Læsetid: 3 min.

Springet ud i det ukendte

26. marts 1999

Hvis et ultimatum - med trussel om magtanvendelse - trodses af adressaten, har afsenderen ikke anden mulighed end magtanvendelse. Hvis NATO ikke skred til militær aktion, in casu luftbombardementer af militære mål i Jugoslavien, ville den jugoslaviske (serbiske) diktator Milosevic have frit spil til at fortsætte sin blodige, etniske udrensningspolitik i Kosovo, og vestmagterne - ikke blot USA, men de europæiske lande, der på det diplomatiske plan har engageret sig særdeles aktivt i Kosovo-spørgsmålet - ville miste enhver troværdighed. Dette argument, der bruges til forsvar for NATO-aktionen, er logisk og gyldigt - men inden for en begrænset horisont.

Det er nødvendigt at standse op og trække vejret for at gøre sig klart, i hvilken grad man kaster sig ud i noget nyt med denne beslutning. Hvad der end har været af krigshandlinger på Balkan siden Jugoslaviens sprængning i 1990-91, så er der nu for første gang siden 1945 krig i Europa. Tanken kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen. At Tyskland for første gang siden sit historiske nederlag i 1945 optræder militært og offensivt uden for sine grænser, bidrager til denne følelse, selv om det ikke er sagens kerne, men kun yderligere illustrerer begivenhedens karakter af en milepæl.
Kort før sin 50 års fødselsdag har NATO - grundlagt den 4. april 1949 som forsvarsalliance - for første gang foretaget et militært angreb på en suveræn stat. Tilmed et land, der ikke har truet noget NATO-land og heller ikke invaderet nogen af sine naboer.
Den militære aktion er ikke formelt godkendt af FN's Sikkerhedsråd og kan ikke betegnes som legitim, selv om FN-generalsekretæren nødtvungent har forsvaret den. Det er et nyt nederlag for FN's autoritet: NATO har handlet uden at spørge Sikkerhedsrådet, fordi man vidste, at svaret ville blive et nej i form af veto fra både Rusland og Kina.

Beslutningen er således både historisk, skæbnetung og helt exceptionel, og eftertiden vil kun retfærdiggøre den, hvis den giver positive resultater. Hvilket langtfra er sikkert.
Milosevic ser i første omgang sin politiske stilling indadtil styrket, oppositionen svækket og den serbiske nation mere sammensvejset. Han kan benytte lejligheden til en forstærket udrensningspolitik i Kosovo. Og hvis de "kirurgiske" luftbombardementer - som de amerikanske skrivebordsgeneraler har en tyrkertro på - ikke giver det ønskede resultat, opstår spørgsmålet om landkrig. Det har på forhånd været betragtet som udelukket, at noget NATO-land var rede til at sende deres tropper i krig på landjorden i Jugoslavien - hvem vil 'dø for Pristina?'
Og hvis de skulle ombestemme sig, er det sikkert, at de ville få deres sag for i et militært miljø og et terræn som det jugoslaviske, der bærer alle løfter om en langtrukken og blodig krig.
Hvad man derimod på forhånd kan være nogenlunde sikker på, er at NATO's militære aktion vil ramme civilbefolkningen. Det er ironisk, at den militære aktion begrundes med humanitære formål. Teoretisk kunne intet formål være mere legitimt, når man betragter de massakrer, der har fundet sted, men teorien falder til jorden, når civilbefolkningen er gidsel. Den militære aktion kan ende med på ny at vise det absurde i at 'føje krig til krig'.

En anden svaghed i strategien er, at den militære aktion har til formål at gennemtvinge en 'substantiel autonomi' for Kosovo, gararanteret af en massiv NATO-styrke i denne gamle jugoslaviske provins, som serberne regner for deres historiske 'hellige land'. Det er en løsning, som den nationalistiske diktator i Beograd under ingen omstændigheder vil acceptere, og da hans afvisning synes at have opbakning hos det store flertal af serberne, risikerer man, at den kun kan gennemtrumfes ved en veritabel Vernichtungskrieg. NATO råder givetvis over de militære midler tid at gennemføre en sådan krig, men den politiske vilje er næppe til stede, og så ryger den 'troværdighed', der på en måde var indsatsen i spillet.
Samtidig er det umuligt at overskue de destabiliserende virkninger, som krigsførelsen mod Jugoslavien kan få for hele regionen med dens etniske konflikter, nabofjendskaber og små-imperialistiske ambitioner - for ikke at tale om spændingen mellem vestmagterne og det pro-serbiske Rusland.
Alt ialt en enorm risiko at tage for en umulig løsningsmodel, som heller ikke Kosovo-albanerne går helhjertet ind for. Det er ingen hemmelighed, at deres mål er den uafhængige stat Kosovo, som ingen i det internationale samfund ønsker. Det er fortsat en politisk løsning, der mangler.
Nu har vi igen fået krigen som politikkens forlængede arm - men det ligner en brækket arm.B.V.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu