Læsetid: 6 min.

Den spredte fægtnings kunst...

...lykkedes ikke helt, hverken på papiret eller i praksis for Spot Festivalen og for Informations udsendte. Til gengæld fik sidstnævnte danset polka med sin dødsangst og fundet nyt håb for både fortid og fremtid
...lykkedes ikke helt, hverken på papiret eller i praksis for Spot Festivalen og for Informations udsendte. Til gengæld fik sidstnævnte danset polka med sin dødsangst og fundet nyt håb for både fortid og fremtid
4. juni 2007

Der er ingen, der har sagt, at den spredte fægtnings kunst skulle være nem. Slet ikke når det kommer til musikfestivaler. Arrangører må forsøge at divertere publikum med så mangfoldigt et tag-selv-bord som muligt. Publikum må holde sig skarpe og beslutningsdygtige for ikke at blive fanget på en kunstnerisk plimsoller, mens den dybe tallerken bliver opfundet på en scene 100 meter væk.

Publikum befinder sig i en svær, men privilegeret situation, hvor man hurtigt kan zappe sig videre i repertoiret af mere eller mindre genkendelige nydelser. Gennem et virvar af koncerter, ydelser, nydelser, stimuli og simili finder vi nye emotionelle tilfredsstillelser og indsigter, nye tacklinger af musikopfattelsen, men også nye former for ubehag og kedsomhed.

Alt sammen en del af den vej gennem en musikfestival, som er det eneste, man reelt kan anmelde. Ingen kan anmelde en musikfestival i fuld saglighed, for ingen har været overalt. Men en professionel musikkritiker kan stadig analysere programmet og forsøge at give sin samlede vurdering af festivalen. Og min vurdering? Well, med alle forbehold for missede oplevelser, ukendte ædelstene og overraskende vitale live-præstationer fra kedsommelige albumbands, jeg ikke orkede, ja, så endte programmet med at virke lidt mat i mine ører, i min notesbog og på mit oplevelsesregister, som jeg bliver betalt og i øvrigt bløder for at forstå og formidle.

Løfte om fornem fremtid

Her er nogle glimt: Den danske pigetrio Marybell Katastrophy leverede Spot Festivalens tidlige højdepunkt. Ikke fordi det nødvendigvis var den bedste koncert - selv om det var én af dem - men især fordi deres åbningskoncert torsdag på Musikhusets Store Scene var så fuld af løfter og muligheder.

Personligt hader jeg når folk taler om, at bands har international klasse. Altså enten er man god eller også er man ikke god - på dansk jord såvel som på udenlandske scener. Det her er ikke divisionsfodbold med udsigt til Champions League-kvalifikation, men jeg sad og glædede mig til, at verden fik lov at høre Marybell Katastrophy. Fordi de er så personlige og så konsekvente i deres destruktion af forudsigeligheden, fordi de er så charmerende og poppede midt i alle deres eksperimenter. En slags blød avantgardisme. Der er et formidabelt gennemtræk af ideer og en vilje og evne til at føre dem igennem, helt igennem. De befinder sig et sted mellem Chicks On Speed, Sugarcubes og Pixies, elektronik og rockinstrumenter i nye strittende kombinationer, som denne aften blev yderligere dynamisk og medbragt trommeslager, laptop-betvinger, gæstesanger og ti kvinder stort kor.

Der gemmer sig en udforskning af kønnet og kroppen, som giver sig udslag i højfrekvente korharmonier og unison sang på kanten af et hysterisk sammenbrud, men ultimativt et kunstnerisk gennembrud. Sangene er stærke mangfoldige økosystemer, poppede, jovist, men også jernambitiøse i deres kompleksitet og i deres detronisering af fasttømrede strukturer og hierarkier. Marybell Katastrophy afgav tidligt på festivalen et løfte om en fornem fremtid.

Efterfølgerne på scenen gik i stik modsat retning. Ingen ideer, der slog buler for slet ikke at tale om huller i udtrykket, men masser af perfektion. The National Bank - en slags norsk supergruppe - var simpelthen for professionelt kedeligt. Jeg har ikke tænkt mig at bo eller sove i musik, det skal ikke være skruet perfekt sammen, tværtimod fortælle mig noget om vores skrøbelige eksistens eller blæse taget af min forestillingsverden. Men National Bank leverede bare en perfektionistisk iscenesat følsomhed og et vandtæt alibi for egentlig kunstnerisk søgen.

Brosten af lyd

Fredag og lørdag blev festivalens hovedprogram og de i alt 12 scener i Århus midtby sat i spil. Og dermed var der mulighed for privilegeret zapning. Et eksempel af de mere markante: Lørdag aften lukkede danske Spleen United Ridehusets Store Scene med et skamløst show. Jeg har tidligere kaldt deres bas for pornografisk, men efterhånden er det hele deres show som tangerer en pornografisk blotlægning af musikkens og koncertsituationens mest sanselige tricks. Vi fik et forrygende afslutningsshow, hvor elektronikkens parring med rockinstrumenter resulterede i tårnende og manende forførelseskunst. Ja, en ny sang skiftede endda Spleen Uniteds primære inspirationskilde Depeche Mode ud med Underworld, og manipulerede den analoge synthbas' helt ud på sammenbrudets rand. Dérud hvor den ramte mellemgulvet i enorme blokke, brosten af lyd fra det laveste register.

