Læsetid: 3 min.

Et spørgsmål om kulturpolitiske prioriteringer?

Som på andre områder har den nuværende regering valgt at 'rydde op' i forvaltningen omkring den danske kulturstøtte. Og ligesom andre, der modtager offentlig støtte, skal der spares på driften. Der skal prioriteres skarpere, siger regeringens kulturordførere
30. juni 2006

Manøvren ligner noget, vi har set før på andre områder. Og det er det også. Da den nuværende regering skulle udforme deres første finanslov for året 2002, blev en lang række områder stærkt beskåret. Således også støtten til de danske kulturinstitutioner, der samlet blev reduceret med omkring 370 millioner kroner.

Efterfølgende er pengene langsomt blevet tilbageført, således at den samlede støtte i dag er på samme niveau som under S-R-regeringen. Men som det også blev omtalt i Information i går, så er der alligevel sket ændringer.

"Der er da lagt effektiviseringsbesparelser på et par procent årligt ind. Men det er ikke særligt for kulturen. Det gælder for alle institutioner, der modtager offentlige bidrag. Men præcis på kulturområdet, der er man så heldig, at de besparelser, der hentes på driften, de tilbageføres til området i form af puljer. Det er ekstra penge, som museerne så kan søge," forklarer Venstres kulturordfører, Ellen Trane Nørby.

Smagsdommeri?

Derfor mener Ellen Trane Nørby, at man nødvendigvis må skille tingene ad. En ting er, at samtlige offentlige institutioner i landet er underlagt besparelser. Noget andet er, hvordan man bruger de 'ekstra' midler, der tilbageføres til kulturen. Og det er, ifølge Ellen Trane Nørby, et spørgsmål om politiske prioriteringer. Hun henviser i den sammenhæng til, at "sådan gør alle regeringer jo". Alligevel står netop spørgsmålet om, hvad bevæggrundene for det politiske forløb har været tilbage.

- Hvorfor beskar man området så markant tilbage i 2001?

"Udgiftsbudgetterne tilbage i 2001 var jo ved at løbe løbsk. Det var en samlet beslutning om, at man ville stramme op på de offentlige budgetter. Det var en del af det udgiftsstop, som regeringen igangsatte. Vi ønskede ikke, at det hele bare skulle køre videre pr. automatik."

- Hvad er det for en automatik?

"Det er jo ingen hemmelighed, at under den daværende regering, der steg skatterne dagligt."

- Men da ikke udgifterne til kulturområdet?

"Nej, men generelt skulle der styr på en række udgiftsområder."

- Var det så et spørgsmål om, at i skulle sætte nye prioriteringer?

"Det gør enhver regering jo. Og så er der sket nogle omprioriteringer, og vi har så valgt at satse mere på formidlingen af vores kulturarv. Men det er lidt mærkeligt, at oppositionen begynder at kritisere det. Vi har jo set, at den tidligere regering heller ikke havde nogen problemer med at foretage politiske prioriteringer i forhold til hvilke områder, der skulle satses på."

En af de bekymringer, som man sidder med i den danske museumsverden er, hvorvidt den tiltagende puljefordeling fører til et forstærket fokus på museer som pengemaskiner. For som formand for Organisationen af danske Museer Lene Floris forklarede til Information i går, så skal man passe på, at balancen mellem museernes forskellige funktioner ikke tipper til fordel for den rene underholdning.

Debat, ja tak

De Konservatives kulturordfører, Jacob Axel Nielsen, mener dog ikke, at der er umiddelbart er nogen grund til bekymring.

"Jeg forstår udmærket godt argumentet, og vi skal også passe på, at den balance ikke rykkes alt for voldsomt."

Han forklarer omlægningen i kulturstøtten som "god borgerlig politik", da det er et tiltag i retning af at skabe en ny form for incitament-struktur i dansk kulturliv. Den skal så både sikre, at ressourcerne bliver bedre brugt, hvorfor det ligger implicit, at museerne i højere grad skal samarbejde for at nedbringe deres udgifter. Samtidig ønskes mere kvalitet ved at give museerne mulighed for større satsninger.

"Men jeg kan da godt se, at museerne mister suverænitet med den her omlægning. Og derfor forstår jeg udmærket deres irritation. Men jeg mener, at det er en diskussion, vi vedvarende skal tage. Det er en god og sund debat. For hvis ikke museerne har ret, så får de det - forstået på den måde, at det er vigtigt, at der er nogen, der holder os i ørene." siger Jacob Axel Nielsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu