Læsetid: 4 min.

Jeg ville spise linse-frikadeller igen for at få min frie ungdom tilbage

Forfatteren Merete Pryds Helle reflekterer i fem afsnit over begrebet lykke. Hun starter med at se tilbage på sin egen måske naive ungdom. Dengang muren faldt og nogen blev frie, men andre ufrie
9. august 2005

Jeg satte et gammelt bånd, jeg ikke kunne huske hvad var i båndoptageren for at høre, hvad det var; og ud af højttalerne kom Anne Linnets 'Du er så smuk og dejlig'. Så sidder man dér, i en tid fyldt af Gud, Konge og Fædreland, og bliver hvirvlet tilbage til engang, hvor jeg troede at tingene ville blive anderledes.

Anne Linnet, og kvindebevægelsen - det var en periode, hvor familien ikke var i centrum, men hvor jeg mødte et netværk af kvinder og hud og nøgne bryster og lange hår - på benene. Jeg havde fornemmelsen af, at vi havde forladt en måde at tænke på, som var snærende. At der var nyt land forude. At i det nye land, stod vi sammen. Der var en stærk fællesskabsfølelse dengang i 70'erne og langt op i 80'erne, til koncerterne, på Kvindehøjskolen, en følelse som jeg blev voksen i.

Så forsvandt den. Som et smil sprunget i tusind stykker. Nu knokler vi kvinder, vi perfekte mødre, perfekte hårdarbejdende, slanke elskerinder eller hvis ikke slanke så på slankekur, med håret kunstigt forlænget og små reparationer hist og her, og hvert vores hjem er et projekt. Vi dør for tidligt af det. Af alt det stress og alle de krav til os selv, alle de ben der skal barberes, alt det, der skal købes og forbruges.

Noget af det vi fik ud af kvindebevægelsen, var friheden til at være perfekt. Og vi glemte lykken ved at tingene går så langsomt og kroget som en økologisk gulerod. For det var før lykkepillerne. Vi græd og rasede og var hysteriske og besværlige, men ind imellem fandt man et fællesskab, hvor det var tilladt at være sådan. For mig var det lykken.

Før muren faldt

En måned før muren faldt - den i Berlin, ikke den i Palæstina - var jeg med Next stop Sovjet en måned i Moskva. Det var dengang, der var kommunisme, og regler og alt muligt der ikke fungerede og en avanceret køkultur, champagne og blinis og allerede mafia. Der var også en stærk følelse af fællesskab med de mennesker, der var taget af sted fra Danmark, fordi de mente at sovjetborgerne også måtte være mennesker, man skulle lære at kende Og der var de unge sovjetborgere, der turde møde de fremmede og tage chancen for repressalier, fordi de troede på nye tider.

Den var der igen følelsen - af at der var et land forude, hvor vi ville overvinde det jerntæppe, der var imellem os. Højrefløjen kritiserer altid venstrefløjen for at være blåøjede overfor de rædsler, der foregik i det kommunistiske Sovjet. Men det var ikke højrefløjen, der organiserede Next stop for at overvinde modsætninger og vise, at vi alle drømte om det samme, og som tumlede med det sovjetiske bureaukrati. Der var en stærk følelse af mennesker, der mødte mennesker, og det handlede ikke om at sælge hinanden noget.

Det der gør mig rasende i dag er retorikken. Der er ikke lighedstegn mellem socialisme og diktaturets rædsler. Vi vidste godt, hvad der foregik, men mente at rædslerne kom fra centralstyret og ikke fra de almindelige russere. Vi så frygten i ansigterne på gamle mennesker, der ikke turde lukke os ind i deres lejlighed, mens deres børnebørn åbnede dørene på vid gab - med hjertet bankende. Vi troede på forandring. Til at være medmennesker. Ikke til at være forbrugere.

Det var en følelse af lykke at tage metroen gennem Moskvas undergrund og ankomme til et sted med tusinder og tusinder af andre, der havde haft en helt anden opvækst end en selv. Vi troede på en fremtid sammen. På at mennesker fra forskellige kulturer har mere til fælles, end det, der skiller dem.

Jeg troede på det. Og tog tilbage til Danmark igen og vågnede tre uger efter til clockradioen, som jeg slog hårdt på for at sove videre, men igennem tågerne hørte jeg alligevel stemmen sige noget om Berlin - muren er faldet - og jeg tændte igen, lysvågen. Jeg var 24 år, og jeg synes, det er vigtigt at huske - hvordan vi på venstrefløjen var imod de kommunistiske staters jernhånd, men troede på, at når den forsvandt, når muren faldt, ville vi få et fællesskab, som var baseret på humanistiske og venstreorienterede ideer. Hahaha.

Vi dansede

Vi dansede hele natten for at fejre, at østtyskerne var blevet frie. Med rette - det vil jeg holde på - men var vi selv på vej til at være ufrie? Det jeg ikke så, var at kapitalismen og liberalismen trak vinderloddet. Trak jerntæppet væk under os, og vi faldt og har ikke rejst os endnu. At alle dem, jeg med forundring så flytte over på retorik på universitetet har ordet. At ord ikke længere giver mening, men skal føre min tanke i en bestemt retning. Frihed for eksempel. Jeg har ondt af ordet frihed, der bliver voldtaget næsten hver dag. For ikke at tale om fyordene, humanisme, socialisme, intellektualisme, der bliver flået som en hare.

Der er så meget brug for venstrefløjen nu. Men måske er vores hoveder blevet for fyldt med reklamer og med bløde rare hightech-produkter, til at nogen kan synes det er så vigtigt med de andre. Vi har det jo godt. Folk er glade i deres liberalistiske tro på individets rettigheder, glade i det fælles had til hele befolkningsgrupper, uden at tænke på, at man sgu nok selv ville gøre alt for at slippe væk fra de livsvilkår, de mennesker er flygtet fra. Jeg bliver trist. Måske er jeg bare en gammel kone, der begræder sin ungdom. Men da Anne Linnet sang mig tilbage til en koncert i Saltlageret, hvor jeg troede fremtiden ville se anderledes ud, end den er kommet til, græd jeg. Farvel naive ungdom. Jeg ville endda spise linsefrikadeller igen for at få dig tilbage.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her