Læsetid: 5 min.

Et spørgsmål om tid

Det var dagen derpå i London. Stilhed og nervøsitet hang omkring undergrundsstationer og busstoppesteder, men folk var fast besluttede på at stå sammen og at vende tilbage til hverdagen i stedet for at give efter for terrorisme
9. juli 2005

London - På tv og i aviserne bliver de gentaget igen og igen, ordene resilience og defiance - ukuelighed og trods.

Det var også de ord, Axelle Sanson brugte til at forklare, hvorfor hun havde valgt at tage undergrundstoget på arbejde midt i London fredag morgen, præcis som hun gør hver morgen.

"Atmosfæren i toget var meget stille, og det var som om alle sad og holdt lidt øje med hinanden, men jeg kan ikke se nogen grund til ikke at tage tuben, for jeg tror ikke, at der er flere bomber."

Sarithar Rajoo tog også undergrunden på vej til sit universitet. Han kom ind på et af de tog, der normalt ville fortsætte til Edgware Road - stationen, hvor den tredje bombe detonerede torsdag morgen.

"Jeg var en smule bekymret," indrømmer han.

"Men der er ingen idé i at blive hjemme. Hvis du bliver hjemme, så ændrer du dit liv og så har terroristerne opnået præcis, hvad de ville."

En familie fra San Francisco syntes at mene det samme.

"Vi skal op på Naturhistorisk Museum," fortalte faderen til to små piger og hastede videre.

Dagen derpå vågnede London med andre ord op til noget nær almindelig hverdag. Ved de berørte stationer lå der blomsterbuketter og flagene var på halv, men ved busstoppesteder og på undergrundsstationer var morgentrafikken tæt på normal, trods det, at politiet havde henstillet via radio og tv, at folk blev hjemme, medmindre man var nødt til at skulle ind til byen.

Mens politiet stadig arbejdede på at nå til de sidste bombeofre under Kings Cross-stationen, var der udelt ros over redningsarbejdet fra almindelige mennesker på gaden såvel som fra politikere fra alle partier. Den konservative skyggeindenrigsminister David Davis roste desuden regeringen for håndteringen af krisen, og menneskerettighedsorganisationen Liberty, der agiterer for civile og politiske rettigheder og er lodret imod Storbritanniens Antiterror-lov såvel som regeringens plan om at introducere obligatoriske ID-kort, hilste det politiske sammenhold velkommen.

"Det glæder os at se, at ingen har forsøgt at slå politisk plat på tragedien," sagde Dough Jewell, kommunikationskoordinator hos Liberty:

"Dét, man kunne have frygtet, var, at regeringen ville bruge anledningen til at presse obligatoriske ID-kort igennem parlamentet, og at oppositionen ville sige 'Antiterror-loven er for slap. Dette ville ikke være sket, hvis vi havde givet politiet yderligere beføjelser.' Men det er ikke sket. Selv indenrigsministeren Charles Clarke har erkendt, at ID-kort nok ikke havde forhindret angrebene."

Rebel-politikeren George Galloway, der sidste år blev ekskluderet af Labour-partiet efter sin uforbeholdne kritik af regeringens Irak-politik, stod som den eneste tilbage med en blodtud efter torsdagens debat i Underhuset, efter at han bebrejdede regeringen og sagde, at terrorbomberne var prisen for at stå skulder mod skulder med USA i Afghanistan og Irak. Hærens minister, Adam Ingram, kaldte Galloways kommentarer "skammelige" og anklagede Galloway for at "dyppe sin giftige tunge i en blodpøl."

Kransekagefigur

En ting, der diskuteredes i de britiske medier dagen derpå, var Tony Blairs beslutning om midlertidigt at forlade G8-mødet i Skotland og komme tilbage til London. G8-topmødet har i de britiske tabloid-medier længe været spået som Tony Blairs kransekagefigur - som mødet der skulle ophøje ham til uforglemmelig statsmand, inden han går af før næste valg.

New Yorks tidligere borgmester Rudy Guillano, der var i London, da bomberne sprang, var uforbeholden i sin ros: "Tony Blair gjorde det rigtige, da han tog tilbage til London fra Gleneagles, for derefter at koncentrere sig om G8-mødet. Han gjorde og sagde alle de rigtige ting."

Simon Maxwell, direktør for Overseas Development Institute, der er Storbritanniens ledende tænketank for udviklingsstudier, tror ikke, at bombesprængningerne i London havde en negativ effekt på topmødet i Gleneagles.

"Misforstå mig ikke; bombesprængningerne i London var en frygtelig handling, men måske kan der faktisk komme noget godt ud af det. Jeg tror, at bombeangrebene har koncentreret tankerne hos verdens ledere og gjort dem mere indstillede på at fremlægge en ny agenda for Afrika."

Simon Maxwell peger på, at G8-topmødet allerede var en succes, inden verdens førende industrielle landes ledere ankom i Skotland, især fordi aftalerne om gældslettelse allerede var på plads.

"Uanset resultatet, så er vi stadig kommet et langt stykke på vejen mod gældslettelse, yderligere hjælp til Afrika og på miljøområdet. Det nemmeste i verden for Tony Blair havde været ikke at sætte vanskelige emner som fattigdomsbekæmpelse i Afrika og klimaforandringerne på dagsordenen. Men han gjorde det og har vist stærkt lederskab på disse områder såvel som i EU-debatten. Så jeg tror bestemt ikke, at vi vil se et politisk jordskælv som efter Madrid-bomberne. Folk ved godt, at Storbritanien har været i terroristernes søgelys længe, og at det bare var et spørgsmål om tid, før det skete."

Få menneskers ondskab

Bevidstheden om, at London stod om ikke øverst på så i hvert fald i toppen af fundamentalistiske terroristers liste, har måske spillet en rolle i den hurtige genetablering af hverdagen i London:

"Vi vidste jo alle sammen, at det ville komme før eller senere, så i virkeligheden er folk måske lidt lettede - ikke over, at det skete, men over, at det trods alt ikke gik værre, end det gjorde," siger Dinarazarde Raheem. Før hun forsvinder ned ad rulletrappen mod undergrundstogene tilføjer hun, at hun håber, at londonere ikke gentager fejlen fra New York og Madrid og peger fingre af den muslimske del af befolkningen: "Vi har på en måde ventet så længe på, at al-Qaeda skulle slå til hér, så forhåbentlig er vi i stand til at se rationelt på, hvad der skete - og huske, at det var nogle få menneskers ondskab."

Der er omkring 1,6 mio muslimer i Storbritannien. Folk på gaden siger, at den gensidige tolerance er for stærk til at bombesprængningerne vil påvirke forholdet mellem kristne og muslimer. Men Det Muslimske Råd i Storbritannien modtog ifølge dagbladet The Guardian allerede torsdag 30.000 e-mails fulde af had og trusler såsom: "Nu er der krig mod muslimer i hele Storbritannien."

I Al Qamar købmandsbutikken på North End Road håber Abdi Ali inderligt, at fornuften vinder over folks følelser. "Tolerancen imellem de forskellige kulturelle og religiøse befolkningsgrupper i London er stor, men jeg er bange for, at dette vil ændre på alting. Selvfølgelig vil det det, se bare, hvordan uskyldige muslimer blev gjort til syndebukke efter 11. september. Hvem, der end placerede bomberne, plantede også et budskab af had, som det er svært at hive op med rod."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu