Læsetid: 3 min.

Sprogets bjergtoppe

25. september 1996

At være udsat i bjergene skal være en ensom fornøjelse, og er man udsat på hjertets bjerge som i et digt af Rainer Maria Rilke, er det en ekstrem position af følelsesliv, fortabt, men også stolt og suveræn. Sådan hos digteren, hvis ord brænder i en sær lidenskab. Hvordan må det da ikke være for oversætteren, som må være en gendigter, hvis det skal have mening.
Det har mening på dansk med Rilke, fordi Thorkild Bjørnvig har lagt et næsten livslangt og utrættet arbejde i en genskabelse af denne betydningsmættede og formstrenge poesi. En ensom fornøjelse, genoplevet, udbygget og færdiggjort med det store udvalg, der kom sidste år og nu er belønnet med EU's Aristeionpris, en bog fundet frem af en international jury blandt 30 indstillede værker. Ensom på Hjertets Bjerge. Der må have været trængsel.
At et intenst arbejde af den art får betydning for oversætterens eget sprog, siger næsten sig selv, ikke mindst i et sådant valgslægtskab. Det får desuden mening på længere sigt for dansk sprog med dets tilførsel af betydning, af klangfarve og udtryksmuligheder. Ikke just en import af fremmed gods, men en batteriopladning af dansk sprog. Til direkte glæde for de relativt få, der læser, lytter og fornemmer strømmen, men med en effekt som ringe i vandet - dér hvor mange digternavne ifølge romantikeren John Keats er skrevet. Også han er heldigvis gengivet på dansk og ikke glemt for sine ord, at skønhed er sandhed og sandhed skønhed.

Den slags skønhed skal til, før det virker sprogligt, som når Sophus Claussen oversatte sit store forbillede Charles Baudelaire. Han orkede kun få af disse 'Syndens Blomster', mens maleren Sigurd Swane frygtløst oversatte hele den store digtsamling, til skade for både Baudelaire og dansk, for så vidt som det hidtil har blokeret tanken om at begynde forfra. Det værste der kan ske, er almindeliggørelsen, når det særprægede fremtræder i dansk normalsprog som traditionelle sprogblomster. Så skal en rimsmed af de bedste til, fx Peter Poulsen, der også kan kunsten at se spændetrøjen som en musikinstrument.
Vi er heldigt stillet, idet så mange betydelige lyrikere har følt nødvendigheden af musikalsk-litterære alliancer. En kræsen og skeptisk lidenskabelig mand som Ivan Malinowski kunne regne Glemmebogen (1962) for et af sine hovedværker, da han indplantede europæiske lyrikere i det modernistiske danske kulturlandskab, engelsk, tysk, spansk, slavisk, svensk tog han sig af. Jørgen Sonne har været over tidsaldrene og ligesom Uffe Harder lagt os surrealistiske undertoner og accenter i munden. Nogle har held til at gøre digtene endnu bedre end på originalsproget og udfylde mangler i vores fantasi. Hvad skulle vi gøre uden Halfdan Rasmussens liv i Hakkebakkeskoven og Kardemomme by.

Mindre digtere har kunnet gøre sig selv større ved indlevelse i andre sprog. Kai Friis Møllers dansk-franske renæssancelyrik er en milepæl, nu let frønnet, forrige århundredes Chr. K. F. Molbech er så godt som glemt for alt andet end Den guddommelige Komedie, som han opførte i sit sølvaldersprog efter Dante, en skønhed, der næsten er sand, dog ikke mere end at det nu gøres om af Ole Meyer, der ikke er digter, men filolog. Dem skal man ikke kimse ad, når de har sprog, fantasi og ikke mindst humor, ja tak, som Otto Steen Due, der har gengivet Ovids Forvandlinger og nu forleden kom med Vergils Aeneiden. Eller H. D. Schepelern, der insisterede på en kulturarv ved at oversætte den danske ærkebisp Anders Sunesens latinske Hexaëmeron, et internationalt hovedværk fra omkr. 1200, til danske hexametervers, som med underfundig lærdom lever op på ny. Ikke en kioskbasker, men den slår med vingerne.
Det er stilfærdige sus, der er at opleve - på hjertets bjerge. Derfor også så pinligt, når man kommer for nemt i gang og overvurderer sit vingefang. Der er eksempler nok på dårligt, uegentligt oversætterdansk, slemme forgribelser, som man ville kalde tempelskænderi eller gravrøveri, hvis man kun forbandt poesi med højtid og helligdom.
Mon forfatterskolen giver timer i gendigtning af sonetter, canzoner, ottaver, terziner og anden sprogdisciplin? Det er nødvendigt at lade sig udsætte på kunstens bjergtoppe for at forstå sit sprog.

T.B.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu