Læsetid: 5 min.

Med sproget som ekkolod

At se verden gennem en hård linse. Sådan beskriver den bogaktuelle Thomas Boberg lyrikken
24. august 2005

Livsstil. Det hele handler om det. Det er det hotteste ord på internettet. Og selv om forfatteren Thomas Boberg ikke aner, hvad ordet egentlig går ud på, er det også titlen på hans digtsamling, der udkom i går. Livsstil, fordi vi ikke taler om andet end prisen på boliger og nye køkkener, mens det nye i lokalbladet er, at det er vigtigt med gode madvaner og dyre køkkenredskaber.

"Vi er en ekstremt materialistisk generation. Jeg har ikke noget imod, at man bor godt, og det er ikke, fordi jeg hylder en asketisk måde at leve på, men jeg bliver aggressiv af, at alt handler om prisen på en bolig, og at man også tager sig selv i at tale om det. Det hele handler om at rage til sig. Vi sidder på vores grunde og i vores sommerhuse og yngler penge. Vi er blevet et samfund af grundspekulanter," siger han.

Med sine digte gør Thomas Boberg sprogligt oprør, og gennem sproget finder han ud af, hvor han selv står.

"Digtene er et forsøg på at fortælle mig selv, hvordan tingene ser ud for mig her og nu. Jeg prøver at skrive digte, som holder og som samtidig udspringer fra nuet. Det er ikke, fordi jeg har en plan, når jeg skriver. Det dukker langsomt frem, og når jeg ser, hvad sproget støder op imod, bliver jeg selv forbløffet," siger Thomas Boberg.

Han sammenligner sit sprog med et ekkolod, som han lægger ud i tilværelsen for eksempel på Skydebanen på Vesterbro eller hos en enlig mor. Lyrikken er en måde at måle tiden på. Hvis det er rigtig godt, er det tidløst og tidsbundet på samme tid.

"Sproget viser noget for mig selv, og så bliver jeg så glad for det, at jeg vil vise det til andre. Det er derfor jeg udgiver bøger," siger han.

Det har han gjort siden 1984, hvor han debuterede med digtsamlingen Hvæsende på mit øjekast, den første af i alt 12 digtsamlinger. Kendt i den bredere befolkning blev han for sin trilogi af rejseminder Sølvtråden, Americas og Invitation til at rejse.

Den hårde linse

Thomas Boberg levede i Peru i mange år. For to år siden vendte han tilbage til Danmark med sin peruanske kone og deres søn. Ifølge forfatteren har Danmark fået en ny virkelighed med integrationsspørgsmålet som overskyggende problemstilling, noget han ikke genkender fra tiden før han forlod landet.

"Før verden kom hertil kunne Danmark være frit, åbent og tolerant, men så kom verden, og vi blev forskrækkede. Åbenheden og tolerancen blev sat over styr," siger han.

Thomas Bobergs digte har suget den konflikt til sig. For som han selv nævner, har han altid forholdt sig til sin omverden og det politiske, som ikke skal forveksles med det partipolitiske.

Men det er ikke, fordi der står 'Danmark' alle steder i digtsamlingen. Mest af alt handler Livsstil ifølge Thomas Boberg om eksistens og tilværelse, om at blive ældre og om livets store uvished. Hvert digt er et univers for sig.

"Digtene er resultatet af min oplevelse af verden og af tiden baseret på mange års iagttagelse fra en mere moden person, for med alderen er verden blevet rigere. Lyrikken er verden set gennem en hård linse," siger Thomas Boberg.

I en 20-årigs sted

Livsstil er næsten et dramatisk projekt, mener Thomas Boberg, når kvinderne knevrer om brutale køkkener og debutanten forkynder sit første og sit sidste digt. Bogen er som et befolket univers med hovedpersoner, bipersoner, kvinder, mænd og unge, for Thomas Boberg indfanger verden ved at se på den fra forskellige vinkler gennem forskellige linser.

"Jeg har bevæget mig ind i ukendte zoner. Jeg har for eksempel spurgt mig selv, hvordan en 20-årig ville skrive, hvis jeg selv var 20," fortæller han om "Debutantens sidste digt".

Thomas Boberg stræber efter klarhed i sine digte. Han søger at undgå unødvendig sproglig kompleksitet, men det betyder ikke det samme, som at indholdet bliver forsimplet: "Et digt er et sprogligt koncentrat, det er et spørgsmål om præcision. Jeg benytter mig af flere teknikker end jeg gjorde før. Jeg har en større frihed omkring det formalistiske, og samtidig er der en større enkelhed i det. Det er det, kunsten må stræbe efter i en kaotisk tid," siger Thomas Boberg, som mener, at han med tiden er blevet mere sprogligt ydmyg og overlegen på samme tid.

Men tiden har også gjort det vanskeligere for ham at skrive digte. Livsstil har taget ham to og et halvt års koncentreret arbejde, netop fordi han tænker mere på at forny sproget. Samtidig er han blevet mere bevidst om sprogets muligheder og begrænsninger, end han var tidligere.

"Humoren har langsomt føjet sig til mit sprog. Det skønne er, hvis man kan forbinde humor med sort indsigt, så bliver humoren et slag i ansigtet på angst og nederlag," siger han.

Nødvendig lyrik

Sproget bliver tomt uden indhold , mener Thomas Boberg. Mens form og indhold hænger uløseligt sammen, ser han lyrik og prosa som to forskellige spor i sit forfatterskab.

"Prosaen har været en skole i iagttagelse, og det smitter af på lyrikken. Digtet er en hårdere linse end prosaen, hvor jeg håber, lyrikken brænder igennem og smitter af på prosaen," siger Thomas Boberg. Han mener, at prosa og lyrik skal bruges på forskellige måder. Mens prosaen er fortællende, er lyrikken mere præcis.

Men tidsånden i lyrikken er forsvundet. Aviserne interesserer sig mere for bestsellerlisterne, og digterne har svært ved at få udgivet poesien, for man er holdt op med at interessere sig for lyrik, mener Thomas Boberg.

"Man henvender sig ikke længere til lyrikken, den bliver ikke taget alvorligt, og det er ikke fordi poesi er blevet hverken værre eller bedre end tidligere," mener han.

Men selv om man næppe bliver rig af at skrive lyrik, kan Thomas Boberg ikke lade være.

"Lyrikken er en nødvendighed for mig, jeg kan ikke styre, hvornår digtene melder sig."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu