Læsetid: 3 min.

Spionen Lasse

23. august 1999

PET betyder ikke Pædagogernes Efterretningstjeneste ret mange andre steder end i Høje-Taastrup Kommune, som nu har sat sine børnehaveledere ind som meddelere i jagten på bedragerisk anlagte forældre, som hvert år uretmæssigt lænser kommunekassen for et encifret millionbeløb. Som en del af den offentlige forvaltning har institutionsledere i kommunen nemlig pligt til at videregive oplysninger, når forvaltningen undersøger sager om enlige forsørgere, der snyder sig til forhøjet børnetilskud og boligsikring ved at lade som om, de bor alene - men ikke gør det alligevel.
Det er snedigt at indrullere pædagogerne i kommunens specialenhed for bedrageribekæmpelse: Det giver direkte adgang til forældrenes små poder, som normalt er yderst velinformerede om, hvorvidt mor og far lever sammen alligevel, eller om far har fået ny kæreste. Og dermed er socialbedrager! Det ville være en tak snedigere, hvis kommunen tog skridtet fuldt ud og ansatte egentlige bedragerifolk, som arbejdede under cover, mens de gav den som pædagogmedhjælpere: "Nå, lille Lasse, så du skal i Zoologisk Have med både mor og far på søndag. Og hvad skal de så lave bagefter?"

Snedigt, men snushane-snagende. Kommunal bedrageribekæmpelse er en opgave for en særlig bedragerienhed og ikke noget, man lader pædagoger udføre eller indblandes i. Først og fremmest fordi det er en helt urimelig gidseltagning af børnene: Dataindsamling i Høje-Taastrups børnehaver kan dårligt undgå at komme til også at bero på, hvad børn fortæller om mor og far. Med en stående ordre til at sladre til den kommunale forvaltning kan det være yderst vanskeligt for børnehaveledere at se bort fra oplysninger, der stammer fra børnene.
Kravet om sladder er samtidig bundurimeligt overfor børnehavelederne selv, som virkelig får sat deres loyalitetsforhold til institutionens forældre på en alvorlig prøve: Den ene dag skal de sladre om forældrene - og den næste sidde til forældremøde med dem.

Dét har Høje-Taastrup kommune tænkt på. Derfor har man besluttet sig til at lyve overfor de forældre, der eventuelt skulle interessere sig for, hvor oplysninger om deres tophemmelige tosomhed skulle stamme fra: Kommunen hævder nemlig bevidst, at den har de belastende informationer fra sit eget daginstitutionskontor, selvom det i følge lederen af kommunens specielle bedrageri task-force, Ole Seidling, er usandt. Den usandfærdige kildeangivelse betragter han som "nødvendig" for ikke at ødelægge tilliden mellem forældre og institution. Man får næsten tårer i øjnene over den hensynsfuldhed, der her udvises. Det nytter naturligvis bare ikke: Kommunen må stå til ansvar for den kontrol, den udøver overfor sine borgere. Eller også må den lade være med at kontrollere!
Ifølge retssikkerhedsloven har kommunen ret til at kræve de private oplysninger. Men den skal først forsøge at få dem med de undersøgtes samtykke. Det gør Høje-Taastrup Kommune ikke. Dermed kan spørgsmålet ligefrem stilles, om kommunen handler i strid med loven. BUPL har i den forløbne uge besvaret dét med et rungende ja.

Sagen har principiel karakter. Først og fremmest fordi fristelsen for kommuner til at inddrage andre medarbejdergrupper i et meddelernetværk er til stede i overmål. Hjemmehjælpere og sundhedsplejersker vil kunne fortælle en del om landets 500.000 pensionister og førtidspensionister, som det f.eks. allerede sker i Ringsted kommune. Man kan næsten høre en hjælpsom hjemmehjælper spørge: "Nå, hr. Hansen, jeg synes, jeg så to kørestole i Deres carport i sidste uge?!" For to år siden vurderede socialminister Karen Jespersen, at der hvert år uretmæssigt udbetales mindst 20 millioner kroner til de to grupper.

SÅ det er ikke fordi denne leder slår til lyd for, at påstået enlige mødre og pensionister bare skal kunne platte kommunekasserne for millioner. Men kommunerne bliver nødt til at nøjes med at sammenkøre registre og udsende årlige tro-og-love erklæringer til de enlige, hvori de lover, at de skam bor alene og derfor retmæssigt modtager forhøjet børnetilskud eller boligsikring. Begge dele virker og har allerede givet gode resultater i mange kommuner. jek

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her