Kanalskiftet kunne næsten ikke have været voldsommere, da jeg forlader Spleen til fordel for en dansk countrysanger. CS (for Country Stig) Nielsen pustede liv i smukke sange uden mindste urene traditionstrav - akkompagneret af egen guitar og af bratsch og kontrabas. Hans sange lover godt for fortidens genindsættelse i nutiden. Og med importeret twang og stærkt Cash-farvet countrysangskrivning mindede han os lige så meget om døden, fordybelsen og vores akustiske eksistenser, som Spleen United gav os forglemmelse, syntetisk nydelse og driftsdans: "I knew an old man/He showed me how to live/And then he showed me how to die", lød det fra CS Nielsen.

Vigtige navne manglede

Træder vi en dag tilbage, til fredag, så blev dødsangsten budt anderledes slagfærdigt op til polka af færøske Badum: "Wish i could die... da-da-da-die....", lød det f.eks. i sangen om de to knækkede hjerter, der mødes i længselen efter afsked med livet. Og vi sang alle med på denne livsalige Tom Waits-klon med østeuropæiske afsmitninger og nordisk nerve.

Og ganske kort fra den danske front: Jøden og kumpaner leverede en strålende koncentreret holdindsats med deres humoristiske og dynamiske rap. De unge anglofiler i 1234 har stadig et stykke endnu, men charmerede ikke mindst takket være en forsanger med inspirationer fra både Morrissey og Mussolini. U$O lettede ikke rigtig trods et behjertet forsøg og rap i både normalt og dobbelt tempo. Peter Laugesen & Singvogel fandt deres eget beskidte leje væbnet med elguitar, blæs, bas og digtsamling. Og The Fashions festrock viste sig at være klart bedre live end på plade.

Det var nogle af glimtene fra et som sagt lidt mat festivalprogram, der primært sigter efter at præsentere dansk musik, sekundært nordisk musik. Fra vore egne kartoffelrækker savnede jeg rocknavne som Slaraffenland, Kirsten Ketsjer The Rockband, Källing og Choir of Young Believers. Nu-rave- og bloghouse-folk som Død og Turboweekend. Hiphoppere som Sort Stue, Booty Cologne og Peder. Elektroniske navne som People Press Play, Badun og Goodiepal - altid Goodiepal. Og en indietroniker som I Know That You Know. Jeg er klar over, at flere har spillet tidligere, men det er inden for det sidste år, at de fleste har udgivet vigtige albums eller ep'er eller MySpace-mp3-filer. Og jeg er klar over, at nogle af dem spillede i pladesammenslutningers eller institutioners telte på pladsen og/eller til afterparties undervejs. Men det er festivalens program, der skal vurderes, og det er det, som langt størstedelen af publikum af helt naturlige årsager kommer i berøring med. Og der var altså vigtige navne, som man af den ene eller anden grund, ikke havde fået med.

Samtidig kan man også spørge, hvor relevante navne som The Blue Van, Malene Mortensen og Caroline Henderson er for en festival, der har fået ry for og dermed har en enestående chance for at præsentere omkring 3.000 publikummer og 1.000 branchefolk for et friskopgravet mylder af muligheder for dansk musik.

Offensiv åbningtale

Bredde og trækplastre er der en, der hvisker mig i øret som svar, og jo tak, det er da også helt i orden. Men når konsekvensen af denne populære definition af bredde bliver til et lidt for forsigtigt og pænt program, hvor dansk, sågar nordisk musik fremstår som snæver i kunstnerisk forstand, så er det måske værd at gentænke ideerne om, hvad der bør trække publikum til Spot. Og i dét lys forekommer Bjarke Svendsens åbningstale om torsdagen som en passende afslutning på denne overflyvning af Spot 2007. En offensiv åbningstale, som blandt andet harcelerede over dovenskab og kulturelt snæversyn i den musikjournalistiske stand. For eksempel lød det:

"Frem for åbent at gå på udflugt i det danske musiklandskab, færdes man rundt med et kort i hånden, der pinpointer bestemte destinationer (...) Frem for med lys og lygte at lede efter egensindighed og mandshjerte, forekommer mange journalisters arbejde som reaktivt, og det lider dansk musik under. Og i sidste ende: Også de danske musikere og musikforbrugere, der præsenteres for et begrænset udvalg af genrer og tilgange til musik".

Amen.

* Spot Festival 2007 på diverse scener i Århus, torsdag til lørdag.

Se flere koncertanmeldelser fra Spot 2007 på http://luftskibet.information.dk/larm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu