Læsetid: 4 min.

De vil spise mine arme for at få min styrke

3. juli 2007
Kalemie - "Bortset fra at et par mænd gerne ville spise mig, har jeg ingen problemer her," siger Andreas Sørensen og begynder at fortælle, at han før Congo arbejdede i Somaliland, hvor han tre gange var ved at blive stenet...

Kalemie - "Bortset fra at et par mænd gerne ville spise mig, har jeg ingen problemer her," siger Andreas Sørensen og begynder at fortælle, at han før Congo arbejdede i Somaliland, hvor han tre gange var ved at blive stenet.

- Spise dig?

"Ja, spise mig. Jeg var en aften til en fest, hvor der var en soldat, der havde lyst til at spise en af mine hunde. Det sagde jeg selvfølgelig nej til, for jeg elsker hunde. Men så begyndte han at føle på mine arme. 'De ville smage godt i whisky-sovs' sagde han."

Andreas Sørensen troede, at soldaten sagde det for sjov. Men et par dage efter gentog den absurde scene sig. Denne gang var det en taxichauffør, som holdt ved siden af ham på hovedgaden. Andreas Sørensen sad på en motorcykel med sin kæreste - en læge fra Sydafrika - bagpå, og hun oversatte, hvad chaufføren sagde til ham på swahili: "Han siger, at han gerne vil spise dine arme - med whisky-sovs til."

Andreas Sørensen måtte synke en ekstra gang og gik så i gang med at forhøre sig. Var det sjov eller alvor, når folk sagde sådan om hans fregnede, blege arme?

Og han fandt en forklaring. "Det er en gammel tradition, at man spiser andre mennesker for at få deres styrke," forklarer Andreas. "Således fandt man i Ituri-provinsen nordpå to FN-soldater, som var blevet slået ihjel af militssoldater, og deres biceps var fjernet."

Siden har Andreas Sørensen slået det hen, for han har aldrig følt sig truet. Desuden har han travlt med sit arbejde.

Kanoer som bro for jeep

På kort formel går hans arbejde ud på at få det umulige til at lykkes. Hans arbejdsplads er stor, nemlig Katanga-provinsen, som er den største i landet, et område der svarer til Spanien og Frankrig lagt sammen.

Her ved Tanganyika-søens bred findes der kun to farbare måder at få ting og sager frem, nemlig med fly eller båd. Vejene til og fra havnebyen Kalemie kan kun forceres på motorcykel.

"Jeg står for indkøb af tonsvis af materiel, og jeg må tænke kreativt, hvis tingene skal nå frem. Men intet er umuligt her, for folk er indstillet på at få det til at lykkes," siger han og fortæller om, hvordan han for nylig måtte finde en udvej for at få fragtet en jeep over en flod. Der var ingen bro, så han fik surret tre kanoer sammen, lagt brædder over dem og kørte firhjulstrækkeren forsigtigt op. Projektet lykkedes, folk jublede.

"Nu gør vi det samme hver 14. dag, når vi skal have forsyninger frem til den egn, hvor vi rydder miner," siger Andreas Sørensen, som har en fortid indenfor militæret.

I otte år var Andreas Sørensen i det danske forsvar, heraf de sidste fire i Grønland med Sirius-patruljen, som han blev chef for, og hvor han kørte rundt i sneen med kronprins Frederik.

"Jeg gik ikke ind i militæret for at dræbe mennesker, men for at køre med hundeslæde. Ret egoistisk, men sådan var det," erkender han.

Efter Grønland gik turen til Somaliland og Eritrea, hvor han arbejdede som instruktør i minerydning.

"Jeg fik virkelig smag for dette arbejde, fordi jeg kunne se glæden i ansigterne hos de mennesker, man er med til at hjælpe, når man rydder deres jord for landminer," siger han.

Frygten er problemet

Men de evige 40 grader i skyggen, hvis der ellers var skygge at finde i ørkenlandet, trættede Andreas Sørensen, som gerne ville opleve noget mere og desuden lære sig et nyt sprog: "Jeg så mig om efter et fransktalende land med jungle, og jeg fik jobbet som logistikchef for Folkekirkens Nødhjælp her i det østlige Congo."

Det, der tæller for Andreas, er de daglige umulige udfordringer - hvis noget kan gå galt, gør det det her i Congo - og glæden ved at se folk live op, når de får et job.

"Vi uddanner internt fordrevne flygtninge til at rydde miner, til at blive deminers. Det er en fornøjelse at se, hvordan de hurtigt tager på i vægt og får et glimt i øjet, når de får en uddannelse, der kan give dem håb samt en løn på 1.300 kr. om måneden. Når vi trækker os ud af landet, har vi opbygget en styrke af mineryddere, der kan fortsætte arbejdet," siger den 30-årige Andreas Sørensen.

"Det er ikke kun minerne, men i lige så høj grad frygten for dem, der er problemet. Når folk ser naboen blive sprængt i luften eller humpe rundt på ét ben, bliver de naturligvis bange for at gå i marken og dyrke deres afgrøder. Selv nede på stranden har vi fundet mortérgranater på det sted, hvor vi plejer at hive vores speedbåd på land."

Andreas Sørensen kan se, at hans medarbejdere og hans egen indsats gavner. "Nu gælder det om, at freden kommer, så Congo kan blive stabilt. Men investorerne er forsigtige og holder sig tilbage, fordi fortiden har været så urolig. Dette er Afrikas rigeste land, her er utroligt mange muligheder."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her