Læsetid: 4 min.

Spredte salver fra tågekanonen

Operaens festforestilling affyrede skidt og kanel fra nationalkulturens krudtkamre
13. maj 2006

Lad det være sagt straks: Værkerne fejler ikke noget. De kan jo ikke gøre for, at en nationalstoltserende regering har ønsket dem proppet i en kulturkanon, og at pæne kulturarbejdere har påtaget sig proppearbejdet for at forhindre noget, der var værre.

At der først og sidst er tale om politik, fremgår på en pudsig måde af forordet til det program, som kgl. teaterchef Michael Christiansen og DRtv-direktør Lars Grarup skriver til det, de kalder Operaens "kanonshow", og som blev fyret over scenen og tv-skærmene onsdag aften. I deres fælles tekst skriver de to om modtagelsen af kulturministerens kanon tilbage i januar måned:

"Synspunkterne strakte sig fra dyb afstandtagen fra metoden til begejstring for bredden og dybden af dansk kultur. Men diskussionen blev relativt hurtigt afbrudt af de voldsomme begivenheder affødt af karrikaturtegningerne af profeten Muhammed i Jyllands-Posten."

Men hurra, mener Christiansen & Grarup, nu er den distraktion da heldigvis drevet over:

"Nu synes der igen at være 'plads til' at bringe den danske kulturkanon ind i vores fælles bevidsthed og dermed muligheden for at genoptage diskussionen og genopdage kanonens indhold."

Nogle vil mene, at Muhammed-sagen langt mere end kanonen giver anledning til en vild og granskende debat om, hvilken slags land Danmark er på vej til at blive.

Tilbage til fortiden

Men nej, det institutionelle Danmark, som de to herrer er chefer for, finder åbenbart behag i at skynde sig tilbage til fortids punkter på dagsordenen.

Og hvad var budskabet fra onsdagens kanonshow?

Spredt og tilfældigt. Forestillingen blev afgørende præget af, hvad Det Kgl. og DR pr. tradition formår, og hvad de er akavede til.

Den nyere nutid fremstod ikke som institutionernes stærke side. Hjælpeløsheden blev signaleret ved fuldt knald på tågekanonen, så Hendes tilstedeværende Majestæt oppe fra sin udkigsbro måtte skue gennem røg og damp.

Kulsyredampene ramte Sebastians "Stille før storm" som i Anna Davids udgave blev afleveret som skrig. Den tågeombølgede punk fik skær af parodi i Bjørn Fjæsteds og Peter Peters overmilitariserede udgave af Kliches "Militskvinder". Bedre gik det ikke i Tue Wests lydforsøg med TV2's "En sommerdag for længe siden". Og i Marie Franks gengivelse af Savage Rose's "A girl that I knew" blev det jammerligt, for det var svært ikke at tænke på en pige, som vi kender, nemlig Annisette, som har stemmestyrke til at lægge sig over orkestret.

Enten havde nogen skruet drabeligt ned for Marie Franks mikrofon, eller også savner hun den rette røst til sangen.

Forestillingens mest vellykkede bud på en nytolkning af en klassiker var Rasmus Nøhrs stilfærdigt indtrængende, hudløst sårbare foredrag af Liva Weels "Glemmer du". Det ramte salen som et slag i brystet.

Teksten fraveget

Ærgerligt, at Nøhr flere steder fraveg den oprindelige tekst med fladere formuleringer. Om kærlighedens første dage hedder det i originalen:

Først en lys og dejlig leg...

Det sang som Nøhr som:

Først en yndig lille leg...

Selv en banal tekst kan banaliseres.

To af indslagene kom til at fremstå som nostalgisk gensyn med de oprindelige kunstnere.

Benny Andersen og Poul Dissing leverede "Svantes lykkelige dag", hvor Andersen fermt lagde et par ekstra triller på klaveret, mens Dissing havde strøget et par triller af stemmebåndsknækket.

En video-gennemgang af kanonens danske film var så forceret, at det kom til at virke som grin med mesterværkerne. Den taktløshed blev der først rådet bod på, da Bent Fabricius Bjerre til klip fra tv-serien Matador (som kanonen lister med som film) anslog dens tema.

Gisp og glæde lød fra forsamlingen, da mellemtæppet gled op, og DR Radiosymfoniorkestret under Thomas Dausgaard smøg sig ind på Fabricius Bjerres toner. Det skete desværre i sødsuppeformen, hvad der fratager melodien det bid, som gjorde den perfekt til serien.

Delvist vellykket var Tommy Kenters reprise af Arvid Müllers tekst til Osvald Helmuth: "Brevet til Bulganin".

Teksten er ikke blandt den vidtspændende Müllers bedste; dertil er den for påtaget naiv. Kenter fik den over rampen med en klar diktion og for megen gestikulation. Han fyldte én med længsel efter Osvald Helmuth, der kunne trække dobbelt så mange pointer hjem med en fjerdedel af effekterne.

Og hvad var det så, der rigtigt lykkedes? Netop det, som Det Kgl. og DR kan:

Enetime i Flemming Flindts koreografi kom til at fremstå som en skræmmende skildring af organiseret voldtægt - med en underliggende advarsel mod autoritære ledelsesformer.

Torden i syd

Den anden triumf, nok aftenens største, var DR Radiosymfoniorkestrets og Dausgaards udgave af Carl Nielsens 4. symfoni. Livfuldt, skæbnedirrende, et lydbillede fra Første Verdenskrig, med trommerne som torden i syd.

Som aftenens to konferencier var Peter Mygind og Dina Al-Erhayem svigtet af deres tekster, der bevægede sig en smule i overkanten af, hvad der kunne forventes til et børne-melodigrandprix.

I stedet for at få showet til at glide, hvor det var ved at gå i stå, opnåede Mygind og Al-Erhayem ved flovserne i en række overgange den modsatte effekt.

Tænk, hvad teatret kunne have fået ud af at give Ghita Nørby noget at rive i ved at lade Suzanne Brøgger skrive hende nogle kortfattede tekster til at binde aftenen med.

Men det blev altså, som det blev. Skidt og kanel iblandt. Men vel acceptabelt, alt i alt? Jo, det lå og vippede hen mod slutningen af 2. afdeling, hvor Nielsen havde løftet ånden. Men så gik det galt. Rigtigt galt.

En eller anden tumpe havde som slutnummer givet Etta Cameron det dobbelte opdrag at synge Drachmanns "Midsommervise", så den på én gang skulle swinge som gospel - og være fællessang for operaens publikum. Teksten var ikke projiceret op, så de syngelystne kunne læse den, og de, der kunne huske den, kunne ikke følge Cameron i swingningerne.

Resultatet blev en ægte fællesskabsnedbrydende oplevelse, der var egnet til at gøre hjerterne tvivlende kolde.

Og sikke en skam, når der nu er så meget i kanonen at varme dem på.

Det Kgl. Teater og DR: Tv-transmitteret festforestilling i Operaen onsdag aften

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her