Læsetid: 4 min.

Et spinkelt håb i Mellemøsten

Amir Peretz, den nye leder af Israels arbejderparti, kan blive manden, der bringer fredsprocessen på ret køl
16. november 2005

"Den nat, de myrdede freden". Sådan sagde den 54-årige Orna Shir til BBC, da hun forleden stod på Rabin Square sammen med tusindvis af andre israelere for at mindes den novemberaften for 10 år siden, da Israels premierminister blev myrdet af en højreekstremist.

Selv oplevede jeg Yitzhak Rabin på den selv samme plads to år tidligere, i 1993, da fredsbevægelsen hyldede ham for at have sluttet Oslo-aftalen med PLO. Jeg beundrede Rabin, som jeg sammen med andre journalister, havde lejlighed til at møde. Generalen, der under den 1. intifada havde stået for den barske bræk-knoglerne-politik, havde indset, at israelerne aldrig fik mulighed for et fredeligt liv, hvis man ikke gik med til en palæstinensisk stat.

Mens vi talte uformelt med Rabin på hans kontor, kunne vi høre råbene fra de hundrede tusinde bosættere, der var kommet til Jerusalem for at protestere. Lyden blev øredøvende, da vi åbnede døren efter at have sagt farvel til en mand, der havde gjort indtryk ved ærligt at dele sine bekymringer med os, og han råbte efter os: "De skal i hvert fald ikke have lov til at bestemme!"

Sharon og Arafat

Men det fik de alligevel. På den mest brutale måde. Da Yigal Amir skød Rabin i ryggen, lige før premierministeren skulle tale ved en fredsdemonstration på pladsen.

Det blev begyndelsen til enden for fredsprocessen, ikke mindst, fordi bosættelsespolitikken i den grad blev fremskyndet af hans efterfølgere, og derved gjorde det mere og mere utroværdigt, at der skulle kunne skabes en levedygtig sammenhængende palæstinensisk stat. Og derved også styrkede de ekstreme kredse blandt de palæstinensere, der så kompromisset i Oslo som et forræderi mod den palæstinensiske sags helligste principper.

For bosætterbevægelsen og de kredse, der gennem deres morderiske agitation mod Rabin skabte ånden, som myrdede ham, var det en god udvikling. Den Yassir Arafat, som havde lavet fredsaftalen med Rabin, fik stadig større vanskeligheder med at holde sin sti ren i forhold til terrorbevægelsen, og under Ariel Sharon blev det så fastslået og godkendt af USA, at Israel ikke længere havde en palæstinensisk partner i fredsprocessen.

Arafat blev erklæret for terrorismens bagmand, og i stedet fortsatte politikken med at udvide bosættelser og indlemme stadig mere jord, sådan at godt 400.000 bosættere på Vestbredden og i Østjerusalem nu råder over 42 procent af jorden og 75 procent af vandressourcerne.

Da Ariel Sharon under voldsom modstand fra bosætterbevægelsen lancerede sin unilaterale tilbagetrækning af de 8.000 bosættere fra Gaza vakte det en del forvirring. Var det et udtryk for oprigtig fredsvilje?

Da ikke alle kunne se, at det i virkeligheden handlede om at styrke positionerne på Vestbredden, måtte Sharon sende sin nærmeste rådgiver, Dov Weissglass, i marken for at forklare, at man ikke forlod Vestbredden, "før palæstinenserne blev finner". Og for nylig har Sharon selv været på Vestbredden og forsikret, at han står for ekspansion af bosættelserne.

Samtidig har han gjort alt for at forhindre palæstinensernes leder i at få styr på situationen med de væbnede grupper. Da Abu Mazen efter Arafats død for et år siden blev valgt med et stort flertal, tog hele den internationale verden med USA i spidsen godt imod ham, og kravet om en sammenhængende levedygtig palæstinensisk stat kom for alvor på dagsordenen. Man skulle ikke tro, at det var muligt for Sharon at finde flere undskyldninger for ikke at begynde forhandlinger.

Ingen partner til fred

Men der var jo kravet om total afvæbning, som var umuligt for Mazen at opfylde. Et krav, som man lige så godt kunne fremsætte over for bosætterne, der paraderer og bruger deres skydevåben over for palæstinenserne. Og derudover kunne man prøve at provokere de væbnede grupper til at foretage en terrorhandling.

Det var drabet på en leder fra islamisk jihad, Luya a Sa'adi, og en af hans hjælpere, der blev besvaret med terroraktionen i Hadera, som kostede fem israelere livet og brød den våbenhvile, som de væbnede grupper havde sluttet med Abu Mazen ved Ægyptens mellemkomst.

Ifølge Saeb Erakat, den palæstinensiske chefforhandler - en stillingsbetegnelse, der længe har været en dårlig vittighed - har Israel i de første seks uger efter tilbagetrækningen fra Gaza dræbt 30, foretaget 693 anholdelser, 247 angreb og 1.041 raids i Gaza og på Vestbredden.

Alt dette får Erakat til fortvivlet at spørge: Hvornår får vi en partner at snakke fred med? Hvorfor presser det internationale samfund ikke Israel til at indlede de endelige forhandlinger om fred og en tostatsløsning?

Forunderligt nok kommer håbet fra Israel selv. Fagforeningslederen Amir Peretz' sejr over Shimon Peres i kampen om lederposten i Arbejderpartiet giver for første gang håb om, at den vilje til at lave en rimelig forhandlingsløsning på baggrund af 1967-grænserne, som opinionsundersøgelser gang på gang har vist, nu kan finde en vej ind i israelsk politik.

Sharons og Netanyahus politik har været dyr for Israel. Ikke bare med hensyn til ofre for terror og frygten for terror. Den har været dyr økonomisk. Med astronomiske udgifter til militær, bosættelser og sikkerhedshegn. 20 procent af befolkningen lever på eller under fattigdomsgrænsen.

Peretz erklærede politik er at gøre op med bosættelses- og krigspolitikken og at få fredsforhandlinger i gang. Denne marokkanske jøde har en helt anden social baggrund end de jøder af europæisk afstamning, der traditionelt har regeret Labour og givet det et image, som de velhavendes parti.

Han har en chance for at vende op og ned på den israelske politiske scene, der for øjeblikket er præget af den blanding af forvirring og frygt, som giver en såkaldt stærk mand som Sharon alt for gode vilkår.

Så lad os håbe, at vi en dag vil kunne sige om det overraskende valg af Amir Peretz: Den dag, de skabte freden.

Naivt? Måske. Men jeg længes efter den følelse af håb, som strømmede igennem mig, da Rabin for 12 år siden råbte sit nej til bosætterne.

Jørgen Flindt Petersen er journalist og filminstruktør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu