en forfatter vi er meget fascineret af."

Med en fantastisk cocktail af undergangsstemning, kryptonazistisk og magtfuld vennekreds og storpolitik, der udspiller sig rundt omkring i Danmark, Berlin, Østtyskland og Polen og slutter ved et kendt skibsværft i Gdansk, har de to forfattere skrevet en krimi, der vil vække opsigt. Fiktionaliseringen af Ole Wivel-historien vil i sig selv igen kunne forårsage overskrifter. For de to forfattere står Ole Wivel-skandalen imidlertid ikke længere i centrum. Det gør derimod den alternative samtidshistorieskrivning, som de leverer.

"Man spiller på en eller anden måde poker eller skak med historien, når man laver sådan nogle romaner," siger Dorph.

Han fortsætter, at de fra starten helt klart ville tage udgangspunkt i Wivel-historien, men at de på den anden side ikke var interesserede i, at det skulle komme til at handle om det.

"Vi har forsøgt at skrive os væk fra de her personer. Vores incitament var i starten mere et opgør med Heretica-generationen, end det er blevet til. Vi var kunstnerisk set gale på dem. Der var meget bedrag i at skifte germanismen ud med norden og alt det der antimoderne og bagstræberiske, der ligger i generationen. Og så den der frygtelige patos," siger Dorph.

Forfatterne udfører deres egen lille hævn over Heretica-forfatterne ved at sætte den jordbundne kommissær Larsen på moderne lyrik. Larsen undrer sig f.eks. over, at lyrikerne hele tiden bruger ordet tavshed i stedet for bare at holde deres kæft.

Opgør med svenskerne

Christian Dorph er oprindelig lyriker, men har også en række krimier bag sig. For nogle år siden udgav han sammen med Simon Pasternak, der til daglig er redaktør på Gyldendal, den fælles krimi Om et øjeblik i himlen, der foregår i 1975. Dermed blev også en serie af krimier sat i søen, der med omkring fem års mellemrum har som ambition at skrive et stykke dansk samtidshistorie fra midten af 70'erne og frem.

Hvor Om et øjeblik i himlen er en fabel over et årti, dets mange forviklinger og forvirringer og usikre identiteter, er Afgrundens rand skrevet med udgangspunkt i, at de store sociale og politiske eksperimenter fra årtiet er i færd med at lægge sig selv i graven.

De stabile figurer er kriminalkommissærerne Ole Larsen og Erik Rohde. I Afgrundens rand føjes endnu en ny figur til, nemlig den første kvindelige kriminalassistent i drabsafdelingen, Anita Jensen, som både de mandlige læsere og forfatterne ikke kan lade være med at blive forelskede i.

Dorph og Pasternak skriver sig med deres krimier ind i en i hvert fald svensk tradition for politiromaner, men de gør samtidig også noget andet.

"Vi har det dobbelt med den skandinaviske krimi. På den ene side kan vi godt lide Sjöwall og Wahlöö og mange af de andre svenskere, fordi der er en realisme og genkendelighed, men problemet er dens moralisme og overtydelighed. Fra Sjöwall og Wahlöö og frem kan man næsten altid se, hvem der har begået forbrydelsen, hvad enten det er den lille mand, der er blevet presset af det onde samfund eller simpelthen bare den onde kapital. Vi har her en detektiv, der kan være melankolsk, fordrukken eller skilt, men vi ved altid, hvor vi har vedkommende. Og det generer os," siger Pasternak

"Vi er også i opposition til svenskerne, som gør deres kommissærer alvidende og kloge. I Arne Dahls krimier - som vi i øvrigt godt kan lide - beskæftiger de sig eksempelvis med alt muligt, læser Rilke og har teologiske diskussioner på et højt niveau. Der står vi helt af. Vi kan godt lide den måde, politifolk er kloge og kløgtige på. De er almindelige mennesker, men så ved de også alt muligt. De er alvidende på en interessant måde," siger Dorph.

"Vi er ret fascineret af James Ellroy, der har nogle anderledes skumle personer, der bevæger sig på grænsen af det gode og det onde, og som har nogle meget labyrintiske plots, hvor det ikke er så tydeligt, ordensmæssigt og moralsk," siger Pasternak.

"Den skandinaviske krimi er mere opbyggelig. Den genopretter ordenen," siger Dorph.

"Ja, det er en velfærdsstatskrimi," tilføjer Pasternak.

Kulørt eller litterær

De to forfattere vil noget med krimigenren. Hvis kriminalromanen umiddelbart bliver opfattet som en kulørt genre, så forsøger de at gøre en kulørt genre mere litterær.

"Den skelnen mellem kulørt og finlitterær er vi ikke så meget for. At det skulle være i krimien, at den samfundsmæssige historie bliver skrevet er selvfølgelig noget ævl, for den bliver skrevet alle mulige steder. Men det ligger indbygget i krimigenren, at den bevæger sig mange steder hen, socialt, psykologisk og litterært. Den kan skifte fra det høje til det lave, fra det patetiske til det ironiske, fra Shakespeare og til virkelig platte jokes," siger Pasternak.

Og Dorph føjer til, at man i en såkaldt finlitterær roman typisk vil blive i ét miljø, men at det ligger i hele krimigenren "at man både taler med luderen på Halmtorvet og tager op til Klampenborg og taler med direktøren og kommer rundt i forskellige hjørner."

Pasternak siger, at krimien har en spændingsmotor, der fører læseren rundt: "I krimier er det et princip, at du skal ud af politivognen og se, hvad der er sket. Man laver derfor nogle plots som slynger os rundt i tiden."

Og i den nye roman får man både koldkrigsatmosfære, gammel nazikreds, grønlandsk mystik, tyrkisk mafia, pædofili og meget mere.

Ind i 70'erne

Hvis det tidligere var sådan, at Pasternak udkastede plottet, mens Dorph stod for at skrive det hele sammen, så er arbejdsfordelingen med tiden blevet en anden. Plottet udvikler de sammen, og de skriver hver deres kapitler, bytter derefter materiale og skriver videre på det. Det hele bliver skrevet igennem flere gange, således at man til sidst som læser ikke kan se, om det er forfatteren eller forlagsredaktøren, der skriver.

Fascinationen af 70'erne har de også til fælles.

"Det handler om at spejle sig i den tid, hvor verden lander på fødderne igen efter 1968, og dér er 1970'erne eksotiske i forhold til 80'erne. Det er som om, verden for alvor bliver, som den er i dag i 1980'erne," siger Dorph.

I Om et øjeblik i himlen lander forfatterne nogenlunde samme sted som Peter Øvig Knudsen gør i Blekingegadebanden, nemlig der, hvor det politiske engagement går amok.

"Sammenhængen med Øvig holder et langt stykke ad vejen, men han beskæftiger sig især med det politiske. Vores første bog handler også om seksuelle relationer, om et hvidt rum, hvor der eksperimenteres med onde kunsthappenings og om en venstreorienteret avantgarde, der går amok. Vi er optaget af overskridelsen, af ekstreme situationer - om det så er terrorisme eller happenings. Vi interesserer os for de menneskelige og kunstneriske eksperimenter," siger Pasternak.

Research som kolorit?

Forfatterparrets krimier er fuld af genstande, som bruges i handlingen, men også lever deres eget liv.

I Afgrundens rand er der således eksempelvis en enigma, dvs. en krypterings- og dekrypteringsmaskine fra krigens tid og grønlandske talismaner.

Dertil kommer alle detaljerne for at beskrive den særlige koldkrigsstemning, der herskede og uroen i østbloklandene.

Alt er skrevet med stor kærlighed til stoffet og til de enkelte ting og afspejler en elementær begejstring for at beskrive, men uden at forfalde til belæring.

"Research skal lyne. Vi tager en detalje ud og gennemresearcher den. Noget som får en eller anden ting til at lyse op, så man ikke behøver researche så meget på alt det andet. Til forskel fra en del andre krimiforfattere har vi ikke en journalistisk tilgang, hvor vi skal fortælle om noget. Vi har ikke nogen ambition om at nå til bunds med noget, men vi har en fornemmelse af nogle historier, vi skal fortælle og nogle objekter, vi skal få til at lyne," siger Pasternak.

"Folk bliver tit imponerede over research. Det er et arbejde, men man skal jo ikke høres i stoffet. Desuden har man jo nogle digteriske friheder, så man får det til at passe sammen. Man skal konsultere forskellig ekspertise, men jo kun vide det, man skal bruge. Researchen er det sjove. Det svære er at skrive," siger Dorph.

"Jeg synes, at der er forskel på, om man har en journalistisk historie, man gerne vil fortælle og så, om man har en historie om nogle mennesker, man gerne vil fortælle. Research handler for os både om nogle konkrete, hårde facts om tøj, våben og lokaliteter og om mere bløde anekdoter og historier, der kan give et indblik i, hvordan folk talte og tænkte på et bestemt tidspunkt. Noget mere løst og psykologisk-agtigt, man kan finde ved at interviewe folk, læse romaner og avisartikler og se film og billeder," siger Pasternak.

Og så spørgmålet, hvorfor vi netop sidder på dette kontor på Information.

"Det er en morsomhed. En af Simons venners villa på Frederiksberg er eksempelvis også med. Og Simon har noget med, at de steder, han har boet, skal med i romanerne," siger Dorph.

"Information var bare det der seriøse venstreorienterede dagblad, som satte den hårde dagsorden i 70'erne. Det er arketypisk for mange læsere, når vi siger Information, og alt viser sig så at forholde sig helt anderledes end forventet," siger Pasternak og tilføjer: "Er det i øvrigt rigtigt, som jeg har hørt, at du har et Che Guevara krus?"

"Ja!" må den overraskede interviewer anno 2007 indrømme - en historisk rekvisit.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu