Læsetid: 3 min.

Spring mod øst

10. oktober 2002

LØRDAG den 19. oktober kan et flertal af den irske befolkning finde på at sige nej til EU’s Nicetraktat, som de allerede har smækket døren i for én gang. Meningsmålingerne er ikke betryggende for dem, der længes efter, at Irland følger de fjorten andre lande, som allerede har ratificeret reformen af unionstraktaten. Hvis unionsmodstanderne kan holde fest i de
irske pubber, kastes fællesskabet ud i et juridisk og politisk morads. Tunge aktører som Tyskland vil måske ikke længere føle, at EU er udvidelsesklart, når det står nøgent tilbage uden makeup’en fra Nice.
Et irsk nej kan forsinke optagelsen af Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Slovenien, Estland, Letland, Litauen, Cypern og Malta med et til to år. Disse 10 lande blev ellers i går stillet i udsigt af Kommissionen, at de kan blive EU-medlemmer fra 2004. Bulgarien og Rumænien må vente til 2007, så de rammes ikke af de irske kvababbelser.

OVERARBEJDE kommer det danske EU-formandskab på, hvis det skal undgå endnu en nej-forsinkelse. Hverken politisk eller økonomisk vil en lang tidsforskydning være acceptabel. Tidens øjeblik er
forskudt nok så mange gange.
Siden Berlin-muren blev banket ned i november 1989, og vi i Europa fik en historisk chance for at forene Øst- og Vesteuropa, har EU fumlet, famlet og forhandlet for at gøre klubben klar til østudvidelsen. Alene ordet ’østudvidelse’ kan nok få en eller anden læser til gabe – eller gribe ud efter lidt skøn litteratur – men kære læser, fortvivl ej. Det er historie med stort H, som De/vi er i færd med at skrive. Fra Warszawa til Riga har de adopteret over 80.000 sider med EU-regler og forvandlet førkommunistiske stater til demokratiske markedsøkonomier – og deres indtog i EU vil ændre Europas politiske og økonomiske geografi.

OP AD de grønne bakker må de irske ja-politikere i de kommende dage slås for at få vælgerne til at glemme indenrigspolitikkens små mudderkager for at få øje på de store, bugtede linjer i udvidelsen – helt fra Tallin i Estland og ned til Valleta på den lille mikroskopiske ø Malta. At få stabiliseret de unge demokratier og sikre freden på det europæiske kontinent burde være gode argumenter. Selv for skeptiske irere, der
ellers historisk har følt sig tættere på Amerika end på Budapest i Ungarn.
Springet mod det kolde øst og til Malta og Cypern i Middelhavets varme vande er politisk og mentalt et kæmpe spring. Måske kan det kun klares i et finurligt loop? Men når det fuldbyrdes, vil det sætte dybe spor i Europas økonomi.
EU’s samlede bruttonationalprodukt vil på papiret kun blive udvidet med fem procent, selv om unionens befolkningstal og areal bliver en tredjedel større. Levestandarden er i mange af de nye medlemslande kun det halve af EU-gennemsnittet, og i det store landbrugsland, Polen, er den endnu lavere. Velstandskløften mellem EU-folk i øst og vest vil fra starten være afgrundsdyb, så udvidelsen vil ikke umiddelbart løfte EU’s økonomi op. Den vil på kort sigt tynge ned. Nogle skønner, at regningen til unionen for at kaste sig ud i udvidelsen er på over en halv milliard kroner i den første håndfuld år. Man bør dog ikke klamre sig til alt for statiske beregninger.
EU skaber med udvidelsen verdens største indre marked med knap 500 millioner indbyggere. Det vil øge samhandelen, og det kan efter de første svære omstillinger give et samlet velstandsløft. Globalt vil EU’s stemme få større vægt. Økonomisk kan det udvidede EU overgå det nordamerikanske NAFTA-samarbejde mellem USA, Canada og Mexico, der har cirka 400 mio. indbyggere. Til forskel fra NAFTA har det nye udvidede EU en fælles centralbank, en fælles mønt og fælles institutioner til at korrigere og regulere markedet.

POLITISK og socialt truer en række ny ubalancer dog. Fattigdomslommerne i EU udvides mærkbart, og titusinder af borgere fra det fattige øst vil vandre mod vest for at finde sig et arbejde, der kan hjælpe dem og deres familie op. Det kan skabe sociale spændinger, som de politiske ledere har et stort ansvar for at afbøde. EU’s struktur- og regionalfonde må bruges aktivt i den proces. Samtidig må man seriøst indlede en reform af EU’s alt for kostbare fælles landbrugspolitik, der mest støtter rige industribønder i vest – til stor skade for fattige bønder i øst og udviklingslande i Syd. Den reform kan ikke udskydes mere.

bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu