Læsetid: 4 min.

Sportsmusik

'Mig generer det, at det er lykkedes at gøre musik til noget med konkurrence', stod der i en e-mail fra en ven
23. september 2005

I midten af 70'erne peakede genren jazzrock eller fusionsrock - begrebet dækkede over jazzmusikere, som spillede på elektrisk forstærkede instrumenter, især inspireret af Miles Davis stadig hårrejsende ekskurser på dét felt - som ganske givet havde sine øjeblikke, men når den var værst, lød den mest af alt som om musikerne forsøgte at lire så mange toner og/eller slag på trommerne af som overhovedet muligt. Det var med til at give den helvedes ferme og overmåde virtuose musik et skær af kraftpræstation, hvorfor den da også efter et stykke tid mistede sit tag i publikum, thi i sidste ende er det kun en helt speciel type nørder, der lytter til musik for udelukkende at blive imponerede. Men over denne genre hang der noget af sportsverdenens trang til at demonstrere menneskelig ydeevne 'to the max' og vi var derfor nogen, der døbte det 'sportsmusik'. Og nej, det var ikke venligt ment - den genre var i høj grad medvirkende til, at punken blev modtaget med så ukritisk begejstring, som tilfældet var her i lejren; det var grangiveligt som om, nogen havde åbnet vinduet i et godt tilhørmet lokale og lukket den saligste friske luft ind. Men det er så en anden historie.

Sjovt var det dog derfor også, at modtage en e-mail fra en god ven, hvis ordlyd vi med fare for at krænke samtlige ophavsretslige instanser i alle af mennesket kendte verdener tillader os at gengive her:

"Mig generer det, at det er lykkedes at gøre musik til noget med konkurrence. Sportsmusik, ku man kalde det. Altså MGP, Stjerne for en aften og alt det der. Når det minder om sport, er det selvfølgelig trygt og godt. Det er noget vi er vant til, noget vi kan forstå. Vi ved alt om, hvordan man skal hylde en vinder. Men jeg syns, det er ærgerligt, at det er muligt at blive nummer et i noget så ukonkret som musik. For slet ikke tale om at blive nummer fem."

Nu var Deres udsendte altså ikke blandt de 880.000 seere (stod der skrevet i et eller andet organ; som om det betød noget; for seertal, dem har Fanden skabt!), som sad klistret til skærmen for at følge slagets gang, thi der findes altså ikke poder på den alder i husstanden, der kan tiltuske sig den bedste sendetid med truslen om at fratage nutidens mest jagede dyr - de/den voksne - eventuelle forældreprivilegier, men det skal ikke fraholde ham fra at give afsenderen af benævnte e-mail så evigt ret. Engang i en lykkelig fortid skulle vi kun forholde os til en foreteelse af den art, nemlig Melodi Grand Prix. Dét show har som bekendt sin egen røvsyge inerti, men har så skænket os udødelige stunder som Mabels "Boom Boom" og Nicoles "Ein Bisschen Frieden", der jo passende kan indgå som afgørende argument i diskussionen om, hvorvidt der findes en Gud (Det gør der for resten; hun bor i Glostrup og er pantefoged). Men nu har konkurrencementaliteten inden for musikken virkelig grebet om sig.

Det er selvfølgelig svært at diskutere med 880.000 sjæle, men det skal ikke desto mindre forhindre os i at spørge, hvad meningen med disse shows dog er? Det kan godt være, det fremmer underholdningsindustrien (som engang var noget så respektabelt som: en branche), men hvad fanden skal vi andre bruge det shit til? Hvad sang ikke salig John Mortensen - "livet er kort, tænk dig godt om, før du sløser det bort/ graven er sort, var der mon ting, du ikke fik gjort?" Og den varer kun et minut og 59 sekunder! Nå, men med fare for at lyde som et kulturradikalt tågehorn (as if I gave a fuck): hvem har dog fundet på, at tiden partout skal slås ihjel! Er jeg den eneste, der er træt af at bevidne informationssamfundets indvånere agere kanonføde for "underholdningsprogrammer" så tåkrummende triste og nederdrægtigt infame, at man må sig forbarme? Alt sammen til glæde for annoncørerne, der efterhånden har indset, at der ikke skal meget kreativitet til at gøre reklameblokkene til noget nær det eneste, der er til at holde ud.

Musikken taler sit eget sprog, sagde man engang. Inden for sportsmusikken må det i givet fald være: pengenes, da det jo ikke er muligt med et stopur eller et målebånd at måle, hvem der er 'bedst'. Så hvordan finder man lige frem til en vinder inden for den mest uhåndgribelige af alle kunstarterne? Ja, De skal ikke forvente et svar herfra, for jeg hverken ved eller forstår. Men kåret bliver de altså, vinderne. Må de leve lykkeligt, til deres 15 minutters berømmelse er ovre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu