Læsetid: 3 min.

Splid i alliancen

31. maj 2001

DET SKULLE HAVE været en symbolsk markering af styrke. For første gang nogensinde holdt NATO-udenrigsministrene i går og i forgårs topmøde i gammelt fjendeland, den smukke ungarske hovedstad Budapest. En gestus, der markerede de tre eks-Warszawapagt-lande, Polens, Tjekkiets og Ungarns, så godt som velgennemførte integration i den vestlige forsvarsalliance.
Og stemningen var da også i top, da den nye dynamiske duo i europæisk politik, NATO-generalsekretæren George Robertson og EU’s udenrigspolitiske koordinator
Javier Solana, i går kunne meddele de forsamlede udenrigsministre fra NATO og EU, at nu var der en holdbar fred på plads i Makedonien – skabt af de to institutioner i fællesskab.
»I dag skriver vi en lille smule historie«, erklærede Robertson. Den beskedne skotte tilføjede, at Makedonien-krisen var det første eksempel på, hvordan NATO og EU, »fundamentet for Europas sikkerhed«, fremover vil arbejde sammen om alvorlige udfordringer.
Det så da – ialtfald i går – også ud til, at det igennem et ihærdigt penduldiplomati var lykkedes for Solana at kitte den skrøbelige makedonske regering – bestående af både makedonske og albanske partier – sammen igen.
Belært af erfaringerne fra utallige fredsplaner på Balkan er det nok klogt at vente med at trutte alt for højt i trompeten.
Den særlige makedonske cocktail – albansk nationalisme, makedonsk herrefolksmentalitet, økonomisk underudvikling samt åbne grænser til urolige naboer – skal desværre nok gøre Solanas og Robertsons prisværdige diplomatiske indsats nødvendig en anden gang.

DEN DELVISE succes i det rejsende fredsdiplomati kunne dog ikke skjule, at NATO-alliancen internt synes at være mere splittet på væsentlige spørgsmål end på noget andet tidspunkt efter Murens fald.
Det gælder de amerikanske planer om at bygge og opstille et raketskjold, det gælder vurderingen af, hvilke trusler vi egentlig skal beskytte os mod, det gælder holdningen til internationale våbenkontrolaftaler, det gælder NATO-udvidelsen og tilstedeværelsen i Bosnien – samt det gamle stridsspørgsmål, EU’s forsvarsdimen-sion, som langt ind i den amerikanske regering mødes med skepsis.
På trods af at det var den amerikanske regerings absolutte supersælger, udenrigsminister Colin Powell, som sad ved bordet og på trods af en to uger lang kampagne med højtstående delegationer på besøg i NATO-hovedstæderne lykkedes det ikke Bush-regeringen at over-
bevise sine europæiske allierede om lykken ved at krybe sammen under et raketskjold. Det lykkedes heller ikke for Powell at fremstille truslen fra ’slyngelstaterne’ som særligt vedkommende for europæerne.
Omvendt var det ikke muligt for europæerne, især Tyskland og Frankrig, at presse USA til indrømmelser
i holdningen til internationale våbenkontrolaftaler.
ABM-traktaten – der forbyder opstilling af raketforsvars-systemer – blev på

NATO-mødet i Firenze sidste år kaldt »hjørnestenen i den strategiske balance« og »fundamentet for fremtidige reduktioner i strategiske våben«.
I slutkommunikeeet fra mødet i Budapest blev traktaten ikke kaldt noget som helst – på grund af den dybe transatlantiske uenighed på dette punkt måtte parterne simpelthen undgå at nævne traktaten.
Det samme gjaldt iøvrigt en anden væsentlig våbenkontrol-aftale, Traktaten om forbud mod atomprøvesprængninger. Europa går varmt ind for den, Clinton
underskrev den og sendte den til ratificering i Senatet, hvor den blev afvist af et stort flertal. Og Bush-regeringen har gjort det klart, at den ikke agter at genfremsætte traktaten for Senatet.
NATO-mødet manifesterede en tilsyneladende mere kritisk europæisk holdning til Bush-regeringens udspil, især hvad angår raketskjoldet. Det kan skyldes, naturligvis, at Europas skepsis nu formuleres, fordi USA nu ikke længere nøjes med at »konsultere« sine europæiske allierede, men aktivt forsøger at presse en accept igennem.
Men det skal formentlig også ses i sammenhæng med, at flertallet i det amerikanske Senat er gledet over på Demokraternes hænder efter senator James Jeffords overraskende faneflugt fra Republikanerne.
Det nye Senatsflertal er indstillet på at bruge sin indflydelse til at lægge alvorlige begrænsninger på Bush’
raketskjolds-planer. Og på anden vis søge at modvirke de værste konsekvenser af Bush-regeringens unilaterale politik. Europa har pludselig fået alliancepartnere med indflydelse i USA – og vil forhåbentlig vide at benytte dem.
Dermed kan det siges, at den danske regering – og især udenrigsminister Lykketoft – har haft held med sin henholdende, men i realiteten skeptiske linje over for raketskjoldet.
Hvorimod Anders Fogh Rasmussens, Bendt Bendtsens og andre borgerlige politikeres krav om hurtig dansk
accept af raketskjoldet står tilbage som politisk dilettanteri. Et helt unødvendigt knæfald for de absolutte højrekræfter i amerikansk politik.

on

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu