Taiwan har i en lille snes år været i gang med et interessant sprogpolitisk eksperiment. Det kulminerede her i foråret med et lovforslag der skal "fremme alle Taiwans sprog".
Mandarinkinesisk skal ikke længere være Taiwans nationalsprog.
Det har det ellers været siden Anden Verdenskrig, selv om det kun er modersmål for mindre end en femtedel af landets 17 millioner indbyggere. Øen er lidt mindre end Danmark, 35.000 kvadratmeter.
Samtlige de sprog der tales på Taiwan, skal nu have officiel status og støtte. Det drejer sig om mere end et dusin, og Taiwan overgår dermed Sydafrika der har 11 officielle sprog.
Den kinesiske erobring af Taiwan
Den kinesiske erobring af Taiwan begyndte i 1600-tallet da hollandske kolonister importerede tusinder af arbejdere fra fastlandet til plantagearbejde på øen.
I de følgende århundreder fortrængte kinesisk indvandring den oprindelige befolkning til øens østlige bjergområder og højsletter.
De kinesere der udvandrede til Taiwan, kom hovedsagelig fra Fukien, den kinesiske kyst over for Taiwan, og de bragte deres variant af kinesisk med sig. Den kaldes hoklo, tales af langt hovedparten af befolkningen og er ikke indbyrdes forståelig med mandarinkinesisk.
Mindre befolkningsgrupper taler også andre varianter af kinesisk, især hakka, der hverken er indbyrdes forståelig med mandarin eller hoklo.
I 1950 flygtede den kinesiske regering og halvanden million fastlandskinesere fra de sejrende kommunister og slog sig ned på Taiwan hvor de straks gjorde mandarin til enerådende officielt sprog. Skolegang, medier osv. skulle foregå på mandarin.
Det blev endda hurtigt en konservativ variant som man normalt ser det i udvandrersamfund. I Fastlandskina har man f.eks. forenklet mange skrifttegn, hvorimod man i Taiwan har bevaret de gamle tegn.
Den politiske konflikt
Modsætningerne mellem denne nye kinesiske indvandring og den tidligere kinesiske befolkning er kernen i Taiwans politiske modsætninger.
I 1988 kom hoklokinesere til magten, og de ønsker at udvikle et selvstændigt Taiwan, uafhængigt af Fastlandskina.
Sprogpolitikken synes at være et af midlerne hertil, under protester fra både Beijing og Taiwans konservative.
Der findes flere forskellige måder at skrive kinesisk med latinske bogstaver på. Regeringen i Beijing har besluttet sig for pinyinsystemet som vinder stadig mere indpas verden over, og som f.eks. er årsag til at Peking nu staves Beijing. Det er ikke fordi byen har skiftet navn.
Taiwan har for forskellens skyld besluttet sig for et andet translitterationssytem.
Og mandarinkinesisk skal ikke længere kaldes 'guo-yu' (alment sprog), nu skal det bare hedde pekingkinesisk. Det skal bringe mandarin ned på lige fod med de andre sprog, "så de ikke er mindre værd".
Ud over et uklart antal kinesiske sprog - lovforslaget opregner hverken hvor mange eller hvilke - findes der en helt anden gruppe sprog på Taiwan som tales af resterne af den oprindelige befolkning, godt en kvart million.
Disse mennesker har en anden fremtoning end kineserne, de ser mere 'malajiske' ud. Og deres sprog er da også i slægt med malajiske, filippinske og polynesiske sprog. Til sammen udgør de den austronesiske sproggruppe.
Ved at sammenligne ordforråd og kulturgenstande fra hele dette kolossale sprogområde kan man vise at udbredelsen af austronesiske sprog - en af de største i menneskehedens historie - havde sit udspring på Taiwan.
Taiwans regering gør nu en halv snes små, udryddelsestruede, oprindelige sprog offcielle, og man har gennem de senere år sat stadig flere støtteforanstaltninger i værk for disse sprog og de identiteter de bærer.
Nogle af disse tiltag er mere eller mindre symbolske, som f.eks. omdøbning af gadenavne og den slags.
Men andre er mere håndfaste. I 2000 besluttedes det at modersmålsundervisning skal være obligatorisk. Og alle børn skal i skolen præsenteres for landets øvrige sprog.
På forkant
Det er naturligvis svært at skaffe undervisningsmaterialer og uddannede lærere på disse sprog som staten i så mange år aktivt modarbejdede, men nu støtter den dem.
Det usædvanlige ved de taiwanske sproglove er dels at en kinesisk dialekt gør oprør, selv om der ikke er noget der tyder på at de hoklotalende på fastlandet deltager.
Dels at de ikke forsøger at undertrykke de svagere sprog der står længere nede i hierarkiet, men tværtimod støtter og fremmer dem.
En regeringstalsmand henviser til UNESCO's anbefalinger om at beskytte og bevare verdens sproglige diversitet: "Taiwan ønsker at blive et laboratorium for udviklingen af sproglig mangfoldighed".
Og det er usædvanligt.
