Læsetid: 4 min.

Sport på sprøjten

15. juni 1999

RENE HÆNDER hed den operation, der i 1992 ryddede op i den politiske korruption i Italien. Og her i 1999 kalder statsadvokaten i den italienske by Ferrara, Pierguido Soprani, sin kamp mod den systematiske statsdoping i den italienske idrætsverden for 'Operation Rent Blod'. Flere hundrede eliteidrætsfolk mistænkes for have brugt bloddoping og epo gennem en årrække. Italien har været en pendant til Østeuropas statsdoping.
Som De kunne læse i Henrik Jul Hansens store featureartikel i weekendens Information, så tyder en del på, "at USA og Italien har været dopingens foregangslande i Vesten". Og statsadvokaten Soprani bekræfter, at han er i besiddelse af dokumentation for, at Italiens Olympiske Komite (CONI), og at rektoren ved Ferraras universitet, Francesco Conconi har stået bag systematisk doping. Conconi er ophavsmanden til en hel dopingkultur, og som Henrik Jul Hansen skrev i sin artikel, så går der en en direkte linie fra Conconis dopingfilosofi til, "at verdens nok bedst naturligt begavede og vilje-stærke cykelrytter, Marco Pantani, bliver nuppet med alt for mange røde blodlegemer i Giro d'Italia."

I CYKELSPORTEN har dopingkulturen været vidt udbredt. Sidste års afsløringer af dopingmisbrug hos et topteam som Festina - med prominente navne som Alex Zülle og Laurent Brochard på listen - var ved at smadre Tour de France totalt, og dette års Tour risikerer at ende som en farce.
I går udkom det tyske ugemagasin, Der Spiegel med en stort opsat artikel om, hvordan Deutsche Telekom med Bjarne Riis og Jan Ullrich på holdet systematisk skal have brugt epo og væksthormoner. Selv om Deutsche Telekom har markedsført sig som et rent hold og har oprettet en fond for anti-doping forskning, så har det ifølge Der Spiegel dopet sig til succes i halvfemserne. Ugemagasinet refererer (unavngivne) tidligere holdmedarbejdere for, at Telekoms deltagere i Tour de France siden 1996 (det år Riis vandt touren, og Ullrich blev nummer to) har sprøjtet sig med epo. Der Spiegel er i besiddelse af træningsplaner fra 1998, der skal vise, hvordan rytterne medicineres, og personlige hjælpere og massører har hjulpet med at omdele de forbudte stoffer til rytterne. Og hjælpere var hyret til at fjerne belastende bevismateriale fra hotelværelserne.
Man skriver også, hvordan Jan Ullrich i sit sejrrige tour-år 1997 pludselig skiftede hotel, fordi han havde en hæmatokritværdi på langt over de forbudte 50 procent og ville undgå dopingkontrollen.

I DER SPIEGELS sigtekorn er også Bjarne Riis. Massøren Willy Voet citeres for at have sagt, at i det år Riis vandt touren, "lod han vore ryttere (Festinas, red.) blive stående tilbage på bjerget. Og de havde allerede en hæmatokritværdi på 54."
Telekoms kommunikationschef, Jürgen Kindervater, har på det skarpeste taget afstand fra artiklen, og han kalder det for en samling "insinuationer og gætterier". Han henviser blandt andet til, at ingen Telekom-rytter endnu er blevet erklæret positiv i en dopingprøve - og til sammen har de på et år været udsat for omkring 180 prøver.
Selvom Der Spiegel ikke giver klokkeklare beviser for, at Telekom har dopet sig til succes, så er det efterhånden svært at tro, at Telekom-holdet har erobret to Tour-sejre og utallige etapesejre uden lidt 'medicinsk' hjælp - når selv 'elefantino' Pantani har ladet sig friste til det. For når 'dårligere' ryttere kan dope sig til ti procents ekstra ydelsesevne, er også de bedste gået på sprøjten i den hårde farmakologiske konkurrence om penge og sejrens glorie i cykelsporten. Og sådan har det været i mange år.
I april måned erklærede den tidligere toprytter Francesco Moser, at "vi må leve med doping. Ren cykling er en illusion." Han - der selv i sin tid erobrede timere-korden efter at have fået foretaget bloddoping (af førnævnte professor Conconi) - mener, at hvis tilskuerne vil se spektakulære præstationer, så må mestrene også have 'medicin', og de professionelle må have lov til at dope sig.
Det er defaitisme, indpakket som laissez-faire-holdning. Den er muligvis bekvem at indtage for de, som har opgivet håbet om, at virkeligheden kan ændres, og som bare mener, at de store økonomiske og tv-mæssige interesser i elitesporten er blevet helt umulige at regulere - fordi de vil finde nye midler i kapløbet med konkurrenter og kontrollanter.
Som samfundssyn er det en tåbelig holdning, fordi al erfaring viser, at selv liberale samfund har brug for et vist minimum af fælles spilleregler og institutioner, hvis ikke de skal degenere og korrumpere i længden. Også den professionelle cykelsport har brug for regler.

SYSTEMATISK dopingmisbrug i eliten vil give nye generationer af børn og unge et sygt forbillede, der kan friste til efterfølgelse eller få de ambitiøse unge til at tage epo og væksthormoner i håbet om et øjebliks succes. Prisen vil være endnu flere tidlige dødsfald eller alvorlige sundhedslidelser blandt nuværende og
tidligere 'dopingudøvere'.
Også sporten selv vil komme til betale en dyr pris. Bliver det medicinalindustrien og dens lægelige eksperter, der definerer forskellen mellem sejr og fiasko, så mister sporten meget af sin charme og fascinationskraft. Tilskuerne vil forsvinde, når de finder ud af, at bag sportsstjernen på tv-skærmen gemmer sig mennesket som dopet maskine. Og zapper tv-seerne væk, så forsvinder annoncørerne og sponsorerne - og det kan få flere firmaer til som danske Acceptcard at droppe cyklingen på grund af de mange dopingsager.
For spillets og sportens egen skyld må man derfor håbe, at modige statsadvokater som Pierguido Soprani og visionære politikere og organisationsfolk får ryddet op i det værste misbrug og baner vej for mere retfærdige konkurrenceforhold.bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu