Læsetid: 3 min.

Et spørgsmål om vilje

28. april 2003

GEORGE W Bush kaldte i weekenden den nye palæstinensiske ministerpræsident, Abu Mazen, for »en fredens mand«, som han ser frem til at invitere til Washington. Indtil videre er Yasser Arafats vrangvillige godkendelse af Abu Mazens nye regering udsat til onsdag, men sker dette, er den sidste hurdle for amerikanernes lancering af den såkaldte køreplan for en ny mellemøstlig fredsproces også skubbet til side. Samtidig skal det kraftige amerikanske pres for at få bragt Abu Mazen på den diplomatiske scene ses som en imødekommelse af Ariel Sharons ultimative betingelser for overhovedet at sætte sig til det potentielle forhandlingsbord.
At udviklingen hermed skulle været kommet et betragteligt skridt videre, kan muligvis hævdes, men om dette skridt kommer til at føre til noget konstruktivt eller blot bliver en ny udflugt mod mere vold og desperation kommer til at afhænge af spillets næste træk med omfanget af det amerikanske engagement i regionen som helt afgørende del af fundamentet.

BYGNINGSVÆRKETS øvrige dele er nemlig mildest talt både skrøbelige og utilregnelige. For eksempel kan ingen regne med, at kravet om Abu Mazen betyder enden på israelske modificeringer af planen. Da Sharons særdeles indflydelsesrige rådgiver, Dov Weissglas, for nylig var i Washington, holdt han således hårdt på, at palæstinenserne også må skyde en hvid pind efter drømmen om at se de mange flygtninge efter krigene i området vende hjem.
Amerikanerne ser ud til at glide af på dette spørgsmål ved allerede nu at vise vilje til at udskyde det til planens tredje og sidste fase, der i 2005 skal munde ud i en palæstinensisk stat side om side med Israel. Med andre ord søger man nu at rydde hindringer af vejen, så Sharon vil være tvunget til at tage stilling til de indrømmelser, initiativet som udgangspunkt vil kræve af Israel.

OM ABU Mazen er en tilstrækkeligt vægtig løftestang for denne satsning er et meget åbent spørgsmål, for hans opgaver antager næsten uoverskuelige dimensioner. Sidste uges nye selvmordsangeb kan være et forvarsel om, hvad vi kan forvente os af fremtiden, og på samme tid en formidabel illustration af Abu Mazens klemte situation. Den nye palæstinensiske leder er erklæret modstander af den type metoder, som ikke desto mindre er i brug og tydeligvis har bred folkelig accept. På den baggrund virker kravet om en gennemgribende afvæbning af alt udover en centralt kontrolleret sikkerhedsstyrke som en næsten uoverskuelig opgave.
»Abu Mazen er ingen Anwar Sadat,« siger en palæstinensisk kommentator. At mange alligevel sætter lid til ham ses i. at Arafat, som i mere end et år har siddet ubemærket i sit hovedkvarter i Ramallah, pludselig er blevet bestormet med opringninger fra arabiske og vestlige ledere, der med Egyptens Hosni Mubarak i spidsen tilskynder ham til at give manden en chance. Arafat er blevet beskyldt for benspænd ved sin klare forhaling af Abu Mazens regering, men om dette skyldes generel uvilje mod at afgive store dele af sin hidtil næsten enevældige magt eller er taktik over for den lige så udspekulerede Sharon er i denne forbindelse af mindre relevans. Denne ligger i anskueliggørelsen af det svimlende dyb af taktiske træk og forviklinger, George Bush står over for at skulle involvere sig i.

HANS betænkeligheder er forståelige, for at forsøge sig med et fredsudspil i Mellemøsten har alle dage været et politisk minefelt, og man kan næppe sige, at udsigterne lige nu er særligt gunstige.
Alligevel må man konstatere, at tidspunktet er det bedst mulige, for griber Bush ikke chancen, vil forholdene kun forværres og komplicere udsigterne til fremtidige udspil. Der ligger en inerti fra krigen i Irak, som kan udnyttes, og som parterne i konflikten næsten forventer, bliver udnyttet, selv om viljen til at lade det ske som en indbygget selvmodsigelse kan ligge på et meget lille sted.
Spørgsmålet er derfor, om Bush har viljen, eller om han vil lancere køreplanen uden at sætte den fornødne kraft bag ordene. Det skal satses stort og tænkes utraditionelt, og han skal gå længere end sin forgænger Bill Clinton. Det vigtige incitament, som giver grund til at håbe på, at det kommer til at ske, er, at den amerikanske præsident efter at have givet den i rollen som krigens mand i Irak nu kan optræde som fredens mand i Mellemøstens andet store brændpunkt.
Det er et spørgsmål om vilje.

faf

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu