Oplægget til filmen er godt: En kvindelig FN-tolk overhører ved et tilfælde en samtale om attentatet på en afrikansk statsleder og må se sig forfulgt af the bad guys, mens Secret Service forsøger at beskytte hende. Tilmed har instruktøren, Sydney Pollack, som den første nogensinde fået lov til at optage i selve FN-bygningen i New York.
Desværre kan Tolken ikke leve op til sine egne løfter, og selv om den rummer både elementært spændende og menneskeligt dramatiske øjeblikke, så føjer de sig aldrig sammen til en tilfredsstillende helhed.
Nicole Kidman har titelrollen som den tilsyneladende skrøbelige FN-tolk, Silvia Broome, der må have beskyttelse, efter hun en sen aften hører to mænd tale om et planlagt snigmord på den afrikanske diktator Zuwanie - på et afrikansk sprog, som ikke mange andre end hun forstår.
Sympatisk forehavende
Er det blot en tilfældighed, eller ved Silvia mere om sagen, end hun fortæller? Den skeptiske Secret Service-agent Tobin Keller (Sean Penn), der leder efterforskningen, stoler i hvert fald ikke på hende, og sagen udvikler sig til en regulær omgang katten efter musen i dagene inden, Zuwanie kommer til New York for i FN at forsvare sine metoder, der til forveksling minder om etnisk udrensning.
Veteranen Pollack har befundet sig i thrillerland før, men hvor Tre døgn for Condor var tilfreds med at være en skarp, lille genrefilm, så har han med Tolken meget større ambitioner, og selv om man sagtens kan forstå tanken bag, giver det ham kun problemer.
Pollack vil på den ene side gerne fortælle historien om to skrøbelige sjæle, Silvia og Tobin, der først strides, men siden prøver at hjælpe hinanden gennem en svær tid. Han har lige mistet sin kone, mens hun, der er født og opvokset i Afrika, i Zuwanies land, har mistet kontakten med sin bror, det eneste familie, hun har tilbage.
Det giver historien et interessant tvist, at Kidman spiller hvid afrikaner, der tilmed har været personligt involveret i sit hjemlands blodige frihedskamp. Men Pollack evner ikke at understøtte denne menneskelige vinkel og samtidig holde liv i en thriller, der i forvejen er fuld af huller og lidt for forhippet på at overraske det utvivlsomt genrevante publikum.
Da han så oven i købet prøver at knytte an til folkemordet i Rwanda i 1994 ved med Zuwanie som eksempel at vise os, hvordan verdenssamfundet burde have reageret, falder filmen helt fra hinanden. Det er et yderst sympatisk forehavende, Sydney Pollack er ude i, men han spænder ben for sig selv.
Og det hjælper ikke, at danske Jesper Christensen, der spiller Zuwanies hvide sikkerhedschef, ikke synes at befinde sig vel i sin noget karikerede rolle, hvor han vel uden at ville det kommer til at afsløre, hvad der foregår.
