Knap havde jeg læst debutanten Maja Lucas' lille novellesamling Jegfortællinger færdig, før jeg måtte styrte hen til nærmeste supermarked og købe en Ritter Mint Chokolade. Det skyldes samlingens midterste fortælling "Mint", som handler om jeg'ets farmors død:
"[-] jeg spiste det altid, selv om jeg ikke kunne lide det, og jeg spiste det, da jeg så hende ligge der, der med vidtåbne øjne, genstridige øjenlåg som morfinen havde tvunget op, og som ingen sygeplejerhånd kunne tvinge ned, jeg så hende der og gnaskede det i mig, minten, chokoladen, som lå på bordet ved siden af [-] foran hendes kæmpe øjne i det magre ansigt, i et ansigt der burde havde spist sig mæt i chokolade, burde have sprunget forret, hovedret over, gået direkte til makronerne, chokoladen, hendes yndlingschokolade, mintchokoladen, spis det, farmor, spis det for helvede".
Teksten er med sin affekt og sit aggressive drive, som holder den kørende over to sider som én lang sætning, atypisk for samlingen, der ellers er holdt i en meget nøgtern, barberet og adjektivfattig prosa, vekslende mellem replikker og korte sætninger.
Med min hang til svulst er det mint-teksten og dens vrede, glubske sorg, der virker stærkest på mig blandt samlingens tekster, om end også en smule anstrengt.
Generation
Lucas' Jegfortællinger består af 18 små jeg-fortællinger (opdelt i 5 + 4 + 5 + 3 + 1), af og om det samme gennemgående unge, kvindelige single-jeg, som bor i København, tager på skriverefugium i Hald (lokaliteten ikke nævnt, men genkendelig), skriver speciale, går på Vega, spiller klaver, har sex med gifte mænd og sin vens far, går til lægen, fordi hun ikke kan få orgasme, ser lidt til sine venner og sin familie. Forlaget varsler, at bogen er "et portræt af en generation, der længes efter intimitet", og at den "kaster et kritisk blik på forældregenerationen - 68'erne - og dens selvoptagede måde at håndtere forældrerollen på".
Det er en heroisk indsats for at få fortællingerne til at handle om noget, eller om mere end de umiddelbart gør. Den unge, kvindelige jeg-fortæller længes ganske vist efter god sex og en sød kæreste, men spørgsmålet er, om man heraf kan udlede en generationsspecifik intimitetslængsel?
Den angivelige kritik af forældregenerationen er også svær at finde, selv om der er en far, som virker mere kammeratlig end faderlig, og en mor, der glimrer ved sit fravær. I den fortælling, hvor jeg'ets lægemor nævnes, er hun symptomatisk nok bortrejst, og jeg'et er et smut i hendes lejlighed: "Der er ingen blomster, som skal vandes, men en masse post og aviser".
Mens jeg'et er i lejligheden, kommer moderens lillebror forbi for at få et lægeligt råd om det intravenøse drop, han har fået, men der er ingen mor hjemme, ingen råd at få, og da jeg'et søger hjælp i bøgerne, giver de heller ingen hjælp, men en påmindelse (for læseren en oplysning) om, at hun er skilsmissebarn:
"Jeg slår op i et par af lægebøgerne, men kan ikke finde 'intravenøst drop'. I en af dem står min fars navn på titelbladet. Måske fik de ikke ordnet bøgerne så nøje". Man ser heraf Maja Lucas' underspillede, angelsaksiske short story-stil, kun diskrete signaler i den nøgterne, deskriptive prosa informerer os om følelser og menneskeligt drama. Og jo, det kan da læses som en længsel efter moderlig omsorg, at en fortælling om en bortrejst, planteløs og fraskilt mor ironisk kaldes "Hjem", men der er en voldsom diskrepans mellem Lucas' diskrete stil og forlagets forsøg på at sælge bogen som en kritik af 68'erne.
Jeg
Ved at skrive Jegfortællinger slutter Lucas sig til den trend at lege med grænserne mellem fakta og fiktion, mellem fortæller-jeg og forfatter-jeg.
Det jeg, der taler i denne bog, ligner til forveksling Maja Lucas. Det leges der ikke mindst med i samlingens sidste tekst, som kort og godt hedder "Jeg", og som er en omhyggelig beskrivelse af jegets fysiske fremtræden, den nøgterne prosas ydre registrering vendt mod jeg'et selv, et signalement eller en kontaktannonce drevet ad absurdum.
Beskrivelsen er for detaljeret og intim til, at jeg kan vurdere, om Maja Lucas så at sige har skrevet den efter spejlet - men det kunne hun godt have gjort. Pointen er imidlertid netop uafgørligheden: det uafgørlige forhold mellem forfatter og fortæller, mellem tekstuelt og visuelt portræt, mellem jeg'et som krop og jeget som stemme eller bevidsthed.
Spørgsmålet: 'Hvem er jeg?' optager alle unge mennesker og kan være lidt trættende at læse om i længden. Spørgsmålet 'Hvad er et jeg?' er derimod et ægte litterært spørgsmål, som man kan spekulere over hele livet.
Maja Lucas' bog har begrænset interesse, for så vidt den kredser om det første spørgsmål, men den afsluttende tekst bevæger sig hen mod det andet.
Det er legen med identiteten samt det glimtvise aggressive drive, der får mig til at mene, at fortællingerne ikke bare er pænt skrevne og for tynde.
Og hvis man spiser et stykke Ritter Mint til hver fortælling, er der kun to man skal læse chokoladeløs.
Maja Lucas: Jegfortællinger, 120 sider, 179 kr. Forlaget Athene ISBN 978-87-11-17140-0
