"Den enkelte skal være arbejdsgiver, og dermed have den ultimative frihed til at styre hvem, hvornår og hvordan hjemmehjælpen skal ydes."
Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen
Regeringen har indledt sit forarbejde til den store velfærdsreform, der skal forbedre kvaliteten og valgmulighederne i den offentlige sektor. Det skete blandt andet med et forslag fra Venstre forud for gårsdagens temakonference om den offentlige kvalitet. Partiets politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, vil indføre, hvad han kalder for "den ultimative grad af frit valg på hjemmehjælpsområdet".
Det betyder, at den ældre sammen med tilbud om en kommunal eller privat hjemmehjælp, skal kunne få penge i hånden til selv at ansætte en person til at pleje sig eller passe hjemmet. Der er frit spil til at ansætte en ven eller et familiemedlem eller til at gå ud på det private marked - eller at spare pengene op til en hovedrengøring eller andet.
Som det har været tilfældet i en række forsøgskommuner, bliver der tale om et såkaldt "personligt budget", hvor den enkelte ældre - eller den handicappede - bliver arbejdsgiver og ansvarlig for at indbetale feriepenge, indberette til kommunen og hvad der ellers følger med af registreringer og papirarbejde. For der skal naturligvis foreligge dokumentation for, hvad det personlige budget er brugt til.
Undskyld, Troels Lund Poulsen, men vi taler om ældre mennesker, som af den ene eller anden årsag er visiteret til kommunal hjemmehjælp, fordi de ikke er i stand til selv at klare husholdningen eller den personlige pleje. At forestille sig dem i stort tal ønske at blive indrulleret i et offentligt bureaukrati af ansættelseskontrakter, lønsedler, feriedagpenge og indberetninger til kommunen, er udtryk for en tankegang, som i bedste fald er kørt af sporet og i værste fald er kynisk.
Valgfrihed er et glimrende redskab til styring af den offentlige sektor, fordi det højner kvaliteten, at brugeren, kunden eller patienten til enhver tid kan gå et andet sted hen, hvis lugten i bageriet bliver for stram. Det skaber konkurrence og er med til at udvikle den serviceorientering, som mange formentlig savner hos det offentlige.
Men lige præcis hvad angår ældreplejen, går det galt, fordi der er tale om en svag gruppe, som netop behøver hjælp, fordi de er svage og har svært ved at overskue dagligdagen. Derfor har ordningen heller ikke vundet den store tilslutning i de kommuner, hvor den har kørt som forsøg. Og derfor er det i virkeligheden en pseudotilgang til de problemer, som den offentlige sektor kæmper med og kommer til at kæmpe med i årene fremover.
Den helt store udfordring bliver at rekruttere personale til den offentlige sektor. Derfor kan man frygte, at den egentlige effekt af Lund Poulsens model bliver, at det offentlige langsomt skyder det ansvar over på den enkelte, som selv må finde de mennesker, som de stoler på og vil lukke ind i deres hjem.
